Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

En kvinde lærer os, hvad Kristus-tro er

Prædiken 2. søndag i fasten 2023, 5.3.2023 i Kbh. og Aarh. LGJ .
Salme 682v1-3; O Gud, hør min bøn; 449; 510; 432; 682v4-5

Matthæus 15,21-28
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Den svage kvinde lærer os om troen.
Kvinden havde en stor tro. Det siger Jesus. Så det er nok ikke hende, der har brug for at lære noget. Det er snarere disciplene og os. Jesus tog sine disciple med for at styrke deres tro, og her brugte han andre, som troede, så disciplene kunne lære af dem.

Det ikke altid den, som man tænker er "troende" og "stærk", som kan undervise andre. Nogle gange er det den svage, skyldige, magtesløse, elendige og urene, nemlig når den svage, skyldige, magtesløse, elendige og urene råber til Gud om hjælp. Ja, ikke kun nogle gange. Men altid. Det er KUN den svage, skyldige, magtesløse, elendige og urene, som kan lære os, hvad tro er, nemlig når Jesus kommer og redder og hjælper.

Kristen tro vokser ikke frem, når filosoffer diskuterer og forsvarer og begrunder bibelens ord. Kristen tro er noget helt andet. Det er når den, som er ved at drukne, råber om hjælp og bliver trukket op. Det er, når den, som er ved at dø, får trøst og vished i døden af den korsfæstede og opstandne.

1. PROBLEMET
Disciplenes og de skriftkloges tænkte, at urenhed kunne overvindes, hvis de overholdt visse regler og forskrifter.

Matthæus 15: Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: «Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.» Men han svarede dem: «Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har sagt: «Ær din far og din mor!» og: «Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.» Matt 15,1-4. Jesus blev spurgt: Hvorfor er andre urene. Men i stedet for at komme med forklaringer om de andre, siger Jesus til dem: Hvorfor overtræder I selv Guds bud? … Den, som forbander sin far eller sin mor skal lide døden: I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres over­levering. Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.» (Matt 15,5-9)

De forstår ingenting, selv om de mener, at de har dyb indsigt i loven. De forstår ikke og ser ikke, at lovens bud gælder dem selv, og at de ikke har holdt loven. De forstår ikke, at de har brug for Guds hjælp, brug for at råbe til ham om hjælp. Og det blev endnu tydeligere, da Jesus underviste folkeskarene: Og han kaldte skaren til sig og sagde: «Hør og forstå: Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.» Da kom hans disciple hen til ham og sagde: «Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?» (Matt 15,10-12 ). Her var det ikke farisæerne og de skriftkloge, men Jesu egne disciple – altså de 12 – som forsøgte at standse Jesus. De siger til Jesus: "Hvad vil ikke farisæerne sige, når du taler med så grimme sammenligninger. Du taler jo, som om det, der kommer ud af munden er urent ligesom det, der kommer ud af endetarmen! Dud støder farisæerne. Du få ingen tilhængere på denne måde!" Han sagde: «Er også I stadig uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen? Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og det gør et menneske urent. Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent. Men at spise uden at vaske hænder gør ikke et menneske urent.» (Matt 15,16-20)

Hvordan skulle Jesus gøre dem det klart, at skriftkloge og farisæere virkelig var urene og behøvede renselse? Og at hans egne disciple også selv behøvede det?

2. LØSNINGEN:
Kom med til Tyrus og mød et rigtigt urent menneske!

Jesus tog sine disciple med til udlandet, til Tysus’ og Sidons egne. Der levede hedninger, som jøderne betragtede som urene mennesker, som ikke kendte loven og ikke overholdt alle jødernes forskrifter.

Men i de egne havde man allerede hørt om Jesus. Markus fortæller: Også fra Judæa, fra Jerusalem, fra Idumæa, fra den anden side af Jordan og fra landet omkring Tyrus og Sidon kom der en stor mængde mennesker, som havde hørt om alt det, han gjorde. (Mark 3,8). Og Lukas tilføjer: Sammen med dem gik han ned, og han stod stille på en slette; og der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde mennesker fra hele Judæa og Jerusa­lem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon. De var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt. (Luk 6,17-19)

Nu kommer en kvinde, som tror på Jesus. Hun beder ham om hjælp. "Davids Søn, forbarm dig over os!" Disciplene fatter intet. Og Jesus tier – siger ingenting. Disciplene misforstår totalt Jesus. Og tyder også på, at de har glemt alt det, som de ellers burde vide fra Davids salmer, som de til og med kunne udenad. Fx. Salme 30: Lovsyng Herren, I hans fromme, tak hans hellige navn! For hans vrede varer et øjeblik, hans nåde hele livet; om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel. Jeg sagde i min tryghed: Jeg skal aldrig vakle. Herre, i din nåde gjorde du mit bjerg til en fæstning; men du skjulte dit ansigt, og jeg blev grebet af rædsel. Til dig, Herre, råbte jeg, jeg bad Herren om nåde: (Sl 30,5-9)

Har Gud glemt denne kvinde, fordi Jesus et øjeblik lader hende mærke, at hun ikke har fortjent at blive hjulpet? Har Gud glemt dig, hvis han et øjeblik taler hårdt til dig og viser dig, at du er et urent menneske? Er alt håb ude, når han tager fat i dine tanker og dine ord og sladder og viser dig, at det, der kommer fra dit hjerte, ikke er bedre end det, som kommer ud af maven og ryger i spanden? Du er uren. Ja, vi er alle som smurt ind i urenhed fra top til tå. Det er gnedet ind i hovedbunden.

Hvad skal man stille op med sådan en uren kvinde, der råber til Jesus om hjælp? Disciplene foreslår: ”Få hende til at gå bort. Hun råber jo efter os!” De hørte ikke troen. Men det gjorde Jesus. Han hører også troens råb, når du kalder på ham om nåde, hjælp, renselse, tilgivelse, soning. Han står der hos kvinden, og han bliver stående. Sådan er Gud. Han forlader dig ikke, selv om han synes at tie et øjeblik.

Der er meget i kvindens liv, som tyder på, at hun er uren. Hendes datter er besat af en dæmon. Der er ulykke fra morgen til aften i det lille hjem, ligesom det også kan være ulykkeligt at være dig og at leve i dit hjem. Men Jesus har opsøgt hende. Og han har taget disciplene med.

Og kom med Jesus ind i Salmernes Bog, ind i Ordet, og hør den urene råbe og bede!

Jesus vil møde os, når vi går ind i Salmernes Bog og hører salmisterne råbe, som kvinden råbte. Råbe om nåde, som kvinden råbte. Og høre, at vi ikke har fortjent Guds hjælp, sådan som kvinden fik det at vide. Men alligevel tro på Guds hjælp, fordi Gud forbarmer sig og elsker os. Jesus er Frelseren, den korsfæstede, forsoneren, som renser os i dåben og rækker os sit legeme og blod ved nadverbordet.

Og mens du får det – og ikke har noget godt at komme med, ja, heller ikke din tro er noget at tale om - da er han hos dig. Han er din o, du er hans.

Nu siger Jesus til kvinden: Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil. Det siger han også til dig. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk