Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Evangelium fra øverste hylde Prædiketekst: Matt 17,1-9 & 2 Pet 1,12-18 Vi har 4 beretninger om Jesus og disciplene på bjerget. Engang-handling – gentaget 4 gange i Skriften! Indstiftelsen af ægteskabet. Ligesom Nadveren. Jesu korsdød og opstandelse. Den hører til på øverste hylde. Og ikke mindst fordi apostlen Peter nævner den i sit brev som en åbenbaring, der hjælper menighederne til at holde fast ved det profetiske ord, som lyser for os på et mørkt sted – nemlig i vore hjerter. 1. Apostlen Peter, som var med på bjerget, nævner det i forbindelse med, at han snart skal forlade denne verden. Og det er i den sammenhæng, at han tager den frem. Men jeg mener at gøre rigtigt i at vække jer med mine formaninger, så længe jeg har til huse i dette telt. Jeg ved, at jeg snart skal forlade det, som vor Herre Jesus Kristus har tilkendegivet mig; (2 Pet. 1,13-14) Peter blev ikke fritaget for at dø, selv om han havde så stor en oplevelse. Ja, han blev endda martyr, dræbt af den romerske kejser og korsfæstet. Og nu gør han sit yderste for at hjælpe os til at blive bevaret i troen: … men jeg vil gøre mit yderste for, at I også efter min bortgang stadig kan genkalde jer, hvad jeg har sagt. (v15). Han har i sit første brev mindet om Jesu død og opstandelse som det første – fra øverste hylde i Evangeliet: at Jesus opstod fra de døde: ”Lovet være Gud, som … har genfødt os … ved Jesu Kristi opstandelse” og … ”genløste os med sit hellige og dyrebare blod”. Og han beskrev, hvordan han led for uretfærdige for at føre os til Gud (1 Pet 3). Det, han forkyndte hele sit liv, kunne bære også når han skulle forlade denne jord. Og det kan også bære os. For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt (2 Pet 1,16). Det, vi behøver, er, hvad Peter selv behøvede: nemlig at vide, at Jesus er Konge. Herre, Frelser. Ingen jordisk konge kan bestemme over os. Vi lever så længe, han vil. Og han tager os hjem i herligheden, når tiden kommer. 2. Og da fortæller han, hvad også Matthæus skrev ned: om hvad der skete på bjerget. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.» Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. (2 Pet. 1,17-18) Her så 3 disciple, at Jesus havde guddomsherlighed. Stråleglans og salighed. Himlen kom til jord og de var med ham i herligheden. Hvad betyder det så for os? Peter siger: Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud (v19-21). For Peter var det på det, han så på bjerget en bekræftelse af Profeternes ord om Kristus! Ja, hvem var det nemlig, der talte med Jesus på bjerget: de to største profeter i den gamle pagts tid, Moses og Elias. Her på bjerget blev alle løfterne om Kristus bekræftet af Moses og Elias og af Jesus selv. 3. Og så fortæller Matthæus os noget helt afgørende:Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt (Matt 17,5-6) Kan vi ikke også frygte for Guds magt og majestæt? På grund af vore synder! Når vi står foran døden og skal møde ham! Hvad nytter det at lytte til Gud, hvis når han står der i herlighed, og vi er her i skyld og synd og død? Men hvad skete så? Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene (v7). Den majestætiske Herres hånd rørte ved dem, ligesom han havde rørt ved en spedalsk, taget børnene i favn. Rører – så frygten fordrives. Og da de så op, så de Jesus, som ingen kunne være bange for, men kun klynge sig til i tak. Guddomsherligheden var ikke længere synlig. Nu er Jesus igen som menneske hos dem. Men de vidste, at han var Guds søn. Og Guds Søn, som er Menneskesønnen vandrer sammen med dem ned fra bjerget. Jesus både Gud og menneske. Det samme da de var på søen og de vækkede Jesus fra søvnen. Han sov, fordi han var træt og udmattet. Et menneske som os. Men da han vågnede bød over stormen. Han er den almægtige Guds Søn. Og da de kom til Lazarus’ grav græd han, som vi kan græde. Et menneske som os. Men han kaldte derpå den døde ud af døden. Og da de var i Kana til bryllup, gjorde han vand til vin. Og da en spedalsk faldt ned for ham, blev han renset og en officers dreng blev helbredt. Disse ord står så meget mere fast, fordi Jesus åbenbarede sin herlighed på bjerget. Jesus er den almægtige Guds søn, Og Marias søn. Gud og menneske. Han havde brug for at sove, han led ondt, han blev fristet og han døde. Han kender vore behov, vore sygdomme, vore fristelser og skrøbeligheder. Og samtidig er han den, som sidder ved Faderens højre hånd og aldrig sover, men ser og beskytter os. Det er ham, som led for os. Han er hos os i stormene og hjælper os. Profeternes og apostlenes ord står fast, fordi Jesus viste sin guddomsherlighed for Peter, Jakob og Johannes på bjerget. Derfor kan vi frimodigt læse Skriftens ord. Jesus er her i sit ord. Og han er her og rører ved os i den hellige nadver. Sådan fordriver han vor frygt. Og han har tilkendegivet, at vi aldrig skal dø – men sove ind og så er vi altid hos HERREN. 4. De boliger, som Peter foreslog, at han kunne bygge til Moses, Elias og Jesus på bjerget, dem har Jesus forberedt til os. Og det slutter denne prædiken med: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.» Thomas sagde til ham: «Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?» Jesus sagde til ham: «Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham» (Joh 14,1-7). Tænk, at vi har fået dette ord, som lyser så klart på det mørke sted, i vore hjerter. Amen.
|
