Prædiken på 1. søndag i fasten 9. marts 2003 i Løsning og Århus ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 295, 574, 554, 40, 559
Mattæusevangeliet 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' " Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' " Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' " Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus, vor frelser! Amen.
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen. Det lyder modsætningsfuldt, at Jesus blev ført af Ånden ud i ørkenen, ud i dødens land. Når vi bliver ført af Guds ånd, kan vi vel forvente os gode oplevelser og et liv, som lykkes. Sådan fremstilles livet med Guds Ånd i hvert fald i nogle kristelige kredse i dag. Og det er sandt, at vi kan vente os alt godt af Gud og af Helligånden, når han leder os. Men ikke på den måde, som vi umiddelbart forestiller os og synes, det burde være.
På 1. søndag i fasten tager Ånden Jesus med fra Jordan, hvor han blev døbt, ud i ørkenen for at han kunne møde fristelse og lide sult. Sådan førte Gud også sit folk, Israel, efter overgangen over Det røde Hav. Han ledte det ud i ørkenen for at sætte sit folk på prøve og gennem livet i ørkenen knytte det tættere til sig, så folket ikke straks vendte tilbage til Egypten, men kom helt til Kanaan.
At blive vejledt af Helligånden er den sande lykke og glæde. Men den sande lykke og glæde er ikke altid, som vi forestiller os. Det er at være beskyttet af Gud, men samtidig også at stole på ham under svære forhold. Helligånden fører os ad veje og på måder, vi ikke altid forstår os på. Det er derfor, vi under modgang og lidelse spørger: Er Gud god? Og er jeg virkelig Guds barn?
I gudstjenesten i dag hjælper Guds ord os først gennem læsningen fra syndefaldsberetningen fra Første Mosebog 3. Vi hører, at det var Gud, som lagde de vanskelige vilkår på Adam og Eva. Han gjorde det samtidig med, at han lovede at frelse dem. De to ting var der altså ikke nogen modsætning for Gud, men hørte sammen. Når Guds egen søn blev ført ud i ørkenen for at lide nød, stod det ikke i strid med, at han var Guds søn. Han skulle heller ikke stræbe efter at slippe ud af ørkenen så snart som muligt, men lade sig lede af Guds ord. Og se, englene kom og tjente ham. Gud er god mod sin søn. Og Jesus fortsatte siden ad den vej, som hedder: offer, tjeneste og kærlighed, nemlig ad vejen mod korsfæstelse, død og opstandelse.
Sådan går det den sande Kristus. Og sådan er den sande kristendom for dem, der tror på Kristus. Gud tager for en tid alle ydre tegn på, at Jesus er Guds Søn, fra ham, og lader ham nøjes med Ordet fra dåben: "Denne er min elskede søn. I ham har jeg velbehag." Det er netop dette ord, Djævelen angriber i ørkenen:
Første angreb
Djævelen kom og sagde til Jesus: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Lyder det ikke rimeligt nok? Hvis ... så må du også kunne ændre på din situation med din tro. Har du ikke sultet længe nok? På samme måde med Guds folk på ørkenvandringen. De sagde til Gud og Moses: Hvor længe skal vi finde os i det? Vi er trætte af dette liv. Hvis Gud kunne gøre de undere i Egypten: de 10 plager og overgangen over Det røde Hav, da må han også gøre dem nu og gøre vort liv lidt lettere at leve. Ellers ønsker vi os tilbage til Egypten.
Er der ikke også meget i dit liv, som Gud kunne gøre mindre besværligt? Er der ikke en del grundlæggende ting, du må undvære? Gode følelser, vellykkede venner, basale behov i dit liv, som ikke bliver dækket ret godt. Og kunne du ikke bruge din tro til at få det lidt bedre? Kunne den ikke hjælpe dig? Hvad med at afprøve den form for tro og kristendom, hvor man lover dig lidt mere lykke: sundhed, lykke og glæde her og nu! Sig dog, at stenene skal blive til brød! Men Jesus svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' " Den kristendom, som stammer fra Kristus, sætter Guds ord og løfter over alt andet. Den vejleder dig til at leve i tro og håb og ikke i herlighed og magt. Den lader dig vente alt godt af Gud, som er din kære far.
Der står i Hebræerbrevet, at Jesus lærte lydighed af det, han led. Han lærte af lidelsen. Mon ikke vi så også kan lære af de lidelser, vi erfarer? Det er Guds vilje med os, at vi lever i lydighed mod ham og tjener vor næste. Vi er på vej gennem livet, hvor vi er sat til at modtage kærlighed og give kærlighed, at uddanne os og at udføre et arbejde, at føde børn og opdrage børn, selv at blive født og opdraget af forældre og leve under de vilkår, Gud giver os at leve under. Og Gud vil føre os gennem dette liv hjem til Himlen og saligheden i evighed. Det har han lovet. Hans ord er din mad i sådanne situationer.
Hvis nu Guds løfter kun har ringe plads hos os, og hvis Skriftens ord står svagt i vores tanker, er vi lette at snyde og bukker under for den falske kristendom, som lokker med lykke her og nu og med tegn og undere i Jesu og kristendommens navn. Men Jesus lader sig ikke snyde eller overvinde af Fristeren. Han finder hjælp og styrke i to midler, som Gud også har givet os: Ordet i dåben og Ordet, som står skrevet i Bibelen.
Kun dette dobbelte ord kan bevare dig i troen på, at du er Guds barn. Du er hans barn, fordi han tilsiger dig sin kærlighed i Jesu navn. Der er ingen anden årsag. Kun sådan en vished kan fastholde os i vort kald her i verden, når vi kommer ud for prøvelser.
Andet angreb
Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. Det er igen et angreb på dåbens ord: "Hvis ... så ..." Afprøv det. Risiker dit liv for det. Få Gud til at demonstrere, at han elsker dig. Lad ham gribe ind, som han har lovet. Udsæt dig selv for fare! Og lad din tro bygge på det, Gud gør for dig i sådanne ekstraordinære situationer! Hvis Gud er Gud, og hvis du er Guds søn, så må det kunne demonstreres og efterprøves. Og Djævelen bruger nu et bibelcitat, fordi han har mærket, at Skriften betyder alt for Jesus.
Men det ryster ikke Jesus. Han svarer tilbage og afviser den falske bibeludlægning med et ord fra Skriften: Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' " Jesus bliver ved dåbens løfte og ord og i den opgave og det kald, Gud har givet ham. Han springer ikke ud fra templets tinde for uskadt at lande på tempelpladsen og få mange beundrere. Han vandrer derimod til templet som vores frelser, som vi skal tro og stole på, når han dør på korset opstår fra graven. Sådan - som vores frelser - er han også i fristelsen for at stå os bi.
"Du må ikke udæske Gud." Det betyder: Du må ikke udfordre Gud. Du må ikke stille betingelser op for Gud eller krav, som han skal opfylde. For da gør vi os til Guds jævnbyrdige.
Når Gud har kaldet et menneske ind i en tjeneste og sat det i bestemte livsvilkår i forhold til forældre, søskende, syge, menighed og ægtefælle, da er det dér, vi skal leve vores liv i troskab. Hvem skal nemlig ellers udfylde den plads, der er din? Hvis du med en from, åndelig begrundelse forlader dit kald for at prøve noget helt nyt og påstår, at du vil afprøve Guds godhed, vil Gud da indsætte et andet menneske i den tjeneste, du forlader? Vil Gud kalde en anden til at være det barn, som ærer dine forældre? Vil Gud kalde en anden til at være en kærlig og trofast ægtefælle, hvis du svigter din ægtefælle? Vil Gud finde andre til at besøge og trøste i menigheden, hvis du finder en mere imponerende menighed at komme i? Vil Gud kalde en trofast præst til at prædike her, hvis den nuværende præst udfordrer Gud og går ind i folkekirken, hvor kirkeskatten kan bære ham på hænder?
Guds løfte i dåben og kaldet til at leve i Jesu efterfølgelse er din og min vej. På denne vej lader han sine engle sørge for os, sådan som vi også ser det med Jesus: Engle kom og tjente ham. Men vi skal ikke forvente hjælp fra Gud, hvis vi springer ud af Guds kald og Guds vej.
Tredje angreb
Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Med den sidste fristelse ser vi, at Djævelen har opgivet. Han har opgivet at sætte spørgsmålstegn ved Jesus som Guds Søn. Han har også opgivet at udlægge Bibelen på en falsk måde for ham. For han mærker, at Jesus bliver uendelig stærk, når talen går på, at han er Guds Søn, og når Skriften - Guds eget ord bliver nævnt. Sådan også med os: Når talen går på vores dåb og barnekår og på Guds urokkelige ord, da bliver vi stærke.
Derfor griber Djævelen nu til det sidste middel, han har. Han viser Jesus alle verdens riger og deres herlighed og prøver at vække begæret i ham. Se dog, hvilke muligheder, du har, hvis du tilbeder begæret. Se dine muligheder, hvis du tilbeder magt og kraft. Jeg lover dig, at du får al den skønhed og herlighed, der findes i verden.
Apostelen Johannes afslører tomheden i disse løfter, når han siger: Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid. (1 Joh 2,15-17). Denne verden og dens begær går til grunde. - Det er ikke umuligt at opnå meget her i livet. Mange gør det. Måske kan vi også opnå meget af både ære og jordisk gods og oplevelser, som tilfredsstiller vores begær. Men hvad er meningen med sådant et liv? En af dem, der nåede den største jordiske rigdom, måtte bagefter erkende, at det var tomhed (Prædikerens bog). Apostelen siger særligt til de unge: "Jeg har skrevet til jer, I unge: I er stærke, Guds ord bliver i jer, og I har overvundet den Onde." (1 Joh 2,14). - Din hjælp og styrke er Gud og hans ord.
Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' " Tjen ham alene i ungdom, voksenliv og alderdom. For han er din Gud. Han er din og alles Skaber og Frelser. Som vi siger det i Fadervor: For dit er riget, magten og æren i evighed. Jesus lærte os at bede sådan hver dag, for at vi i troen på Gud og i tillid til hans godhed, magt og herlighed skal forsage Djævelen. Vi kan gøre det, fordi vi er døbt, og fordi vi har Guds ord, og fordi Jesus er hos os. Lad os gøre det. Gud hjælpe os! Amen.
