Ugens andagt
|
Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: «Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?» Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: «Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?» Det kunne de ikke svare på. (Lukas 14,2-6) Vi kommer måske nogle gange i kirke som tavse og trodsige mennesker, der synes, at det er for galt, at vi skal hvile og høre og se Guds velgerninger. Vi ville meget hellere fortsætte vort ræs eller underholde os selv med en god serie, som jo på ingen måde handler om Gud nåde og kærlighed eller om at leve i lydighed mod vor Skaber. Snarere tværtimod. Men da sker måske det, som skete med de ledende farisæere: At vi ikke kan svare, når Gud viser os sin barmhjertighed. Han spørger os, hvad vi vil gøre, hvis vores barn er blevet svigtet, fordi vi overså nøden, eller når en ældre i menigheden fik lov at ligge i ensomhed og angst, fordi vi ikke havde tid pga egen indtjening og underholdning. Da kan vi ikke svare. Vi er ramt. Da ser du måske også, at der foran Jesus står en mand, som lider af vand i kroppen. Og manden er dig. Vand i kroppen gør tung og træt. Du kan intet. Ikke engang hvile. Hjertet arbejder på overtid. Højt blodtryk. Du er ved at drukne og synke ned i dyndet. For du lever i verden med lidelse og død. Og hvor stammer det lige fra? Fra syndefaldet. Fra, at andre mennesker har gjort det svært for dig. De er skyldige. Og fra, at du har gjort det svært for dine nærmeste. Du er skyldig. Men da ser du også en anden mand foran dig i gudstjenesten. Han lider også. Ja, han lider endnu mere. Det er den korsfæstede. Du ser Kristus på korset. Du ser, hvordan han er ved at dø. For din skyld. For andres skyld. Og han lever og ser os. Da siger vi ikke "ingenting". Og da står vi heller ikke tilbage som skyldige. For Kristus har tilgivet os og er hos os. |
