Bededag - en dag til at gå i naturen eller til at gå i sig selv? En dag til begge dele!Store Bededag 8. maj 2020. Prædiken til Martinskirken, Gratiakirken og www.vivit.dk ved pastor Leif G. Jensen Forslag til liturgi og salmer ved "hjemme-gudstjenesten": DS 382 (Ny DS 423): Sin menighed har Kristus kær Kollekt-bøn og Salme 130 Forlad os vor skyld, og giv os nåde til i dag og hver dag at afstå fra al uretfærdighed og al synd og vende om til dig af hele vort hjerte. Giv os din Helligånd, så vi styrkes i din tro og lydighed og får kræfter til at sætte frugt i handlinger, der er omvendelsen værdige, og kan bede til dig med tro og tillid til, at du er vor nådige Gud og Fader, som vil hjælpe os og velsigne vort liv, indtil vi af din nåde bliver evigt salige ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen. Salme 130 DS 456 (Ny DS 520): Du, som freden mig forkynder Hebræerbrevet 10,19-25 Prædiken: Store Bededag, en dag til at gå i naturen? eller at gå i sig selv? En dag til begge dele! DS 48 (Ny DS 58): Jesus, Frelser og befrier DS 25 (Ny DS 30): Op, alle, som på jorden bor Bededagen: en dag til at gå i naturen, eller at gå i sig selv? En dag til begge dele! Prædiketekst: Matthæus 7,7-11 1. Det er dejligt at gå i haven, gå i skoven og at gå ud i foråret. Det siger os alle noget godt. Vi har lyst til det. Og det bør vi også gøre, hvis vi ellers er raske og kan. For det er sundt og godt for sjæl og krop. Vi mærker varmen, ser lyset og kan fryde os over det underfulde liv, som solen kalder frem i naturen, og som også pulserer i os selv. Besøg en, du kender, og tag sammen på en lille tur i ud i foråret. Hvilken gave sådan en St. Bededag. Det andet: ”at gå i sig selv”, har vi ikke så meget lyst til. At gå i sig selv betyder jo at indrømme, tænke efter, bøje sig, tilstå, bekende, bede om undskyld og gøre bod og erstatte, hvad erstattes kan. - Men nu er det jo engang bededag i dag. Den blev indført som helligdag i Danmark 1686 under kong Christian den femte, hvor man samlede en række faste- og bods-dage sammen til én stor bods- og bededag. Så er længe siden, du sidst er gået i dig selv og tænkt efter, har du muligheden i dag. I dag kan man gå i sig selv, gøre bod og bede sin næste og sin Gud om undskyld, om tilgivelse og ikke mindst: modtage tilgivelse. For det er jo kernen i den kristne tro. Tilgivelsen. Og det er ikke en hvilken som helst tilgivelse. Tilgivelsen er ikke, at man tilgiver sig selv. Heller ikke, at man håber på, at Gud måske vil tilgive. Tilgivelsen hører sammen med, at Gud har ofret sin Søn og ladet ham bære straffen for vore synder. Derfor kan vi holde Bededag med stor glæde! Der findes ingen bedre hjælp til at gå i sig selv, indrømme og indse det, som er så svært at indse! Gør det med tillid og i håb, fordi der er tilgivelse hos Gud. Det står jo i Bededags-salmen, Salme 130: ”Men hos dig er tilgivelse!” Hvis så nogen af os – mig selv inklusive – ikke synes, at der er så meget grund til at gå i sig selv og få tilgivelse, fordi vi synes, at vi jo giver vore børn gode gaver og helt sikkert ikke er værre end andre, da hjælper Jesus ord i evangeliet os. Her giver han os stærk begrundelse for at gå i os selv og bede til Gud, den Almægtige, som er vor Fader. Men først en parentes om vor kulturs alternativer, hvis vi ikke vi hører evangeliet om at der er tilgivelse hos Gud. 2. Der er religiøse alternativer og humanistiske alternativer, nemlig at gå ind i sig selv – eller at tilgive sig selv. Tag først buddhismen. Den har bredt sig som sig i vores kultur med meditation, selvudvikling og åndelig fordybelse og en søgen efter balance i krop og sind. Her handler det ikke om at ”gå i sig selv”. Man taler meget mere om at ”gå ind i sig selv”. Ikke for at finde fejl, men for at finde noget guddommeligt og godt, som man kan fordybe sig i. Moderne folkereligiøsitet er slet ikke fremmed overfor bøn. Her bliver bods- og bededagen til en meditationsdag med religiøse øvelser, hvor man finder stilheden i sig selv og måske også i naturen. I Islam studerer man profetens vejledning og opfordring til at bede meget og faste – og at leve et godt liv efter Koranens forskrifter. Man holder Ramadan. Man giver sine børn og naboer gode gaver. Man går måske også i sig selv. Men Islam giver ikke nogen vished om, at Gud vil tilgive os mennesker. For her tror man ikke, at Jesus døde for vore synder. Muslimer kalder Jesus for af deres profeter, som vejleder dem, men de tror ikke, at han døde for deres synder. Moderne former for humanisme opfordrer heller ikke mennesker til at erkende deres synd og bede om tilgivelse, men snarere at forstå sig selv bedre, måske også tilgive sig selv og tro på det gode i mennesket. 3. Men hør så, hvad Jesus siger i evangeliet i dag: Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! (Matt 7,11). Vi kan gøre meget godt og gør det. Vi giver vore børn gode gaver og hjælper vore venner. Vi synes om dem, der synes om os, og hilse på dem, der hilser på os. Alligevel kalder Jesus os ”onde”. ”I, som er onde”. Man forstår lidt af, hvad han mener, når man læser og lytter til hans udlægning af de 10 bud i Matthæus kapitel 5. Han uddyber også et andet sted, hvad han mener med, at vi er onde: Det er i Matthæus 15,18-20: "Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent." Har han ret? Er det sådan med vore hjerter? Kommer der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser fra vort hjerte? Og hvis der gør, affinder du dig med det? Lader du det passere? Er det ikke noget problem for dig? Nyder du det nogle gange? Og trøster du dig med, at du giver dine børn gode gaver? For det gør du jo! Men Jesus Kristus har gennemskuet os og kalder os for onde. - Af samme grund opfordrer os ikke til at gå ind i os selv for at finde balance og fred. Han opfordrer os til at bede, og at bede om tilgivelse. Han siger i dag: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for." (Matt 7,7-8). Og i Fadervor: "Derfor skal I bede således: ... Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!" (Matt 6,9 og 12). Opfordringen til at bede er ikke en opfordring til at gå ind i sig selv og finde det gode i vore egne hjerte. At bede er derimod at vende tankerne til vores Far i himlen, som er Den Gode. Og han vil bønhøre. Ham kan vi bede om dagligt brød og tilgivelse. Ham kan vi bede om at hjælpe os, når fristelserne vil overtage os og når det onde vil ødelægge os. Han vil virkelig høre. 4. Hvis vi synes, at det ikke er let at gå i os selv, - og det er det jo ikke – så skal vi bare lige vide, at det heller ikke er let for Gud at tilgive os. Det koster. Det har kostet ham. Det har kostet Jesus Kristus at sørge for tilgivelse. Det kostede ham livet. Det kostede ham stedfortrædende lidelse og død på korset. Man mærker i bededags-salmen, Salme 130, at det slet ikke er nogen selvfølge, at Gud tilgiver. Han siger jo: Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig. Påskens fortælling om Jesu lidelse, død og opstandelse har vist os det. Det har kostet. Men prisen er betalt. Der er betalt for alle vore synder. Derfor kan vi råbe nede fra det dybeste og ondeste sted i vore hjerter med ordene fra Salme 130: Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! (Sl 130,1), Det går os ikke godt, hvis ikke Gud tilgiver: Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre? (Sl 130,3). Det hjælper os ikke, at vi finder balance og ro i sig selv, hvis Gud husker på vor skyld. Det hjælper os heller ikke, at vi bliver mere tilfredse med det vi gør for vore børn og venner, hvis ikke vi har Guds tilgivelse. Alle behøver vi tilgivelsen fra Gud. Og den fås af en eneste grund: Fordi Jesus Kristus døde for vore synder. Derfor finder vi den også kun ét eneste sted: Ved korset, hvor han bad: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Og den fås kun på den måde, nemlig den måde, Gud har valgt til os: I Evangeliet, når vi hører at vore synder er tilgivet. Da er vi tilgivet. I dåben, når Gud renser os. Da er vi renset! Og i nadveren, hvor Jesus Kristus giver os Jesu legeme og blod. Så kan vi være visse på Guds tilgivelse. Derfor kan du i dag sige til Gud med ordene i Bededagssalmen, 130: Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig. Det er grunden til, at vi i dag må gå i os selv og bede Gud om tilgivelse. Sådan bliver en dejlig varm forårsdag-fredag i maj måned forvandlet til noget, der er endnu bedre: til en bededag, hvor vi står foran Gud, som tilgiver os. Og den fører os hen til hinanden, så vi beder hinanden om tilgivelse, går i os selv og også tilgiver dem, vi har noget at tilgive. Og når vi er færdige med hjemme-gudstjenesten, kan du gå ud i Guds fantastiske natur som et menneske, der står under hans omsorg. For Jesus Kristus er din Frelser og Herre. Hos ham er tilgivelse. Lad os sige til hinanden med de sidste ord i Bededags-salmen: Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld (Salme 130,7-8). Sig det sammen nu. Amen.
|
