Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Sommerlejren 2025
Troens banebryder og fuldenderPrædiken på sommerlejren 27. juli ved aftenmødet (LGJ) Hebræerbrevet 12,1-3: Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. ”Lad også os!” Det andre gør, og det andre gjorde før os, lad os gøre det sammen. Hvad da? Leve i tro! Vandre i tro. Gøre de små ting i tro. Gøre de store ting i tro. I tro og tillid til Ham, som har skabt os, og som vi hører sammen med. Sytten gange står der i kapitlet ”I tro …” Og vi vil se ind i 5 af stederne i fem dage på sommerlejren. ”Så lad også os!” Det er skrevet og talt til hebræere her i brevet. Hebræere kaldes de. Mennesker med jødisk baggrund. Måske en koloni i Italien. Men de havde fået troen på Jesus Kristus! De får brev. Lad også os. I er ikke alene. Vi er ikke alene. Som troens folk hører vi sammen med hinanden. Og også med dem, der gik forud. Og med dem, der kommer efter os. Det er et ordentligt hug mod at tænke, at vi er ene og alene, at alt afhænger af dig og skal klare det selv. Og at du ikke kan stole på andre end dig selv. … Det får sådan et hug. Men et mildt og kærligt hug. Ja, det er en omfavnelse af os, som bilder os ind, at vi er alene og uden Gud. Første gang vi hører et ”Lad os” er, da Gud, der siger det før mennesket bliver skabt: Lad os gøre mennesker i vort billede (1 Mosebog 1). Fællesskabet mellem Faderen og Sønnen i Helligåndens enhed er livets kilde. Lad os leve livet omfavnet af Skaberen og Frelseren. Lad os leve livet omfavnet af andre mennesker. Og der opstår et kristent fællesskab, når vi sammen ved os omfavnet af Skaberen og Frelseren og har fået Tro på Jesus Kristus. Det skal vi her på sommerlejren. Og vi vil særligt se ind i Moses’ liv, og hvad han bevidner for os om, at vi ikke lever for os selv og ikke skal klare livet selv. Det er TRO, men ikke bare ”tro”. Det er ”i tro”. Troen bliver aktiv, når der står ”i” sammen med ”tro”. I tro. Troen på Jesus Kristus gør noget ved os. Den gør modig og sætter i gang. Den giver fællesskab. I tro ser vi verden og problemerne på en anden måde, end hvis vi ikke havde denne tro. Det mærker vi i næste sætning: Lad os frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os. Synd omtales næsten som en person. Den omklamrer os så let. At blive omklamret er ikke rart. Synden omfavner ikke, men omklamrer, så vi ikke kan det, vi skulle, men går i stå, ja går baglæns og synker i knæ. Vi går i stykker. Synden vil isolere fra andre, så vi kun tjener os selv omklamret af noget grimt i os selv. Synd er en drift efter det, der synes at gavne mig selv på bekostning af andre. Synd er at overtræde kærlighedens lov. Synd er at tage æren for mit liv. Synd er at leve, som om vi er alene, og at der ingen Skaber findes, ingen Frelser findes og ingen omfavnende kærlighed findes. Synd er at leve uden Gud i verden. Og sådanne tanker kan omklamre og gøre livet tungt og svært for os. Dem må vi frigøre os fra. Vi har brug for en, som omfavner os i stedet for synden, der omklamrer os. Idet vi ser hen til troens banebryder og fuldender. Jesus! Vi har ikke ikke nok i hinanden eller i forbilleder fra fortiden. Vi har ikke nok i Moses, Paulus, Luther eller andre store store menneskelige forbilleder. Kristendom går ikke ud på at efterligne de berømte og ærede, så vi også kan få ære. Kristen tro er at blive omfavnet af JESUS KRISTUS, så vi ikke kan andet end tro på ham, stole på ham og regne med ham mere end med os selv og noget andet menneske. Og nu står der i brevet til hebræerne og os, hvordan vi får sådan en tro: Det er JESUS, der giver os denne tro. Han er troens banebryder og fuldender. Banebryder er et stærkt udtryk. Den frelsende tro er ikke noget, vi selv finder på eller beslutter os til. Der må banes en vej for den. Der må brydes hul. Der må lyses ind i mørket, ind i døden og ind i ligegyldigheden. Vi kan nogle gange forestille os, at tro er en beslutning, noget vi har valgt at have, noget, vi har indbildt os eller fået påduttet af andre. Og hvis det er vores tro, så er det ikke den kristne tro. For den kristne tro er begyndt i os af Jesus Kristus. Evangeliet gjorde det og gør det. Det baner vej. Et lyser. Evangeliet om Jesus giver liv. Det tilgiver og frelser. Alt dette kan ingen give sig selv. Det kan kun Gud, vor Skaber, som selv blev menneske og kom til os. Han kom, da vi var omklamret af os selv og levede i frygt for døden hele vort liv. Han er her. Og han nøjes ikke med at bane vejen for troen og give os den. Han fuldender også. Ved det samme Evangelium, som han skaber troen med. Det gør os trygge og stærke. Lad os da holde ud i det løb, vi har foran os. Vi mærker, at troen ikke kan sidde stille, men er i gang. ”Lad også os”. Vi er i gang sammen. Lad os søge sammen. Lad os omfavne. Lad os gøre noget godt for hinanden og for andre. Lad os stole på ham, som både giver og bevarer os i troen på ham. Og vort bibelord slutter med: For den glædes skyld, der ventede ham, udholdt han korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet. Han blev vor ypperstepræst, som bringer os tilbage til Gud. Det gør han ved sit offer, sin forbøn og ved sine ord, der trøster og giver håb. Han udholdt korset. Han udholdt at blive vores frelser ved at gå i vort sted og bære den synd, der omklamrer os. Han tog straffen i vort sted. Han er vor frelser. I tro på ham kan vi leve med håb og gøre tusind ting, som Gud kalder os til og vil med os. Og vi kan sige til hinanden: ”Lad også os … For at vi ikke skal blive trætte og miste modet.” Derfor vil vi på sommerlejren i år høre om Jesus Kristus. Vi vil høre det ord, som giver os troen, så vi kan leve i troen, vandre i troen, være i fællesskabet, hvor vi ikke skal nøjes med at omklamre os til os selv, men bliver omfavnet af hinanden og af Herren, Jesus Kristus, ved hans ord og sakramenter. Det er vor redning og vor største gave. Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig. (Hebr 10,24-25). Amen.
|
Sommerlejr 27.-31. juli 2025