Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Langsom til …

Midt i fasten
27.3.2022 i Kbh. og Aarhus, LGJ

Salme 145,8-16
Herren er nådig og barmhjertig, sen [dvs langsom] til vrede og rig på troskab. Herren er god mod alle, hans barmhjer­tighed gælder alle hans skabninger. Alle dine skabninger, Herre, takker dig, dine fromme priser dig. De fortæller om dit herlige kongedømme og taler om din styrke. De vil kundgøre hans vælde for menneskene, hans kongedømmes prægtige herlighed. Dit kongedømme består i al evighed, dit herredømme i slægt efter slægt. Herren støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede. Alles øjne er rettet mod dig, og du giver dem deres føde i rette tid. Du åbner din hånd og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

1. Om at være langsom til noget

Normalt er det bedre at være hurtig end langsom. Hurtig til at løse en opgave i skolen og på arbejdet. Den hurtige kommer først og bliver belønnet.

Alligevel gælder det ikke altid om at være hurtigst. Hurtigt ophidset, hurtigst vred, hurtigst til at argumentere og svare igen. Nej. det er ikke godt. Det er meget bedre at være langsom og sløv til den slags.

Hør, hvad Jakob, Herrens bror, siger i sit brev: Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle (Jak 1,19-21).

Det overraskende er nu, at Gud, den evige, som har al magt og ved alle ting, at han er langsom. Der er noget, han udsætter og venter med, sådan at man tænker, at han nok aldrig nogen sinde får det gjort. Ja, han er den mest sløve i verden i vor verden. Og det virker, som om han slet ikke har lyst til at gøre den her ene ting. Han venter og udsætter det.

2. Herren er langsom til vrede

Salme 145 forkynder det: Herren er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab.

Er det godt eller skidt, at Herren er langsom til at blive vred og straffe? Mange vil jo nok ønske, at Gud vil straffe de rigtigt onde i verden, så ondskaben ikke får lov at skade så mange men­ne­sker! Bare han dog ville gribe ind. Det det kan ikke gå for hurtigt. Men han langsom og ønsker det ikke! Hvorfor?

I Salme 145 står, at Herren er langsom og sen til vrede, fordi han er ”rig på troskab”. Hvad er han da tro imod? Han er tro imod sig selv. For han har lovet, at han vil tilgive de mennesker, som har syndet imod ham! Han har lovet at redde dem fra dommen, de har fortjent for det onde, de har gjort. Derfor er han sen til vrede både overfor de ondeste af alle onde mennesker og overfor mennesker, som føler sig som de frommeste af de fromme. Dem alle. Os alle. Han er nådig og barmhjertig mod os, fordi han er rig på troskab. Han lovde jo at sende os en Frelser, sin egen Søn. Og derfor venter han på, at tilgivelsen kan blive prædiket for alle mennesker. Gud er sen til vrede.

Tænk på, hvor langsom Herren var overfor Adam og Eva, da de havde valgt Gud fra og var dødsens. Da kom Herren ikke som lyn fra en klar himmel. Nej, han kom vandrende og spurgte stille: ”Hvor er du?” og ”Hvad har du gjort?” Og efter at Adam og Eva var kommet med alle deres elendige bortforklaringer, dømte Gud Herren Djævelen og lovede samtidig, at kvinden ville føde et barn, som skulle knuse slangens hoved (dvs. djævelen)! - Hvor blev dommen af? Den skulle ramme kvindens barn i stedet for Adam og Eva. Derfor døde de ikke den dag, de faldt fra Gud. For Gud var sen til vrede. Og de fik troen på, at Herren ville komme som et barn og frelse dem.

Vi får her i fastetiden stærke beviser på, at Herren er langsom til vrede. For tre søn­dage siden hørte vi, at Jesus var sammen med sine disciple, da de diskuterede, hvem der var den største. Og hvad gjorde Jesus? Han fortalte dem om sin kærlig­hed og tilgi­velse, og at han ville give sit liv for dem. Og dén aften indstiftede det måltid med tilgi­velse, som var deres redning. Han bad også for dem, at deres tro ikke måtte svigte.

Og forrige søndag hørte vi i evangeliet, at Jesus spurgte Jesus sine discip­le og en stor skare: ”Hvor længe skal jeg være hos jer? Hvor længe skal jeg holde jer ud?” Svaret var: Indtil han havde gjort alt det for dem, som var nødvendigt. Altså indtil han havde udholdt det værst tænkelige for os mennesker. Her var stærke beviser på, hvor langsom Herren var til vrede.

Det afgørende bevis på, at HERREN er langsom til vrede, får vi om ca. 3 uger, nemlig på langfredag: Jesus var blevet fanget, og blev forhørt, blev beskyldt. Blev han da vred? Nej, han blev ikke vred. Nej. Enten var han tavs, eller også sagde han noget mildt. Hvordan kan det være? Ville I ikke være blevet vrede i den situation? Det var jo uretfærdigt, urimeligt og ufatteligt ondt, hvad det jødiske råd og Pilatus og de romerske soldater gjorde mod Jesus . Men Jesus var sen til vrede. Sådan er HERREN. Straffede han så ikke synden? Jo. Men han ventede, ventede og ventede. Og til sidst faldt straffen. Men den faldt på ham selv, da han blev korsfæstet og døde. Han tog vor hidsighed, alt det, vi var og er hurtige til, men burde vente med. Han bar straffen for, at vi er hurtige til at følge vore egne lyster, hurtige til at retfærdiggøre os selv, hurtige til at forsvare os selv, hurtige til at fremhæve os selv og hurtige til at give os selv ære. Alt det tog han på sig.

Når han taler til os om dom og straf for vore synder, da fortæller han ikke om vores straf, men om hans egen straf og død på korset! Her ser du Guds vrede! Du ser Jesus som et lam, der bærer verdens synd! Gud er langsom til vrede. Og når dommen ved verdens udsende udskydes, og når vor egen død udsættes, da er det fordi Herren venter, for at vi må høre evangeliet og ved evangeliet blive vendt om til tilgivelsen og stole på, at Herren gav sit liv for os. Paulus fortæller om sig selv: Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmo­dighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv (1 Tim 1,16).

3. Salmen sammenfatter og fortæller til sidst, hvad vi skal sige til, at Gud er så ufattelig langsom til vrede:

Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger. Alle dine skabninger, Herre, takker dig, dine fromme priser dig. - Gud kalder på os alle med sin godhed, barmhjertighed og tilgivelse. Og når vi hører evangeliet om, at HERREN hænger på korset i vort sted, er der kun én ting at gøre: at sige TAK. Alle dine skabnin­ger, Herre, takker dig, dine fromme priser dig. Det gælder hele livet og under alle forhold. Salmen siger jo: Herren støtter alle, der falder, og rejser alle de nedbøjede. Sådan er Herren mod dig, når du er faldet og nedbøjet. Derfor ser vi hen til ham. Salmen fortæller det sådan: Alles øjne er rettet mod dig, og du giver dem deres føde i rette tid. Du åbner din hånd og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

Vantroen venter ikke på Guds hjælp, men misbruger Guds langmodighed til at fortsætte i jagt efter nydelse i ulydighed. Og da rammer dommen til sidst, selv om Gud udsætter den, for at alle må omvendes til syndernes forladelse. Herren er langsom til vrede og rig på troskab.

Dette evangelium om, at Gud er langsom til vrede, samler os "passions-tiden" eller "lidelses-tiden". Og vi skal igen i denne påske høre, at Gud straffer sin egen Søn i stedet for at ramme os. Dommen er borte. Jesus er vor redning. Ved dåben blev vi forenet med ham. Herren er god og trofast og nådig og barmhjertig. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk