Følg mig!

17. s.e.tr. 2006 (II) København ved pastor Gunnar Edwardsson, Sverige
Salmer: 360 - 42v3 - 69 - 435 - 11

Markusevangeliet 2,13-22
Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham.

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge og farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: "Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?" Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."

Johannes' disciple og farisæerne holdt fast. Da kom der nogle til ham og spurgte: "Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?" Jesus svarede: "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er samme med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og de dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!"

Følg mig!
- Sådan siger Jesus i dagens evangelium. Og sådan sagde han til disciplen Levi, Alfæus' søn. Det var sådan, han kaldte disciplene til sig. Og det var sådan, de blev hans disciple, Peter, Jakob, Johannes og de øvrige otte. De forlod deres beskæftigelse og fulgte Jesus.

Man kan sikkert undre sig over, hvorfor Jesus kaldte netop dem. For eksempel Levi, som også hed Matthæus og var tolder, et menneske med dårligt rygte. Og ser vi videre i evangeliernes beretning, så bliver spørgsmålet endnu mere brændende. Hvordan kunne han kalde dem, som så lidt svarede til den store opgave, som Jesus havde rede til dem? Ja, som så ofte tvivlede og var lidet-troende og tilsidst svigtede ham alle som en i Getsemane? Hvordan kunne Jesus kalde dem? Burde han ikke have kaldet nogle, som var skriftkloge, og som havde stor indsigt, og som kunne blive til nytte for Guds riges udbredelse?

Måske svarer nogen, at Jesus måtte tage dem, han han kunne få. De skriftkloge ville ikke stille op til hans lære, så det måtte blive andre, som ikke havde sådanne indvendinger. Det kan se sådan ud, men der findes et andet svar, som vores tekst giver og som er afgørende, om man skal forstå, hvorfor Jesus kaldte dem. Svaret ligger i det, Jesus her siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Det er ikke de raske og stærke, som spørger efter læger og hjælp, men de svage og syge. Dette kan vi se i hele Jesu virksomhed. Det hedder i Matthæusevangeliet, at man bragte alle, som led af forskellige sygdomme og plager, til ham, og han helbredte dem (Matt 4,24). Og her i teksten hører vi, at da Jesus lå til bords i Matthæus, Levis hus, „var der mange toldere og syndere, som lå til bords sammen med ham og hans disciple. Det siges også om disse toldere og syndere, at mange af dem fulgte ham.

De kom til Jesus, og de fulgte ham. Hvorfor? De kom ikke, fordi han krævede noget, men de kom, fordi han havde noget at give dem. Fordi han gav dem Guds nåde og frelse. Det er det afgørende. Det var derfor, de ville følge ham, og det var dem, der blev hans disciple.

Men det, Jesus siger, det sagde han ikke kun dengang, men det siger han også nu. For ordet, som vi lærer og det, vi hører, bibelordet, er ikke en historiebog, hvor vi blot hører om, hvad der skete en gang for meget længe siden, men bibelen er Guds ord. Det er ikke et gammelt og udslidt ord, et ord, som forlængst har mistet sin mening. Men det er et ord, der består. Et ord, som Gud har ladet være evigt og derfor er det levende ord også her og nu. Det hedder jo: Ingen profeti er fremgået af et meneskes vilje, men drevne af Helligånden, udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.

Ja, sådan står der i 2 Pet 1,21. Og det betyder, at ordet fra profeter og apostle er et levende ord, som har Guds Ånd i sig også i dag. Og dér fører Guds Ånd os hen til i dag. Det betyder, at ordet er et nærværende ord, og at Jesus er nærværende hos os i dette ord. Så derfor siger han også idag det samme til os:

Følg mig!
Vover du det? Mener han det virkelig? Mener han virkelig, at du og jeg skal kunne følge ham? Vi som tror hans ord så lidt, vi som tager så lidt vare på hans ord, vi der så lidt og ringe lever som kristne og kan være eksempler for andre? Og vi kan spørge videre: Når han siger disse ord, vil han så netop give mig sin nåde? Er det ikke kun til nogle særlige? De, som virkelig kan stille op til hans opfordring: Følg mig!

I vore tanker opstår mange spørgsmål. Men med alle disse spørgsmål må vi gå til hovedordet i vores tekst i dag, hvor Jesus siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. For det ord gælder også dig, du, som er her i dag. Jesus siger nemlig dette netop til dig. Han er den, som kommer til os med sin nåde og sin sandhed. Og han giver dig, du som hører disse ord, sin nåde og alle dine syndere forladelse. Sådan er han. Han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Derfor kommer han også til dig og giver dig, hvad du ikke har fortjent, men hvad han har erhvervet, sin rige nåde og evigt liv, og det for intet.

Menneskene, som hørte Jesus - først og fremmest de skriftkloge og farisæerne -havde indvendinger, som vi hører om i teksten. Hvordan kan en Mester spise med sådanne, toldere og synder? Deres indvending var særligt rettet imod, at Jesus rakte nåde og tilgivelse til sådanne menneske, og så let tilgængeligt. Det er egentlig samme indvending, som lyder i dag. Hvordan kan man tro, at man bliver frelst, blot man tror på et bibelord? Eller hvordan kan man tro, at man bliver frelst blot ved tro og uden gerninger? Og i særdeleshed, om der findes et liv efter dette, et evigt liv, hvordan kan man da tro, at man bliver frelst så let - blot ved at tro på nogle ord fra bibelen og ved blot at tro på Jesus?

Det var også sådanne indvendinger, apostelen Paulus mødte. Da er det, han forklarer, „at ordet om korset er en dårskab for dem, som går fortabt, men for os, som frelses, er det en Guds kraft." Ja, han siger videre: „...jøder kræver tegn og grækere søger visdom. Men vi prædiker Kristus som korsfæstet for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab. Men for de kaldede selv, både jøder og grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker."

Vi skal ikke forvente, at evangeliet om Guds nåde bliver værdsat i verden. „Mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren" (Es 55,8). Mennesket søger imidlertid og leder, tror at det selv kan løse tilværelsens sandhed og livets gåder. At det skulle være så enkelt som at komme til Jesus, at få hans forsoning og således få evigt liv, kan man ikke tænke sig. Og man siger: Hvilken endelig visdom findes i dette med kristendom?

Men husk! Det, som Gud har åbenbaret, regnes aldrig som højeste visdom i verden. Tværtimod læser vi i 1 Kor 1,27ff: „Det som var svagt for verden, har Gud udvalgt for at lade det stærke blive til skamme, og det som var uanseeligt i verden og foragtet, ja, det som intet var, har Gud udvalgt for at gøre det til intet, som var noget, for at intet menneske skal rose sig overfor Gud."

Det er en helt anden værdiskala end den, vi kender i denne verden og i dette liv. Det, som intet var, det udvalgte han. Dér begynder Herren Jesus, Mesteren, med os. Og det er på den grundvold, han siger til os hver især: Følg mig!

Og, ser du, at følge ham, det er at erfare, at livet igennem forbliver Han vores visdom, vores retfærdighed, vores helliggørelse og vores forløsning! (1 Kor 1,30). Og at vi ikke har noget andet at berømme os af end ham, Jesus alene!

Hvilken glæde! Hvilket evangelium!

„Gud være lovet ved Jesus Kristus, vor Herre!" (Rom 7,25). Amen.

(Overs.: Vagn Lyrstrand)

Lagt på www.vivit.dk 30.10.2006