Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Retfærdighedsfølelse og dåbPrædiken fastelavns søndag. Se, vi går op til Jerusalem; Tak, Gud, at du skabte mig; 123 // 397; 432; 405v1-4; Udgang: 40v5 Matthæus 3,13-17 1. En ualmindelig retsfølelse Men for det meste reagerer vi på det, andre gør forkert, som sker i samfundet, i byen, i nabolaget eller endda i familien. Det er for galt! Det er urimeligt! Det er helt forkert! Johannes Døber, som vi hører om i evangeliet, blev opsøgt af mennesker, som kom til ham med en følelse af, at der var noget forkert, urimeligt og uretfærdigt. Men det helt specielle var, at det ikke var uretfærdighed hos andre, men hos dem selv. Det var blevet deres problem. Matthæus fortæller: Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. (Matt 3,5-6). Deres retsfølelse ramte dem selv. Og det er specielt og desværre sjældent. MEN GODT. De kom og bekendte deres synder. Der var ellers nok at klage over og være utilfreds med dengang. Romerne havde besat deres land. Og farisæere og præster opførte sig ikke ordentligt. Ligesom vi i dag kan klage over både samfundet og over den kristne kirke, sådan havde de også god grund til at klage, fordi livet var uretfærdigt, og at de blev behandlet urimeligt. Alligevel indså de, at det største problem var uretfærdigheden, som kom fra dem selv, dvs. deres egne synder. Derfor kom ud til Jordan for at blive renset og få tilgivelse. Og Guds Røst, Johannes Døber, talte om det gode liv, som vi alle bør leve, og de blev ramt. Han fortalte dem om Kristus, som snart ville komme, og at han var Guds offerlam, der bærer verdens synd. Og han døbte til syndernes forladelse. 2. Retsfølelsen hos kristne Forældre ved, at det skal gå retfærdigt til. Vi kristne er egenkærlige, syndige og skyldige. Men vi døbt engang – de fleste af os som spædbørn. Og siden lærte vi dåben at kende som frelsens bad, hvor Gud rensede os og lovede os alt godt. Og Gud holder sine løfter og står ved den pagt, han sluttede med os i dåben. Og hver gang vi vender tilbage til dåben her i kirken bliver vi mindet om, at der er brug for retfærdighed. Men ikke fordi andre er uretfærdige og der finder så meget urimeligt og uretfærdig sted i verden. Ikke fordi der er noget galt i samfundet eller hos præster og andre kristne. Men fordi vi selv er uretfærdige mennesker, der behøver Guds tilgivelse. Og Gud er nådig, barmhjertig, god og ikke straffer. Når vi sammen hører evangeliet om Jesus Kristus og bruger dåben, overøses vi med Guds tilgivelse. Nåde og frelse og fællesskab! Det er forunderligt. 3. Døberens retsfølelse Matthæus giver os baggrunden i kapitel 1 og 2. Den mand blev født af jomfru Maria. Ikke med nogen mands medvirken, men ved Helligånden. Han er Immanuel, ”Gud med os”. Han fik navnet Jesus, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder. Vise mænd fra østerland tilbad ham som Guds Søn. Alt dette vidste Døberen. Han vidste det fra Moses og profeterne, som havde forudsagt det. Han vidste det fra sine forældre og fra Josef og Maria, som han kendte. De var i familie. Og fra Jesus selv. Derfor virkede det urimeligt at Jesus skulle døbes af Johannes. Det burde være omvendt. Matthæus fortæller: Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Der er næsten optræk til håndgemæng. Han ville hindre ham! Hvorfor skal den rene og retfærdige døbes af den uretfærdige synder. Døberen ved, at han ikke er bedre end dem, han døber. Sådan må præster også gerne være sig bevidst, at de har brug for den frelse, som kirkegængere kommer for at tage imod! Her ser vi, hvad en kristen menighed er: Den er en forsamling af uretfærdige, syndige, døende, skyldige mennesker. Men de har fået en retsfølelse, som peger indad. Derfor bekender de deres synder og kommer i kirke for at modtage tilgivelse i skriftemålet og ved alterbordet. Og præsten gør, hvad han skal, prædiker og uretfærdighed hos mennesker, og om retfærdighed hos Jesus. Nogle gange hører man, at kristne er mennesker, som anser sig for at være bedre end andre, og at præster klapper folk på skulderen og roser dem, fordi de har gjort gode fremskridt og viser næstekærlighed. Hvor det sker, bliver kirken noget helt andet, end Kristi kirke. Men sådan var det ikke ude ved Jordan, hvor Johannes døbte. Og det lærer evangeliet os også i dag, hvis vi skulle have glemt det. Kirken en samling af syndere, som er et hak bedre, men snarere flere hak værre end dem udenfor. 4. Jesus giver os en ny retfærdigheds-følelse, som frelser Verden har jo ikke ændret sig det mindste, selv om vi har været til dåb i kirken. Og ser vi på vandet og hører præstens ord, kan vi også gå hjem og tænke: ”Det var en smuk ceremoni. Men så er det vel heller ikke mere? Kan et barn få evigt liv, bare fordi præsten øser vand på hovedet og siger nogle ord fra Skriften.” Men det kan dåben! For Guds egen Søn kommet til dåben og er gået ud i vandet. Han har ladet sig døbe i det vand, som vi døber med. Og efter sin dåb skete noget stort: Himlen åbnede sig. Guds ånd dalede ned ligesom en due og kom over ham. Og der lød en røst fra himlene: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!" Faderen, Sønnen og Helligånden, den treenige Gud, var tilstede. *Guds Søn som menneske. *Gud Fader med røsten fra himlen: Det er min elskede søn! *Og duen som tegn på Helligånden, der frem over vil lede Jesus til det, han skulle. Det blev begyndelsen på, at Jesus opfyldte al retfærdighed! Evangelierne er én lang fortælling om, at han gjorde alle ting vel. Han elskede sin næste. Han tog sig af børnene. Han helbredte spedalske. Han tilgav en lam man og en kvinde grebet i hor. Han gav en enke hendes eneste søn tilbage fra døden. Og til sidst bar han vores uretfærdighed op på korsets træ og døde for os. Det hørte vi apostlen Peter bevidne i brevlæsningen: For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. (1 Pet 3). Og Jesus sagde som det sidste i Matthæusevangeliet: ”Gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer!” I dåben forener Jesus sig med os mennesker for at blive vores stedfortræder og Frelser. Det er virkeligheden bag vores dåb. Himlen er åben. Guds søn er her. Helligånden genføder, renser, tilgiver og tager os ind i Guds pagt. Apostlen Peter siger, at det er ligesom da Noa blev reddet i arken, båret oppe af vandet: Gud var langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer. 5. Hjem med en dobbelt retfærdighedsfølelse:
|
