Forside www.vivit.dk

Reformationen 1:

Arvesynden og den frie vilje
hos Erasmus og Luther

Oversigt til pastor Peter Olofsons foredrag på sommerlejren 2017.

En kort opsummering

Den Augsburgske Bekendelse artikel 18 (Gyldendal, 1972, s. 154)
De saksiske visitasjonsartikler av 1528, s. 64-65 (Luther og Melanchton: Ord i rette tid, Lunde 1998)

Opsummering:

Læren om den frie vilje i forhold til Gud er en benægtelse af, at det alene er i Kristus, at vi har vort håb og vor tilflugt. Dvs. at læren om den frie vilje fører til, at mennesker trælbindes i det bedrag, at de i hvert fald i et vist omfang gennem sin egen indsats kan indlægge sig fortjeneste hos Gud, som Gud må belønne og regne os til fortjeneste. Det betyder videre, at nu handler vi ikke længere efter loven, fordi vi er frelst og Ånden har født det nye liv i os, der vil Guds vilje, men vi handler efter loven – eller forsøger det – for at opnå noget hos Gud. Vi trælbindes. Vi lever da i bedrag og ufrihed. Samtidig betyder læren om den fri vilje, at nu er det ikke længere af nåde, Gud frelser, men nu er det hans pligt, fordi vi har indlagt os fortjeneste hos ham.

Læren om den frie vilje (coram Deo):

  • Benægter menneskets syndighed.
  • Mener, at mennesket kan gøre noget overfor Gud, som Gud må belønne.

Frelsen skyldes dels mennesket dels Gud.

  • Angriber Guds suverænitet.

Læren om den trælbundne vilje (coram Deo):

  • Erkender menneskets syndighed. Vi er trælle, fanger, blinde, døve og døde og står skyldige overfor Gud.
  • Erkender at mennesket frelses af nåde alene.
  • Fastholder Guds suverænitet. Gud er ikke bundet, men kan handle, som han vil.

“Hvis Gud er skaber, forløser og Helligånd, er den frie vilje en farlig fiktion, fordi den berøver Gud den frihed, som Han alene har, fordi den overflødiggør og borttager Kristi velgerning, og fordi den ophæver troens vished” (Luther: “Om den trælbundne vilje”, Luthers Skrifter i Udvalg, Bind 5, Aros 1983, s. 11, indledning ved Steffen Kjelgaard-Pedersen).

En kort opsummering

Den Augsburgske Bekendelse artikel 18 (Gyldendal, 1972, s. 154)
De saksiske visitasjonsartikler av 1528, s. 64-65 (Luther og Melanchton: Ord i rette tid, Lunde 1998)

Opsummering:

Læren om den frie vilje i forhold til Gud er en benægtelse af, at det alene er i Kristus, at vi har vort håb og vor tilflugt. Dvs. at læren om den frie vilje fører til, at mennesker trælbindes i det bedrag, at de i hvert fald i et vist omfang gennem sin egen indsats kan indlægge sig fortjeneste hos Gud, som Gud må belønne og regne os til fortjeneste. Det betyder videre, at nu handler vi ikke længere efter loven, fordi vi er frelst og Ånden har født det nye liv i os, der vil Guds vilje, men vi handler efter loven – eller forsøger det – for at opnå noget hos Gud. Vi trælbindes. Vi lever da i bedrag og ufrihed. Samtidig betyder læren om den fri vilje, at nu er det ikke længere af nåde, Gud frelser, men nu er det hans pligt, fordi vi har indlagt os fortjeneste hos ham.

Læren om den frie vilje (coram Deo):
1) Benægter menneskets syndighed.
2) Mener, at mennesket kan gøre noget overfor Gud, som Gud må belønne.

Frelsen skyldes dels mennesket dels Gud.
3) Angriber Guds suverænitet.

Læren om den trælbundne vilje (coram Deo):
1) Erkender menneskets syndighed. Vi er trælle, fanger, blinde, døve og døde og står skyldige overfor Gud.
2) Erkender at mennesket frelses af nåde alene.
3) Fastholder Guds suverænitet. Gud er ikke bundet, men kan handle, som han vil.

“Hvis Gud er skaber, forløser og Helligånd, er den frie vilje en farlig fiktion, fordi den berøver Gud den frihed, som Han alene har, fordi den overflødiggør og borttager Kristi velgerning, og fordi den ophæver troens vished” (Luther: “Om den trælbundne vilje”, Luthers Skrifter i Udvalg, Bind 5, Aros 1983, s. 11, indledning ved Steffen Kjelgaard-Pedersen).

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk