Gå du hen og gør ligeså!

11. søndag efter trinitatis (II) København og Lohals 22. aug. 2004 ved pastor John Fehrmann

Lukasevangeliet 10,25-37

Så vendte han sig til disciplene og sagde til dem alene: "Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre."
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: "Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Han sagde til ham: "Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?" Manden svarede: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv." Jesus sagde: "Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve." Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?" Jesus svarede og sagde: "En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?" Den lovkyndige svarede: "Han, som viste ham barmhjertighed." Og Jesus sagde: "Gå du hen og gør ligeså!"

Den barmhjertige samaritan

Jesus siger ikke, at dette er en opdigtet historie. Beretningen bærer præg af et øjenvidne, som har øje for detaljerne: olie og vin, kroværten og kroen, turen på æslet og løftet om at vende tilbage. Det er ikke svært at tænke, at en mand faldt blandt røvere på vejen fra Jerusalem til Jeriko! Sværere kan det være at tro, at en samaritaner vil yde sådan barmhjertighed og indsats for en jøde. De to folk havde jo et indædt fjendskab til hinanden. Jesus kender alligevel et eksempel på, at en samaritaner holdt denne livslov, elskede sin næste som sig selv.

Jeg tror, at denne hændelse fandt sted; men det kan I selv tænke over. En detalje peger i hvert fald på en hændelse, som skete. Og uden den var det ude med os som dømte og fordømte. Et ord drager os syndere væk fra enhver spekulation og hen til det afgørende punkt, hvor Guds krav - Gør dette og du skal leve! - blev taget hånd om af det eneste gode menneske, sådan at vi, der ikke gør det, kan rejse os, leve, handle og sørge for næsten, vise barmhjertighed og elske vores næste som os selv!

Fra Jerusalem til Jeriko

Hvorfor skal vi vide, hvor den mand var på hen og kom fra? Jesus kan selvfølgelig blot være en god reporter, som beskriver kendsgerningerne! Men vi beder jo til ham som meget mere end en god reporter. Vi påkalder ham, som resolut havde sig for øje at gå til Jerusalem for at lide og dø. Vi spiser hans legeme og drikker hans blod, som holdt loven og alligevel, som om han ikke havde holdt den, døde i Jerusalem. Og ingen kunne holde ham væk fra Jerusalem.

Den arme mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere. Og da Jesus berettede denne hændelse, var han selv på vej op mod Jerusalem for at træde i vores sted, som ikke elsker Herren vores Gud med alt det, der er i os; for at lide, hvad der tilkommer dem, som ikke tager sig af ægtefælle og børn, ven og nabo, som Guds lov kræver: Gør dette, og du skal leve! Lad være, og du løber lige ind i døden! Jesus døde i Jerusalem. Og da han er opstået fra alt det, der tilkommer os, sender han med sine følgesvende dette budskab ud i verden: "Vedstå jeres synd og vend om fra den! Lad jer døbe i Jesu Kristi navn, og alt det, som tilhører Kristus, vil Herren Gud tilregne jer!" Og "I skal begynde i Jerusalem!" (Luk 24,47).

I Lukasevangeliet er Jerusalem aldrig er langt borte. Læg mærke til det. For din næste har brug for dig. Og der er ingen anden vej til at vise barmhjertighed, være næste, drage omsorg for hinanden. Vi har intet håb om at kunne holde Livets Lov, som siger: "Elsk din næste som dig selv!", hvis vi ikke altid lægger os på sinde og tager til hjerte, at Jesus gik til Jerusalem for at dække over os. Og med udgangspunkt i Jerusalem drager Gud stadig omsorg for os.

Jesus gik til Jerusalem og faldt i syndige menneskers hænder. Og med denne hændelse i mund og hjerte siger Guds Ord, at det, han lærer os, ikke er udenfor vores rækkevidde og ikke for svært. Ordet er os så nær, så vi må høre det, tro det og leve det! Jesus kalder os i sin nåde til at høre dette ord og holde det. I denne uge, kære kristne, har du hørt det. Hold det af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele din styrke og hele dit sind. Elsk således din Gud og din næste. Hvorfor? For at vi kan retfærdiggøre os selv? For at vi kan få evigt liv? - Aldrig nogensinde!

Denne hændelse er kun for syndere

Og det mener de fleste mennesker ikke, at de er. Derfor går de over i den anden side, når et menneske er i desperat nød, som præsten og levitten på Jesu tid. Men de fleste mennesker erkender ingen synd, ingen sår og intet behov for, at Gud skal vise dem barmhjertighed. Og da de ikke erkender, at de selv er faldet i dødelig fare, så giver de heller ikke agt på Hans ord, bekender ikke deres synder og kommer ikke til nadver. Ingen synd, ingen nåde. Ingen tilgivelse, ingen kærlighed. Har man ingen synd, begynder og slutter man ikke dagen i Den hellige Dåb, hvor Gud dækker over os med Kristi sår. Men I, kære venner! Vend om fra den slags i jer. Gud ønsker noget meget enkelt: Elsk ham! Gør, hvad han siger! Påkald ham som far; stol på hans milde omsorg. Så let! Men vi gør det ikke! - gør vi? Gud sætter mennesker ved vor side, som er i stor nød, og siger: "Vær en næste. Elsk!" Men du har gode undskyldninger, ikke sandt, for lukke øjne for, at din ægtefælle, dit barn og din ven er slået. Du har ikke tid, vel, i din travle kalender til at hjælpe dem, som Dem, som den Almægtige Gud har vist, du bør hjælpe. Åh, der er virkelig uopgivelige ting, som vi ikke kan gå glip af i hverdagen, ikke sandt? Præsten og levitten skyndte sig videre. Prøv at standse dem, og de vil have en masse undskyldninger.

Hvad med os? Afviser vi dette arbejde, mine kære, kan vi ikke blive frelst. Hvis "synd" blot er en opdigtet historie, der går ind ad det ene øre og ud af det andet, så er der ingen God samaritaner, der kan hjælpe os; heller ikke ham, der døde i Jerusalem. Bekend, hvor det er, du ikke elsker din næste, men i stedet elsker dig selv. Bekend i dag ved brødsbrydelsen, som Jesus indstiftede i Jerusalem. Det er kun til syndere, han giver sit legeme og sit blod, hælder olie og vin i vore sår, forbinder os og fører os til sit hellige hus, og lover at sørge for, at vi bliver hele og raske. Han vil dække alle udgifter, hvad det end kræver, så vi kan rejse os og gøre det, som selv Moses siger ikke er over evne. Herren, Israels Gud, som nu også er vores Gud, har sin glæde i os, - ikke fordi vi har gjort noget for at fortjene, vinde og få evigt liv, men - fordi Jesus nåede os, før vi døde, og drog omsorg for os - i Jerusalem. Og fra Jerusalem har han forsikret os om, at hans omsorg og kærlighed også rækker til os.

Undskyld dig ikke!

Se på forskellen mellem synd og kærlighed, evigt liv og selvtilstrækkelighed. Manden, der stillede Jesus på prøve, havde i det mindste en vis bekymring for, hvordan det skulle gå ham i evigheden. Men af Jesus måtte han lære, at han måtte overlade det evige liv, sin sjæl og alt i hans hænder og alene bekymre sig om Gud og næsten! Herren ved, at hans svage og hjælpeløse folk stræber efter at elske Gud med hele deres hjerte, sjæl, styrke og sind. Han ved, at vi ofte har fine fortsætter om at gøre mod vores næste, som vi vil, at de skal gøre mod os. Og han ser, når vi forsøger at smyge os udenom: "Jeg er ikke helt sikker på, hvem der er min næste; når jeg finder ud af det, så skal jeg nok gå." Når vi i dag hører denne historie, viser vores Herre og Gud os igen barmhjertighed og lærer os at vende om fra alt det, så vi aldrig undskylder os selv, men gør, hvad han sender os til, og som vi kan.

I børn! Gud har givet jer forældre, som I skal vise ære og kærlighed. Jeres syndige natur vil tilskynde jer til at foragte jeres forældre, se ned på dem og anse dem for dumme. Hvis I ikke lærer at vende jer fra disse synder, er I virkelig i stor fare. Men når I er døbt ind i Kristus, når I beder til jeres Far i himlen om tilgivelse for jeres forfærdelige synder, så rejser Gud jer op dag for dag til at følge sit ord og at elske andre som jer selv. Adlyd jeres forældre - IKKE for at fortjene at komme i himlen. Tro, at jeres forældre står I Guds stand til gavn for jer, og lær af dem at gøre godt mod andre.

I voksne! Dette gør vores kald stort og helligt. For børnene vil lære af os. Hvad vil de lære, kære brødre og søstre? Vil de lære, hvordan man bruger andre, og kun være sammen med dem i den udstrækning, vi har fornøjelse af det? Vi begår denne frygtelige synd. Børnene iagttager os. Hvad vil de se i vores hverdagsliv? Pakker vi os selv ind og er hårde mod andre? Vi anstrenger os for at sørge for os selv, underholde os og at have noget at le af. Hvem har du sidste gjort noget for at få til at le? Hvem har du sidst lettet dagen for? Når andre ser os, viser der sig så mørke skyer i horisonten? Eller løfter de deres hoveder og får nyt mod?

Kære venner! Hvor velsignet, at det netop er til sådan nogle som os, at Jesus siger: Gå du hen og gør ligeså! Som samaritaneren, der på trods af, hvad forstanden sagde ham om fjenden, hjalp jøden på vejen fra det sted, hvor Jesus døde. Lev dit liv, som om enhver, du møder, netop kommer fra den by, hvor Jesus klarede dit forhold til Gud, selv om din første indskydelse er at elske dig selv. Overvind den impuls og tag dig det til hjerte. Vend om, rejs dig fra dit sygeleje helbredt og gjort hellig ved legemet og blodet fra Jerusalem, fra Himlen, som er gået forbi Jeriko, over hav og land, lige til din by. Og:

Gå du hen og gør ligeså!

Er det let? Ja, hvis vi blot opgiver alle tanker om at frelse vores sjæle og i stedet bruger al sjælens energi til at høre og følge Guds ord. Kan du og jeg - så tilbøjelige til at elske os selv - kan vi glæde Gud ved vores barmhjertighedsgerninger, vores omsorg og kærlighed? Ja, vi kan. Ordet er os nær, i vores mund og i vores hjerte. Stol på, at Jesus i Jerusalem elskede os som sig selv, og stadig drager omsorg for os i sit hellige sakramente, nadveren. Lad aldrig, aldrig Jerusalem ude af dit hjerte og din mund, og du vil arve evigt liv! For evigt liv får vi ikke ved det, vi gør. Men evigt liv er vores her og nu på grund af, hvad Jesus gjorde, gør og lover at blive ved med at gøre. For at vi kan gå hen og gøre, som Jesus gør. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele din styrke, hele dit sind og din næste som dig selv. Gør dette, så skal du leve! Sådan siger manden på vej op til Jerusalem for os! Amen.