Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

14 Gudstj. 33 Troens simple regnestykke 2. søndag i fasten 27.2.2021, i Martinskirken, Bandholm og Svendborg. 28.2.2021 i Aarhus. Leif G. Jensen I video fra gudstjenesten kan evangeliet høres efter 13 minutter. Og prædikenen efter 15 minutter til 28. minut. Salmehæfte med bøn og læsning Prædiken 2. søndag i fasten, 28. feb. 2021, LGJ Salmer: 682v1-3, 449v1-3, 449v4-6, 432, 682v3-5. Evangelium: Matthæus 15,21-28 Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. Indledning I dag møder vi en kvinde fra områderne ved Tyrus og Sidon. Helt ude ved kysten. Langt udenfor Israels grænser. Jesus tager sine disciple med på en af sine vandreture til udlandet. Hun finder ud af, at Jesus er kommet til hendes egn. Og hun kommer og råber: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon!” Vi mærker, at der er to ting, hun er helt sikker på: Det ene er, at Jesus er Herre, hendes Herre, Davids Søn. Det andet er, at hendes datter plages slemt. Og når hun lægger de to ting sammen, så opstår råbet: ”Forbarm dig over mig!” Det er facit hos hende. Og det holder hun fast ved. Jesus siger, at hun har en stor tro. Det er den store tro. 1. Troens regnestykke I det lille regnestykke lægger hun Jesus’ magt og godhed sammen med hendes datters lidelse og plage. Det kan vi også gøre. For vi har også en smerte og lidelse. Måske hos et barn eller en anden i familien, eller en nabo, eller en ældre, en, som er syg, ensom, angst, har ondt og lider meget. Det går os på. Det gør ondt. Vi holder det ikke ud. Vi klarer det ikke. - Det kan også være at det er en smerte i vor egen samvittighed eller krop. Denne plage skal nu lægges sammen med en person, nemlig den helt særlige person, som kom ud til kvindens område, og som kvinden havde hørt om og lært at kende. Derfor bad hun om hjælp. Han er også kommet ind i vores område, hvor vi lever, ind i vores land, ind i vores by, ind i vores familie. Han lod sig føde og blev menneske. I Davids by. Han er Davids Søn. Han døde på et kors for vore synder. Og han opstod fra de døde og sejrede over alt ondt. Og han døbte os, og vi blev oplært i troen på ham. Vi lærte ham at kende. Her blev tændt håb, et lys, en mulighed. En udvej fra sygdommen. Måske udvejen går gennem døden. Men der er en udvej. Måske undgår vi døden i 20 år eller 60 år. Men uanset, så er Jesus Kristus en mægtig Herre, som er kommet til din landsby, dit område. Han er der, hvor du åbner Den hellige Skrift og læser. Han er her i gudstjenesten, når vi samles i hans navn, lytter og beder. Han er i nadveren. Han er kommet til vores landsby. Det er de ting, som vi skal lære at lægge sammen: vore nød og Jesus. Det er et meget simpelt regnestykke. Kvinden lagde de to største ting i sit liv sammen: Jesus’ magt og datterens lidelse. Det må vi også gøre! Og nu er vi så nået til facit. Ligesom 2 plus 2 er 4, sådan er Jesu magt plus datterens lidelse i evangeliet lig med bønnen: ”Forbarm dig over mig!” Vi må gøre det samme som kvinden: Lægge vores plage sammen med Jesus – på Jesus – i bønnen. 2. Et problem: Hører han? Vil han hjælpe os? Men der er måske et problem: nemlig at vi det måske ikke gælder os: At vi ikke har fortjent at blive hjulpet? Eller at Gud bare ikke vil hjælpe og er tavs, når vi råber og beder. Jesus var jo først tavs overfor kvinden. Han sagde ikke et ord. Og hans disciple troede, at de vidste, hvad hans tavshed betød: nemlig at hun skulle sendes væk, og at Jesus ikke ville hjælpe hende. Men det var helt forkert. Jesus sagde jo til sidst: ”Din tro er stor!” Sådan sagde han aldrig til disciplene. Jesus blev født som jøde, men dermed også som menneske. Han var frelser for sit folk, for jøderne, men ikke kun for dem, også for alle mennesker til alle tider. Tænk på de vise mænd fra Østerland! Var han ikke frelser for dem? JO! Matthæus fortæller det i begyndelsen af evangeliet. Og tænk på missionsbefalingen, som står i slutningen af Matthæus-evangeliet. Vil Jesus Kristus ikke at alle mennesker døbes og bliver hans disciple. JO! Alle folkeslag! Men i Guds frelses-historie er der en tidsplan og en rækkefølge. Missionsbefalingen gav han først efter sin død og opstandelse, da frelsen var færdig. Og det mærker vi også hos profeterne og apostlene: ”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig.” (ApG 17,30) Og: ”Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfær­dighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” (Rom. 3,25-26). Paulus siger også: Først for jøder – så for grækere, hedninger. Først for sit folk Israel, og derefter for iranere, afghanere, Hong Kong beboere og dem, der bor i Danmark, så vi alle kan høre til Guds folk. Havde jøderne fortjent, at blive udvalgt som Guds folk? Nej. Det var i sin nåde, Gud gjorde det. Havde de fortjent, at han bar deres synder på korset? Nej. Hvorfor gjorde han det så? Fordi han havde lovet dem det i Den hellige Skrift! Og havde hedningerne – vi - fortjent, at frelsen også nåede ud til dem – til os - med tilgivelse og sejr over døden rundt i Afghanistan, Hong Kong, Moreira, Lunderskov, København, Lejre, Lolland og Risskov? Nej. Hvorfor hjælper han os da? Fordi han elsker alle de hedninger, som lever disse steder. Han elsker os.   3. Troen på Jesus får os til at bede Hvis vi tænker, at vi fortjener det og er i vor gode ret til at kræve det gode liv, velfærd, evigt godt helbred, har vi måske brug for samme ydmygelse, som kvinden fik. Jesus sagde først, at han ikke var kommet til andre end de fortabte får af Israels hus. Først for jøderne. … Og her er det så, at hun plager. Lægger sin datters plage på Jesus. Jesus svarer: Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til hundene. Der er ikke smukt at hun som hedning vil forrest i køen og have hjælp, når nu Jesus først skal hjælpe sit eget folk. Men hun svarer: Bare giv mig smulerne, ligesom hundene æder smulerne der falder ned fra bordet. Og hvad svarer Jesus? Han siger: ”Din tro er stor, kvinde!” Det er en lille diskussion. Og hvem vinder? Det gør kvinden. (Ligesom Jakob engang vandt over Gud i bønnen). Jesus lader os vinde, når vi lægger vores plage over på ham i bønnen! Den frelsende tro er lægger to ting sammen: 1) Vores nød og 2) at Jesus bare er god og vil hjælpe dem, der ikke har fortjent det. For sådan er han. Lige så simpelt det er at lægge to og to sammen, lige så enkelt er det at lægge kvindens store nød sammen med Jesus, som er Herre og rednings­mand for os mennesker. Men det er kun TROEN, der gør det. Uden tro, gør vi det ikke. Uden troen på Jesus beder vi ikke. Uden troen håber vi ikke. Uden troen står vi alene med vores lidelse, skyld og død. Men når vi får troen på Jesus, så lægger vi de to ting sammen: Vores nød og Jesus som vores hjælperen og kære Herre. Facit er at vi siger: ”Forbarm dig over os!” Og da hjælper han os. Han gør det på hans egen gode måde. Han har gjort det mere end hundrede gange. Og han vil gøre det igen. Afslutning Vi har fået Salmernes Bog som hjælp til at gøre, hvad kvinden gjorde. Her er mange eksempler på, hvordan den, der beder, lægger sin nød sammen med Guds godhed og barmhjertighed og siger: ”Forbarm dig over mig!” Og resultatet er altid: deres Herre og Gud griber ind med hjælp! Sådan hjælper han også dig, når du lægger din nød over på din trofaste Herre Jesus. Han lægger evangeliet som en forbinding på det syge sted. Han lægger eEvangeliet på din familie. Også på din skyld. På det syge sted i vores menighed. Hans opstandelseskraft vil opvække dit legeme til evig salighed, når han kommer anden gang. Og han tager vor sjæl hjem til sig i dødens øjeblik, ligesom han allerede nu sørger for os. Jesus opsøger os, hvor vi er. Vi kaster vor nød på ham og siger: Forbarm dig over mig. Og han forbarmer sig over dig. - Man behøver ikke at være god til regning for at være kristen, du kan nøjes med at regne med ham, som er Herre, Mester, Frelser. Han gør med os, som han gjorde med kvinden fra Tyrus’ og Sidons egne. Han hjælper os! Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk