Alle skal kaste sig ned for ham.
Zion skal høre det og glæde sig,
Judas døtre skal fryde sig (Sl 97,7-8)
Herren er konge! Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig (Sl 97,1)
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.
Herre, vor Gud, himmelske Fader!
Du, som ud fra din faderlige og gode omtanke(*1) lader dine børn leve under korset her på jorden
og lader storm og uvejr komme over os
for at nedkæmpe synden og øve os i tro, håb og bøn;
vi beder dig:
Forbarm dig over os,
og hjælp os i fristelse og i nød (*2), send os din hjælp,
så vi kan erfare din nåde og faderlige bistand
og med alle dine hellige prise og love dig i evighed
ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
*1: "Omtanke" er i de tidligere kollekter gengivet med "råd".
*2:
Folkekirkens alterbog '92 tilføjer: hør os nådigt, når vi beder i fristelse og i nød.
Anden række
Læsning fra Det gamle Testamente: Esajas 40,26-31
Løft jeres øjne mod himlen, og se!
Hvem skabte den?
Han, som fører dens hær talstærkt ud
og kalder dem alle sammen ved navn.
På grund af hans vældige kraft og mægtige styrke
mangler der ikke en eneste.
Jakob, hvorfor siger du,
Israel, hvorfor erklærer du:
"Min vej er skjult for Herren,
Gud ænser ikke min ret"?
Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.
Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.
Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.
Epistel: Romerbrevet 4,18-25
Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham: "Så mange skal dine efterkommere blive." Og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft - han var næsten hundrede år gammel - og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre. Og derfor blev det regnet ham til retfærdighed.
Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev tilregnet ham; det gælder også os, som det skal tilregnes, os, som tror på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.
Evangelium: Matthæusevangeliet 14,22-33
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Men Peter sagde til ham: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!" Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: "Sandelig, du er Guds søn."