Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Vor retfærdighed i Himmeriget

6. søndag e. trinitatis 11. juli 2021 (LGJ).
Salmer: 24, 600, 461, 430.

Matthæus 5,20-26:
For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab,' og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.' Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.

Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

Hvad er det for et himmerige, Jesus taler om? Det er en virkelighed, et rum, et fællesskab, en verden, hvor Gud er din Far ved Jesus Kristus. Han kender dig som sit barn og siger: ”Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham” (Sl 103,13). Og: ”Kan en kvinde glemme sit diende barn, så vil jeg ikke glemme dig!” (Es 49,15).

Gud siger: Jeg har givet dette menneske min enbårne søn, døbt det og givet det troens liv. Hvordan skulle jeg da kunne andet end give og skænke det alt, hvad det behøver til legeme og sjæl – i tid og evighed? (Rom 8,32). Og Jesus siger: ”Den, som holder fast ved mit ord, hos ham vil jeg komme sammen med Faderen og bo hos ham” (Joh 14,23).

Så er du aldrig alene, når du er døbt og hører det ord om Frelsen, som giver dig tro. Så er du tryg om natten i mørket, og også når dagen er mørk og truende. Der er lys, hvor der ellers kun er mørke. Når du vandrer i mørkets dal er Herren hos dig, hans stok og stav er din trøst. Derfor frygter du intet ondt (Sl 23,4). Der er tryghed, hvor der ellers kun er utryghed og frygt. Der er tilgivelse, hvor der var en stor skyld. Der er håb, hvor alt ser håbløst ud. Det er himmeriget! Du kan løfte dit hoved som barn, som ung, som voksen, som gammel – i sygdom, i sundhed. Du er ikke afhængig af, om mennesker klapper dig på skulderen, eller om du føler dig stolt over dig selv. Også når du er ramt af skyld og skam, bærer han dig, Jesus, din frelser, som døde for dine synder. Du har en Gud og Skaber, som elsker dig; du har en frelser, som bærer dine sygdomme og dine synder og tog din skam. Og han retfærdiggør dig ved at tilgive dig og rense dig, Du har det alt sammen af nåde, gratis, ufortjent. - Det er Himmeriget!

Hvem kommer ind i himmeriget? Det gør kun den, hvis retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes retfærdighed. De skriftkloge og farisæerne havde nemlig kun den retfærdighed, der fås gennem gode gerninger, ved at holde Loven. Og de havde som livets mening og mål at gøre at så godt som muligt for at blive fuldkomne.

Men kom de ind i det himmerige, som Jesus her taler om? Nej, de kom ind i et rige med skyld og straf, med hovmod, selvtilfredshed og usikkerhed. De levede i et rige, hvor man forsvarede sig selv, og hvor der ikke var tid til barmhjertighed og at ofre sig for andre, fordi man havde nok at gøre med at bygge sin egen retfærdighed op.

Tænk på tolderen og farisæeren, som Jesus fortæller om i Lukasevangeliet 18,9-14. De kom begge i templet for at bede. Farisæeren takkede Gud, fordi han ikke var som røvere, tyve, utugtige mennesker og som tolderen, som han så i et hjørne af kirken. Han gav Gud æren for, at han var blevet så god selv. Han nævnte sine gode gerninger: tiende, faste og bøn. Men Jesus siger, at han gik IKKE retfærdiggjort hjem. Han gik hjem som en skyldner – uden at erkende det. Han levede ikke i nådens rige, men i Lovens og selvretfærdighedens og selvtilfredshedens rige.

Men tolderen, som også kom til kirke (templet), slog sig for sit bryst og bad: ”Gud være mig synder nådig!” Og han gik retfærdiggjort hjem. Han var i Himmeriget. Det var ham.

Hvad er der da galt med vores retfærdighed? Jesus tager fat i et af de 10 bud, nemlig det femte bud: I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab,' og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.' Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.

Der er forskel på det, de har hørt forklaret af deres præster og skriftkloge, og det, Jesus siger. De har hørt, at det 5. bud er overkommeligt. For hvem af jer har slået en anden ihjel med en hammer, en dolk eller dræbt nogen med en kølle? Ikke mange af dem. Ikke mange af os. Vi har en retfærdighed, som ligner de skriftkloges og farisæernes. Og tilhørerne havde hørt, at hvis man gjorde det så godt, man kunne – og lidt til – så skulle man være tilfreds og kunne vide sig sikker hos Gud.

Men nu forklarer Jesus, at enhver, som bliver vred på sin bror skal kendes skyldig for domstolen. Og den, som siger et ondt ord om sin bror, er skyldig for det store råd. Og den, som siger ”Tåbe” om et medmenneske, er skyldig til helvedes ild. Hvor er nu vores retfærdighed? Den skrumper ind. Den er noget ydre, som desværre ikke er i hjertet. Og Jesus bliver ved: han befaler, at vi er gode mod andre, hjælper, viser godhed og bruger vores liv i tjeneste! Det skal vi.

Men gør det os retfærdige? Måske kommer vi op på siden af farisæerne. Det er virkelig godt at give tiende til Guds kirke og til mission blandt fattige kristne i Moreira, at besøge ensomme, at holde hviledagen hellig og gå i kirke, at læse i bibelen og kæmpe for at få et godt andagtsliv i hverdagen. Og så er den der måske?

Hvad siger Jesus? Siger han, at det skal vi da holde op med, for ikke at blive farisæere? Siger han, at vi skal leve værre end farisæere og skriftkloge for at blive frelst, leve i ligegyldighed? Nej. Han forklarer derimod, at vi skal gøre det, som er rigtigt med hjertet. Men hjertet har så mange onde tanker, som gør os uretfærdige (Markus 7). Det, som gør os uretfærdige, dovne, ligegyldige og skyldige kommer fra hjertet.

Den retfærdighed, som redder os, er retfærdigheden, som Jesus har til os, når vi som tolderen råber: ”Forbarm dig over mig!” (Lukas 18). Den retfærdighed, som overgår farisæernes og de skriftkloges retfærdighed, er tilgivelsen, syndernes forladelse. At Gud er dig synder nådig.

Jesus siger lige før vor tekst: ”Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.” (Matt 5,17-18). Hvad mener han med ”før alt er sket”? Han mener, at alt det, loven kræver af et menneske, skal skal opfyldes fuldkomment, før Himmel og jord forgår. Himmel og jord må vente på, at det sker. Og Jesus forklarer: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” Jesus er kommet for at opfylde Loven. Her sættes Jesu liv, død og opstandelse i centrum. Alt i verden afhænger af Jesus, hans godhed og hans korsød for verdens synd.

Og fortæller evangelierne ikke også om den dom, Jesus nævner: ”skyldig for domstolen”, ” skyldig for det store råd” og ”skyldig til helvedes ild”. Jo, alle fire evangelister fortæller, at Jesus blev forhørt og dømt af jødernes domstol og det store råd. Og da han blev korsfæstet, råbte han: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Han led han helvedets straf i vort sted. Han blev forladt, udstødt og knust. Der er her han skaffede os en retfærdighed, som langt overgår farisæernes og de skriftkloges retfærdighed. Nemlig tilgivelsen, nåden, Guds barmhjertighed.

David synger om den i Salme 103: ”Så langt som vest er fra øst har han fjernet vore synder fra os!” Og Salme 130: ”Men hos dig er tilgivelse, at man skal frygte dig”.

Denne retfærdighed giver Gud os i Dåben, i Skriftemålet og i Nadveren. Når vi hører det, bliver vi glade, får tillid til ham. Sådan kom vi ind i Himmeriget, og sådan lever vi i det.

Den tilgivelse, vi nu iklædes og som dækker os, den kan vi tage med os, og vi kan dække andres synd med denne tilgivelse. Der kan komme en underlig mildhed i din mund. Underligt. For den kommer ikke fra dig, men fra ham, som elsker dig og tilgiver dig. Han har lagt den ind i dit hjerte. Du er nu i hans rige, hvor han gør dig glad, giver dig håb og evigt liv. Og derfor kan du være mild på en måde, du ikke engang selv forstår. Og du kan give af de store gaver, Gud overøser dig med, til Guds kirkes arbejde. Hvorfor? Fordi han gav dig sig selv. Den retfærdighed, som frelser dig, den gør noget ved dig og din måde at leve på.

Jesus nævner, at du måske er på vej til at bringe din gave til alteret, men kommer i tanker om, at der er noget helt forkert mellem dig og en af dine søskende. Da vent med at give din gave til kirken og skynd dig hen til din bror og sig: ”Undskyld!” Jesus tog initiativet i forhold til os – til dig og din søster og bror. Han gjorde det mens vi var syndere. Sådan leder han os til at bede om tilgivelse og selv at tilgive og ikke vente på at andre forbedrer sig.

Tilgivelsen og nåden giver os Guds barmhjertighed, så vi kan give den videre. Og når vi igen ser, at vi er syndere og må råbe, da råber vi ikke forgæves. For vi lever i Himmeriget på jord, i nådens rige. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk