Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Stolt af hvem? Gud og A-, B- og C-holdet

Søndag septuagesima 5. februar 2023 i Aarhus og Kbh. (LGJ)

Matthæus 20,1-16
For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste."

Jeremias 9,22-23:
Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.

Vi møder en vingårdsejer, som lejer arbejdere til sin vingård. Og han er underlig. Han er anderledes. Ingen ville tro, at der findes sådan en vingårdsmand, hvis ikke Jesus fortalte os det. Han er underlig god og tænker mere på arbejdernes ve og vel end på, hvad de præsterer.

Arbejderne derimod er helt normale. Dem kender vi fra hinanden og os selv. Nogle møder tidligt på arbejde. Andre får ikke gjort meget. Og de flittigste er de værste når de dårligste til at kende vingårdsmanden, kende Gud.

Når lærer Herren at kende, får vi noget at være stolte af, nemlig HAM, vingårdsmanden. Sådan Gud, vor Faderen, som vi kender gennem han, han har sendt til os, JESUS KRISTUS, hans tolk, hans søn, hans åbenbaring.

Lad os først se på arbejderne. Det første hold bliver hyret tidligt om morgenen. Solen er lige stået op. Det er A-holdet. A-menneskene. De ligner nogle af os. De har brug for en dagløn for at få mad på bordet. Derfor står de tidligt op.

Og det er lige præcis, hvad de får lovning på. Himmeriget er kommet nær! Bed således: Fader vor, du som er i himlen! Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Himmeriget er som en vingårdsmand, som hyrer os til at arbejde fra morgen til aften og lover os 1 denar.

Tænk, hvis vi kunne stole på Gud, at han vil give os det daglige brød, da ville alle bekymringer fordufte. For vi har jo ham. Og vi ville være glade for én ting: at han sørger for os, giver os livet og dagligt sørger rigeligt for at jeg kan have nok til at leve.

Da ville vi ikke rose os af vores dygtighed, når vi kom hjem fra arbejde, men at han holdt os i live, så vi kunne gå på arbejde. Da ville vi ikke rose os af os selv, når vi spiste, men takke ham fordi han giver helbred, så vi kan spise. Det hele ville blive tak og lovsang til ham for hans godhed mod os.

Men måske bilder vi os ind, at vi har fortjent det. Men nu ved vi, at det er indbildning. For vi har sådan en far her i dødens verden, her, hvor alle A-mennesker skal dø og er syndere. Men de har en arbejdsgiver og skaber, som blev menneske og døde for deres synder. Han giver os det daglige brød. Ja, han er selv Livets brød, det daglige livs brød og det evige livs brød. I Jesu navn står vi op. I Jesu navn tår vi til bords. Gud til ære og os til gavn.

Næste hold er kommet ud på torvet ved den tredje time. Ca. kl. 9. Det er B-holdet. De stod måske lidt senere op. Uheldigt. De er usikre på, om det lykkes i dag. Måske de er trætte fra i går og kan derfor først komme nu. Men i Himmeriget bliver der også sørget for B-holdet, fordi Gud er som Vingårdsmanden. De får lov at arbejde og tjene noget – ”det, som de har ret til”.

Sådan kan det jo også være med os. Vi kommer på B-holdet. Der er tider, hvor vi ikke magter så meget, og mon det så går? Vi får at se. Det afhænger af arbejdsgiveren, som jo er vores Himmelske far. Og derfor er der håb! Hvad har jeg ret til? Ikke en fuld dagløn. Men har ikke noget alternativ. Men Herren sørger for mig.

Ved den 6. og 9. time gik han ud og gjorde det samme. Han lejede dem. - Vi får ingen forklaring på, hvorfor han først fandt dem da. Men han vil dem.

Og så til sidst i den 11. time. Og det er derfra udtrykket stammer: 11. time. I sidste øjeblik. Kort før solen gik ned. Han spurgte dem: ”Hvorfor har I stå ledige her hele dagen?” De svarede: ”Fordi ingen har lejet os.” Var det mon sandt, hvad de sagde? Der er ikke noget i fortællingen, der antyder, at de lyver. Men han fandt dem først i 11 time. Vi får ikke altid forklaring på, hvorfor nogle kommer foran andre. Meget kan opleves uretfærdigt.

Men om lidt mærker vi, at der ikke er uretfærdighed i Himmeriget. Ikke hos vingårdsmanden – hos Gud. Kun hus arbejderne – hos os. Det viser sig, når de får løn.

To ting springer i øjnene, når Jesus fortæller om vingårdsmanden: Den måde han hyrer dem på. Og den måde han lønner dem på.

Han hyrer alle, som han finder på torvet. Ingen bliver kasseret. Og hvad lønnen angår er han retfærdig. Han lover at give fuld dagløn, 1 denar, til dem, som bliver ansat først. Og til de næste lover han at de får, hvad de har ret til. De sidste siger han dog ikke noget til, dem i den 11 time. Bare at de må gå hen i vingården. Bare gå derhen. Bare vær med. De kunne ikke nå ret meget. Denne vingårdsmand fylder arbejderne med mening og håb. Han er faktisk ligeglad med, hvor længe de kan nå at arbejde. Han søger og søger. Ansætter og ansætter.

Sådan er det med himmeriget. Gud er interesseret i at have os hos sig – og uinteresseret i, hvad vi kan præstere og yde. Ingen bebrejdelser til de sidste. Bare: KOM! Og de kommer. Det er i sig selv underligt. Mærkeligt.

Men det bliver endnu mere underligt. For nu skal de have løn. Og de sidste får fuld dagløn. På den måde kan en forretning ikke køre rundt, hvis man giver fuld løn til dem, som næsten ikke nåede at komme i gang. Men sådan er det med himmeriget!

Fuld løn, selv om du ikke har udført noget som helst. Løn af nåde. Tænk at kende sådan en Herre. Det gør stolt. Se min løn! Sådan som røveren blev stolt på korset, glad. For i den 11. time blev han frelst. Sandelig, sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis. Ufortjent.

Og dem møder vi jo igen og igen i Skriften. Vi hører dem bede i Salmernes Bog. Det er stolte af Herren på grund af hans nåde. De, som er fattige i ånden er salige. For Himmeriget er deres. De, som sørger, og hungrer efter retfærdighed er salige. For de skal trøstes og mættes. De, som er forfulgte fordi de tror på Jesus, er salige, for Himmeriget er deres. De har jo ham i troen.

I himmeriget er normale regler er trådt ud af kraft. Gud er på en god urimelig og barmhjertig måde. Nådens urimelighed. Det er fællesskabet, der tæller.

Han vil, at vi er i hans vingård og arbejder, men det, som tæller for ham, er, at vi får det, vi trænger til.

Og når bliver de, som blev hyret først og havde arbejdet hele dagen, utilfredse. De forventede, at de fik mere. * Mere på grund af deres livslange indsats. * Mere, fordi da havde arbejdet også mens solen stod højt på himlen og de svedte, så vandet drev.

Men hvad får de? Hvad der var aftalt, hvad han havde lovet dem. De får, hvad de har brug for. Det samme som de andre, som også fi hvad de havde brug for. Var de så stolte og glade? Nej, for de mente, at de havde fortjent mere. Og gav han sig så? Nej, han sagde i stedet: ”Tag, hvad der er dit, og gå!” ”Gå!” Et trist ord. Og det skyldes deres vrede og utilfredshed. Gå. De var stolte over sig selv – og ikke over deres Herre. Og de mistede ham. Sådan mister vi Gud, når vi holder fast ved det vi mener, at vi har ret til. Og vi må til sidst høre ham sige: ”Gå bort fra mig!”

Dette gør trist og fylder med sorg. Det gør mig træt til døden at mærke, at jeg har dette i mig. Uanset, hvad vi fik lov at gøre for hinanden og for Gud i Guds rige, har vi ikke engang gjort, hvad vi burde. Og tænk, at være så fyldt af egenretfærdighed og stolthed og kritik af Gud. Vi burde jeg være stolt af at kende Herren.

Og nu siger han så til dig og mig: ”Kom til mig, I, som er trætte og bærer tunge byrder. Og jeg vil give jer hvile!” Den største byrde er på jo egentlig synden.

Og se, den bærer han. Og han giver den til A-holdet, B-holdet og C-holdet.

AFSLUTNING:

Det er en underlig stolthed, som er et tilgivet menneskes stolthed over den, som har tilgivet ham.

Det er en underlig stolthed, som er en forbryders stolthed over at være blevet løsladt helt ufortjent. Det er en skyldners stolthed over den, som har eftergivet ham hele gælden. Han kender nemlig denne herre, som har gjort det. Det er han uendelig stolt over og glad for. Stolt over sig selv? Nej. Men stolt og glad for sådan en Herre. Det er vores glæde som kristne. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk