Det, vi inderst inde godt ved, og det, vi dybest set ikke ved noget om

13. søndag e. trinitatis (II) 5.9.2004 i Løsning lutherske Frikirke og Gratiakirken ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 382 - Bibelkor Mika 7,18-19 -- 370 - 246 - Korsang: Jeg behøver dig, o Jesus - 286 - 430 - 504

Mika 6,6-8

"Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?" Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

Matthæus 20,20-28

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: "Hvad vil du?" Hun sagde til ham: "Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd." Jesus svarede: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" "Ja, det kan vi," svarede de. Han sagde til dem: "Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for." Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

En kristen prædiken handler på en måde altid om to ting: det, vi inderst inde godt ved, og det, vi dybest set ikke ved noget om. De to ting tales der meget direkte om i de tekster, vi har hørt i dag. Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig. Sådan siger Gud til os ved profeten Mika. Og Jesus siger i evangeliet: I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?

I. DET, VI INDERST INDE GODT VED

Menneske, du ved, hvad Herren kræver af dig ...

Du ved godt, hvad Gud kræver af dig! Det står skrevet i din samvittighed. Du ved, at du ikke selv er Gud. Du ved det godt inderst inde. Og du ved, at du skal kalde på Gud i din nød, og at du skal takke ham for alle velsignelser i dit liv. Du ved også, at du skal ære din mor og far, at du ikke må slå ihjel og ikke skal bedrive hor. Menneske, det har du fået at vide. Endda helt ind i din samvittighed, så du bærer denne viden med dig overalt.

Hvorfor er det da nødvendigt at høre om det? Fordi det går os, som det gik Guds folk på Mikas tid: Dengang sagde de: "Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?" - Læg mærke til, hvordan der overdrives: Skal jeg give Herren tusindvis af væddere og titusinder af oliestrømme? Skal jeg måske ofre mine børn til Gud for mine synders skyld? Er det sådan, han vil have det?

Vi kender også selv til at overdrive, når der er noget, vi skal, men ikke bryder os om at gøre det: Skal jeg måske gøre hele huset rent? ... Vil du have, at jeg vasker alle tallerkener og kopper og teskeer op? ... Bliver du da aldrig tilfreds med mig? Vi overdriver og skyder på den måde ansvaret og opgaven fra os. Vi orker ikke at høre mere om det og vil heller ikke finde os i det længere. Vi synes, at det er uoverkommeligt. Derfor fremstiller vi opgaven som urimelig.

Vi kender også teknikken, når vi vil vinde en diskussion: Først gengiver man, hvad den anden har sagt, men gør det med overdrivelser og på en grov måde. Derefter kommer man med sine egne afbalancerede og rimelige argumenter. Og dermed er man færdig og ønsker ikke mere at lytte til den anden, men går sin vej. Man har vundet diskussionen. Men nej: Man har tabt. Man har tabt det andet menneske, tabt fællesskabet og kasseret sandheden.

Menneske! Adam! Du ved det godt! Du ved inderst inde godt, hvad du skal. Du har fået at vide, hvad Herren kræver af dig. Gud kalder os tilbage til virkelighedens liv, til at lægge undskyldningerne til side og til at give afkald på overdrivelserne, de urimelige overdrivelser overfor Gud og overfor hinanden. Menneske! Du ved det godt! Og hvis du alligevel ikke skulle vide det, så lyt igen til disse tre ting:

1) Du skal handle retfærdigt, dvs. i overensstemmelse med de 10 bud. Helt enkelt! 2) Det skal ske i trofast kærlighed. Du skal altså ikke gøre det for at få betalt, hvad du skylder, så din modpart ikke mere kan kræve noget af dig, fordi du jo nu har gjort din pligt. Vis trofast kærlighed. Trofast! dvs. blive ved. Når du har gjort det, du skulle, kan du spørge: Er der andet, jeg kan gøre? Kærlighed indebærer, at du ofrer dig og giver dig hen, indtil du er brugt helt op. 3) Du skal vandre årvågent med din Gud! Når du går fra et medmenneske, skal du vandre med din Gud. Vandre med din Herre Jesus, med ham, som elsker både dig, din ven, din mor og din arbejdskammerat. Vandre årvågent med din Gud! Da sker det, at du bliver nødt til at vende tilbage meget snart for at sige undskyld og for at søge forlig, for at give hånd og give knus ... hvis det lykkes. Menneske! Du ved jo godt, hvad Herren kræver af dig.

Gud sagde allerede sådan til det første menneske, han havde skabt: Adam, menneske! Hvor er du? Hvad har du gjort? Adam vidste det godt. Men han havde brug for spørgsmålet, for at tænke over det. For hans viden om det, han havde gjort, sad allerede så langt inde i hans hjerte og sjæl, at han var på vej til at skjule det for sig selv, ligesom han søgte at skjule sig for Eva og for Gud.

Derfor går vi i kirke: for at blive kaldt på af Gud, så vi kan blive udfordret af det, vi inderst inde godt ved, nemlig at vi har ansvar, at vi er forpligtede på trofast kærlighed for Guds ansigt.

II. DET, VI DYBEST SET IKKE VED NOGET OM

Jesus siger til Zebedæus-sønnerne: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" og: "Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mange."

Evangeliet fortæller om Zebedæussønnernes mor. Hun kommer og beder til Jesus for sine voksne sønner. De står bag hende. De beder om ære og belønning.

De mente, at de havde fortjent lidt bedre, end de fleste andre disciple. De havde jo forladt alle ting for at følge Jesus. Og de havde mærket, at Jesus brugte dem på en særlig måde. Var det ikke dem, han udvalgte til at være med på forklarelsens bjerg (sammen med apostelen Peter)? Sådan var der en del, som tydede på, at de kunne vente at blive æret på en særlig måde, når Jesus skulle tiltræde sit kongedømme i Jerusalem

Men Jesus svarede dem: I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke? I ved intet om det bæger, jeg skal drikke. I ved ikke, at det, som nu skal ske i Jerusalem, ikke er udbetaling af løn til jer, men til mig. Jeg skal modtage lønnen for jeres synder og for verdens synder. Han spørger derfor: Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke! Det er et udtryk fra Gamle Testamente. Det handler om at udstå en straf, at drikke et bæger fuld af vrede. Det skulle Jesus. Vi hører ham også nævne det i sin bøn i Getsemane: Fader, tag denne kalk (dette bæger) fra mig, om det er muligt.

Nej, de vidste ikke, hvad de bad om, når de bad om at regere sammen med ham i Jerusalem. For Jesus skulle regere fra korset med sin lidelse og død; der bad han for sine fjender og udstod straffen og døde for deres skyld. Jesus spurgte: "Kan I mon det?" "Ja, vi kan," sagde de uden tøven. De var ikke det mindste i tvivl. De havde jo kunnet så meget andet. Hvorfor skulle de så ikke også kunne tage det sidste lille nap med?

De ligner os, når vi hurtigt har overstået det med vores synd og skyld og derefter forestiller os, at vi nu må have fortjent lidt ekstra lykke her på jorden. Og vi tænker, at Gud er underlig, hvis han ikke sørger for, at vi kan føle os lykkelige og have det rart.

Da er det, at Jesus åbenbarer for dem og os, hvad der skal ske i Jerusalem. Og det er det, vi dybest set ikke ved noget om, med mindre Gud taler det ind i vores hjerter: "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Den belønning, de to disciple behøvede, var løsesummen, så de kunne blive købt fri, fri fra døden, fri fra dommen og fri fra skylden. Deres og vores skyld var og er så konkret og så stor, at der kun er ét betalingsmiddel, som strækker til: Jesus Kristus og hans offer for os på korset.

Jesus afviser disciplenes forkerte ønske om ære og belønning! Men han afviser ikke dem. Han taler mildt til dem. Han peger på, hvad der er problemet, nemlig at de - og vi - gerne vil kunne kontrollere, styre og have magt i vores tilværelse. Men kristenlivet her i tiden handler om præcis det modsatte. Det gælder om at blive købt fri fra vor store gæld og at få Jesus som vores Herre. Og det største, vi kan opnå her i tiden, er at tjene vore nærmeste, vores mor, søster, næste og vores menighed. Jesus siger: Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Han prædiker løsesummen ind i vore hjerter!

Det er det andet, vi går i kirke for: For at høre det, vi dybest set ikke ved noget om og aldrig fatter til bunds. Evangeliet! Nåden i Kristus! Det må åbenbares for os igen og igen! Budskabet om at Jesus er kommet! Han er virkelig kommet og har givet sit liv som løsesum for os. Og han kommer, når vi samles og hører evangeliet. Han kommer med løsesummen, den løsesum, som gør, at vi får noget nyt at bede om: "Herre! Lad os være tjenere i det små! Og tilgiv os!" Amen.