Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Må man svigte et barn?

Prædiken 8.11.2020 på 22. søndag e. trinitatis. LGJ

Matthæus 18,1-14
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: "Hvem er den største i Himmeriget?" Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.

I. ”På den tid”

Der er tider, hvor vi har meget travlt med os selv, fordi vi ser store muligheder. De skal udnyttes. Det kan virkelig blive godt for dig, og du lægger gode planer. Sådan var det også for Jesus’ disciple, da Jesus holdt talen om børnene, fåret, menigheden og tilgivelsen. Matthæus giver os den i kapitel 18. Og han indleder med at fortælle, at det var ”på den tid”. Man bliver lidt nysgerrig. Hvad var det for en tid for dem?

Matthæus fortæller, at tre af disciplene forinden havde været på et højt bjerg sammen med Jesus. De havde set ham i herlighed sammen med Moses og Elias! Her fik de et glimt at evigheden og himlen. Og nu var de alle på vej med Jesus til Jerusalem. Her ventede og håbede de på, at Guds rige skulle oprettes. Måske skulle Jesus indsættes som konge i Jerusalem? Og der var måske noget stort på vej til dem, en belønning, en tak. Måske. De var optaget og havde store planer. Og da spurgte de Jesus: ”Hvem er den største i Himme­riget?” De håbede nok hver især, at han ville pege på dem. Her var det, at Jesus kaldte Jesus på et barn og tog det ind midt iblandt dem. Og der stod så et barn midt i deres seriøse overvejelser, travlhed og planer. Et barn. Hvorfor dog? Sådan gør Gud også i vores hverdagsliv. Når vi travlt med os selv, når pengene skal tjenes, når man skal forberede sig til noget vigtigt, uddannelse og andet, så bliver konen måske gravid. Et af børnene bliver syge og har brug for al opmærksomhed. Eller en ældre i familien eller menigheden har brug for særlig hjælp. Det er bare så uheldigt, for du har ikke tid i denne tid. Vi har ikke tid til det, vi ikke selv har planlagt.

II. Barnet som forbillede

Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem. Tiden går næsten i stå, når man kalder på et barn. Børn tager tid. De tager vores tid. Men det er netop det, Jesus vil. Han vil tage vores tid, for at han kan få os! Få os ned i tempo, så vi ser, hvad der er størst her i livet, og så vi lytter.

Og så siger han: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget;” Her er svaret på disciplenes og vores spørgsmål: ”Hvem er den største?” Vi vil gerne blive til noget, være noget og betyde noget. Det behov hører med til at være menneske. Men er ikke godt, når vi stræber efter at blive større end andre. Da bliver de andre jo mindre i forhold til os. Og det vi er, er vi på andres bekostning. Det er ikke stort, men ringe. Når en kristen bliver stor på den måde, er han blevet større, end det går an være for en kristen. Da er man blevet så stor, at man måske ikke har brug for morgenbøn; så stor, at man ikke har brug for bibelhistorie; så stor, at man ikke har brug for tilgivelse og nåde; så stor, at man ikke behøver englevagt; så stor, at man ikke behøver Gud og hans kirke. Da er det godt at få sat tiden i stå, så vi kan begynde dagen som børn og tage imod Guds hjælp som hans kære børn.

Jesus taler samtidig om, at disciplene også selv skal tage imod børn: ”… og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.” Vi er jo kristne. Vi vil gerne tage imod Jesus. Det gør vi, ved at tage imod de små, et barn, en syg, en ensom, en hjælpeløs. Gud har skabt os til kærlighed, offer og tjeneste.

III. Jesus advarer og viser os alvoren

Han viser os, hvad det kan få af konsekvenser hos de små, som tror på Jesus, hvis vi svigter dem. ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvordan går det de små, hvis du har travlt med dig selv? Er der andre, som tager sig af dem? Måske, måske ikke. Vi skal ikke bare tro, at andre gør det, vi er kaldet til at gøre, hvis vi svigter. Mange børn bliver svigtet. Mange syge og ensomme bliver svigtet. Og det kan give dem et knæk for livet. Jesus indrømmer, at det desværre er går sådan. ”Vel må der komme fald.” Men det skulle nødig være os, som det gik sådan for. Jesus siger jo: ”men ve det menneske, som bliver årsag til fald.” Det vil han hjælpe os imod i dag.

Han siger: ”Hvis din arm eller dit øje … ” er ved at udvikle sig i den retning, at øjet ser bort fra de små, og armen ikke kender til at favne og hjælpe, men mere spiller med dine egne muskler og arbejder for din egen æres skyld, ”da hug den arm af, og riv det øje ud!” For du er på vej til at blive kastet i den evige ild – i helvedes ild, siger han. Jesus viser, hvor slemt det vil gå, hvis vi tager os af de små. Når vi føler, at det går rigtigt godt for os økonomisk og helbredsmæssigt og efter ære til os selv, men glemmer Gud og de små, da er dommen nær. - Det er ikke rart at lytte til. Og det er ikke sjovt at prædike om. Men hvor er det dog godt, at Jesus sætter tiden i stå og taler til os børnene og kalder os til at blive som børn. Det var i den grad ydmygende for disciplene dengang. Og Matthæus, som var en af dem. Men det er endnu bedre, at Matthæus også fortæller os om den hjælp, Jesus samtidig gav både til de små, og til disciplene, som var blevet små, da de hørte Jesus’ prædiken.

IV. Hjælpen

Jesus fortæller, hvem der kan hjælpe os og andre små mennesker. ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte!” ”Således er det jeres himmelske Faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal fortabes.” Jesus tog imod de små. Han velsignede dem. Han tager sig af mennesket, når det står uden ære og er fortabt og skyldigt. Det lyder klart i evangeliet: Jesus tager imod det lille barn!! Han opsøger og finder det fortabte får.

Men hvad så, hvis du har svigtet, virkelig svigtet, og gjort noget, som gør dig skyldig til det, Jesus taler om? Da er der vel ikke tilstrækkeligt, at Jesus tager sig af børn. Og det er vel heller ikke nok at høre en historie for børn om et får og en hyrde. Der skal mere til, meget mere. Det, som er nødvendigt, er, at din skyld bliver taget fra dig, virkelig taget fra dig. Men hvem kan det? Det kan Menneskesønnen, Jesus. Det var jo derfor han døde på korset. Han siger til os: Jeg vil redde dem, som har haft så travlt med sig selv, at de har svigtet de små og nu bærer på en frygtelig skyld. Jeg går ind i døden og bliver korsfæstet for dem, som har svigtet børn og ensomme ældre og derfor sidder her med en stor skyld. Vor Herre Jesus er den gode hyrde, som har sat sit liv til for fårene. Og han finder os lige nu, mens vi hører evangeliet i dag. Ja, han har fundet os. Og så siger han (i søndagens epistellæsning): Ligesom Gud har tilgivet jer, skal I også tilgive hinanden. (Ef 4,30-32). Og han viser os barnet, det lille barn, og siger: Det er dit forbillede. Bliv selv som dette barn.

V. Hjælpen er total

Jesus uddyber vores tryghed ved at fortælle om englene og de små: ”For jeg siger jer: deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt!” Det giver dig grund til at være tryg uden ophør. For Gud sørger for dig uden ophør. Hans engle ser altid Guds ansigt for at de kan vide, hvad han vil, at de gør for os. Gud har skabte tusinder af engle netop for børnenes skyld, for de svages skyld, for dem, som skal arve frelsen (Hebr 1,12). Jesus er også den gode hyrde, som er som manden, han fortæller om i dag: Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Sådan er jeres himmelske Fader. Sådan er det med Gud. Sådan er Jesus. Den gode hyrde bærer os igennem livet.

Må man svigte et barn? Nej! Se, hvordan du selv får Guds hjælp. Vi er ved dåben og troen Guds børn, som han ikke svigter. Og han siger til os: ”Hjælp du også de små med alt, hvad du er og har dem!” Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk