En far og to sønner

20. e. trinitatis, 9. oktober 2016 i Aarhus og Løsning. Leif G. Jensen
Salmer: 225, Ren og retfærdig, 463v2-6, 420, 430, 596, 295v2

Matthæus 21,28-32
”Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.”

1. Kort genfortalt: En mand havde to sønner. De hørte sammen – med blodets bånd. De var hans. Han var deres. Og de var hinandens. De var voksne og raske og kunne arbejde. Og han havde en stor vingård med vinstokke med vindruer. Her var rigtigt meget at lave. Han sagde det samme til dem begge. Arbejd i min vingård! Den ene sagde JA og gjorde det ikke. Den anden sagde NEJ, men fortrød og gik derhen. Og så spørgemålet: Hvem af dem gjorde, hvad faderen ville de skulle gøre? Hvad vil Jesus sige med det?

2. En mand havde to sønner: Det vil sige: Alle mennesker, Jesus talte med, hørte Gud til. Alle mennesker i skolen, i butikken, i lyskrydset, på legepladsen, i familien, i menigheden … alle er skabt af Gud og er hans. Og Gud er deres, dvs. vores, Gud. Og vi er hinandens. Og vi har fået livet for at bruge det i kærlighed. Derfor.

3. Han sagde til dem: Gå hen og arbejd i min vingård! Himlens og jordens skaber vil at hans kære mennesker arbejder i kærlighed – ikke er dovne – men arbejder. Der er en masse, som skal gøres: Der skal gives knus, fødes børn, der skal sås korn i marken, undervises i skolen, der skal laves aftensmad og gøres rent i lejligheden. Der skal være politibetjente og soldater til at passe på landet. Der skal være politikere og nogle, som er vejarbejdere. Der skal være nogle, som bygger huse, og som arbejder på plejehjem. Der skal prædikes i menigheden og vises omsorg i hverdagen. Dåb og nadver skal bruges efter Guds vilje. Der er meget, der skal gøres. Og Gud siger: Gå hen og gør det! - Det siger han også til os. Tro på Gud – og tjen hjælp andre mennesker – og i hverdagen. Og lev i menigheden sammen – i tilgivelse og lad jer vejlede – og vær ordets hørere og gørere. Ellers bedrager I jer selv.

4. Den ene sagde ”Ja”, men gik ikke derhen. Jesus forklarer: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Han siger her: ”I har lyttet til Johannes Døbers gode prædiken. Og I har nikket og sagt: ’Det var godt sagt. Nu ved vi, hvad der er retfærdigt og rigtigt. Og nu ved vi at ham, Gud lovede at sende til os, er JESUS.’ Det sagde Johannes jo. - Men I vendte ham ryggen. Gik ikke hen til ham. ... og når I så, at andre fortrød, så var I ligeglade og fortrød ikke noget. Det var nok, at I engang havde sagt jer. Det var I stolte af.

5. Det er dem, som siger JA. De er flinke. Siger: Ja, vi tror da op Gud. Vi går i kirke … vi er de flinke, vi er de kristne. Vi siger de rigtige ting. Men alligevel vil de ikke arbejde for Gud: vil ikke bruge tid på bøn og gudstjeneste – vil ikke bruge tid på at hjælpe andre mennesker. Går kun på arbejde for deres egen skyld. Gør ikke noget for en ensom, en gammel, et barn, en flygtning; gør ikke noget for missionen og Guds rige. Gør alt for sin egen skyld. Og kun noget for andre, hvis de selv kan få noget ud af det: ære og skulderklap. De siger JA, jeg hører til de flinke, og de kristne. Men de vil ikke have noget med Jesus at gøre – og de fortryder ikke, når de hører om andre, som tror på Jesus.

6. Den anden sagde ”Nej jeg vil ej”, men fortrød senere og gik derhen. Det er dem, der ikke er spor flinke. De siger: ”Nej, vi tror ikke …” For de vil hellere gøre noget, der er grimt: de snyder og rager til sig, og er frække og mener at man godt må leve helt forkert. Men så fortryder de. Og de går tilbage og vil gerne være der, hvor Gud vil, at de skal være, og de vil alligevel gerne arbejde der, hvor Gud vil de skal arbejde. Ikke for at få noget for det, men fordi Gud er blevet deres far. Det er bare det bedste sted at være i verden. Jesus fortæller jo heller ikke, om de var dygtige eller ikke så dygtige til arbejdet. Kun at de fortrød.

7. Jesus forklarer, at det er tolder og skøger. De sagde først NEJ til Gud. De levede af at snyde. Og levede af at bedrive hor. Penge og sex var deres et og alt. De havde det ikke godt. Men de troede, at det var den bedste måde at leve på. Og de sagde: Nej! Vi gør, som vi vil. Men da hørte de Johannes’ prædiken om at de var syndere og at de havde svigtet ved at misbruge arbejdet som toldere til egen fordel, og misbrugt deres egen krop til at tjene penge med som prostituerede. De hørte, at der ville komme en regnskabsdag. Og så fortrød de.

8. Er det virkelig nok? Er det nok at fortryde og sige: Her er jeg. Og så leve i Guds rige som en tjener. Hvad nu hvis jeg ikke dur’ til ret meget. Er det så godt nok? Er min anger god nok? Andre, som så at de fortrød, kunne jo sige: Ja, nu er de bange. Men de fortryder jo kun fordi de er bange. Og hvis man spurgte dem, om det bare var fordi de var bange og ville redde deres skind, ville de måske svare: Ja, det er rigtigt nok. Vi er usle. Vi er bange. Vi er så dårligt. Men vi ved samtidig, at Jesus ikke er så dårlig. Han er bare god. Og han vil gerne være sammen med sådan nogle som os. Det er bare så stort og godt.

9. Jesus vidste godt, hvor meget ondt toldere og prostituerede havde gjort, og hvordan de andre skriftkloge og farisæere var gode til at se flinke ud. Alligevel forsvarede han dem og sagde, at de skulle komme i himlen – og det ville de andre ikke. Men hvorfor dog? Vi mærker i vores tekst, at det var helt afgørende, at de fortrød. Angrede. Det er nødvendigt for os. Men bliver er det så vores anger, der frelser os? Nej, det er ikke det at vi fortryder, der frelser, men det er Jesus, der frelser. Men dem, som ikke fortryder, bliver væk. Men dem, som fortryder, kommer til ham i bøn og bekender synden – og skylden – og får tilgivelse. Hvis angeren får os til at råbe til Gud om hjælp, så er den som den skal være. Hvis du er angst og er bange for dommen og råber til Jesus, så er det, som det skal være. Så er det, som det var med toldere og prostituerede.

10. Men det er så svagt og usselt at fortryde. Det er ydmygende. Og det er jo også mange gange så uægte og dårligt. Ja. Det er også derfor at det ikke frelser nogen at fortryde. Det er Jesus der frelser os. Det er alt, hvad han er og har gjort for os, der frelser os. Ingen af os bliver frelst på grund af at vi er så gode til at fortryde. Men det er bare nødvendigt at fortryde, for at vi vender os til Jesus og råber om hjælp. Jo, du er ynkelig. Og din fortrydelse kunne være langt bedre, end den er. Men det er jo ligegyldigt, bare du har brug for Jesus. Og læg igen mærke til, at der ikke står noget om, hvor godt de arbejdede. Det er heller ikke det, det kommer an på. Der står bare: at de fortrød og gik derhen. Og at de andre ikke fortrød og ikke gik derhen.

11. Hvad vil Jesus så der sker med os i dag? Det samme som skete med pengegriske og sexforvirrede mennesker: At de fortrød og troede på at Jesus er deres frelser. At vi – pengegriske og sexmisbrugere – gerne må fortryde. Og at vi skal gøre det, fordi Jesus står her og er vores Frelser. Han er din retfærdighed. Han er din Frelser. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 09.10.2016. post@vivit.dk