Forside www.vivit.dk
Prædiken-oversigt
Søg prædiken

En "stor tro" - og hvad kan den bruges til

2. i fasten (I), 12. marts 2017 i København og Aarhus. LGJ
Salmer: 449, 138, 493, 295v1-2

Matthæus 15,21-28
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: "Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon." Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: "Send hende væk! Hun råber efter os." Han svarede: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: "Herre, hjælp mig!" Han sagde: "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde." Men hun svarede: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord." Da sagde Jesus til hende: "Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil." Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Nåde og fred fra Gud, vor Far, og fra Jesus Kristus vor frelser!

Når man går i kirke, forventer man at møde mennesker, som tror. Og måske også mennesker, som har en stor tro. Det er noget, vi ønsker for os selv. Men hvad vil det sige at have "stor tro"? Hvem har den store tro? Og hvad skal den bruges til? Søndagens evangelium giver svar.

1.

Vi kunne måske forvente , at de mennesker, som stod ham nærmest, var dem, der havde den ”store tro”. Men underligt nok sagde han det aldrig til dem. Aldrig. Faktisk kaldte han dem mange gange for ”lidettroende!” Han gjorde det i Bjergprædikenen, hvor han trøstede og lærte dem at bede: ” Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede … for jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” (Matt 6,30) . Jesus kaldte dem ”lidet­troende”, da han var med dem på søen i stormen: ” Hvorfor er I bange, I lidet troende?” (Matt 8,23). Og han sagde det til den ledende discipel, Peter, da Peter virkede til at have den store tro og gik ud til ham på bølgerne: Da Peter så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: ”Herre, frelse mig!” Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: ”Du lidet­troende, hvorfor tvivlede du?” (Matt 14,30-31).

Men forkastede Jesus dem af den grund? Nej. Det er godt nok, at du ikke har anden udvej, ikke har noget at bidrage med – intet andet end bekymringer og frygt. For til dem siger han jo: I lidettroende: Jeres Far ved, at I trænger til alt dette. Og når livet er ved at gå under, siger han til dig, der er lidettroende: Vær ikke bange, jeg er herre over stormen i dit liv. Det er ikke nogen ros at være ”lidettroende”. Men det er heller ikke din undergang, når du er ”lidettroende”. Jesus Kristus er jo hos jer, som opfatter jer som solide kristne – og alligevel løber ind i frygt, usikkerhed, tvivl og undergang.

2.

Men hvad er så den store tro? Vi får svaret i evangeliet i dag. Jesus gik bort fra jødernes om­råde til områderne ved Tyrus og Sidon. Og i evangeliet tager han os med hen til en kvinde i stor nød og lidelse. Og her lærer vi, hvad den store tro er for en tro, og hvad den skal bruges til. Og ét sted mere i bibelen kalder Jesus et menneskes tro for ”stor”, nemlig i Matt 8,10. Også her er det en hednings tro, ja, endda en af besættelses­magtens officerer, der tror på Jesus.

Her har vi det første kendetegn på den store tro: Den findes hos mennesker, som ikke havde nogen medførte rettigheder hos Gud. Så afhænger den store tro ikke af, om du er vokset op i en kristen familie og har omfattende bibel­kundskab. Den store tro kan opstå der, hvor man mindst af alt forventer det. – Men det fatter disciplene intet af. De opfordrer jo Jesus til at afvise hende. Hun er en hedning og kommer her alene. Hvad vil hun dog? Er hun måske en skøge, en prostitueret. Dem var der mange af. Eller på anden måde uren? - Men det er netop hende, som har den store tro!

Det andet, som falder os i øjnene, er, at hun bærer på en stor lidelse. D et indrømmer hun, når hun fortæller, at hendes datter bliver slemt plaget af en dæmon. Og det er den Onde, selve Djævelen, som plager datteren. – Hvis nogen har det så svært, så er der måske en grund til det? Er det måske selvforskyldt? - Du ser en tigger på gaden. Det er nok en af dem fra Rumænien, som vil udnytte dig. ”Send hende væk! Hun råber (jo) efter os!” Stor plage kan være så frastødende på os. Det var den også på Jesu disciple. De magtede ikke det her. Men Jesus lod hende råbe, mens de ønskede hende væk.

3.

Indtil nu er der faktisk ikke meget, der tyder på, at det er hos hende, at vi skal finde den store tro. Men mærker vi, når vi hører hendes bøn. Og det er her, at vi finder ud af, at den store tro er TILLID til Jesus. Plus at vi får at vide, hvad den skal bruges til: til bøn. Hør, hvordan hun beder: ”Forbarm dig ove mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.”

Lyder det som kristen tro? Lyder det ikke mere som afmagt og fortvivlelse? Både ja og nej. Ja til, at det lyder som afmagt. Ja til, at hun er fortvivlet over sig selv og sin datter. Sådan kan vi også være i afmagt og fortvivlelse over os selv. Der kan være noget, som er ufatteligt svært i din hverdag. Noget med din datter eller lille søn. Eller noget med din gamle far eller syge ægtefælle. Afmagt og fortvivlelse over dig selv.

Men kvinden er på den anden side mægtig og fuld af håb. Hun siger jo: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Vi mærker, at hun ser både sit eget liv og sin datters liv som et liv hos en Herre, der kan hjælpe. Hun har en Herre, som kan finde på at forbarme sig over sådan en som hende. ”Forbarm dig!” Og hun kalder ham ”Davids søn!” Davidssønnen. Det var jo den konge, som Israels folk ventede på skulle komme og befri dem. Denne kvinde, som af jøder og af Jesu disciple blev regnet for en simpel, sagde til Jesus: ”Du er Davidssønnen!” Hun sagde det før disciplene rigtigt erkendte det. Ord fulde af tro – fulde af magt!

4.

Indtil nu ved vi ikke, hvordan Jesus vil svare. Kun ved vi, at disciplene ønskede, at få hende fjernet. Men nu hører vi hans svar. Han siger: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus!” Her er et lille ord, som ikke må overhøres: ordet ”fortabte”. ”De fortabte får”. Oversat til os betyder det: ”de fortabte kristne”, ”de fortabte menigheds­medlemmer”. Det er dem, han er kommet for at hjælpe. Ingen andre. Kun dem! Mon hun kan identificere sig med ordet ”fortabte”? Hun er fortabt – men også udenfor Israels hus. Som en hund. Og hun kom­mer ikke her og kræver og anklager. Hun kommer som tigger. Tiggere kan også være kræ­vende – men samtidig være ydmygende. Hun indrømmer, at hun ikke har fortjent hans hjælp. Men siger: Hunde skal jo også have mad. ”Forbarm dig over mig.” Og da siger Jesus: ”Kvin­de, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil!”

Her er svaret på dagens spørgsmål: Hvad skal vi bruge den store tro til? Den skal bruges på tiggeri. Tig Gud om hjælp! Det er det bedste du kan gøre. Og stol trygt på, at Gud er en Gud, som forbarmer sig over dem, som ikke har nogen rettigheder, som kan føle sig udenfor, som er ramt af stor plage og lidelse, ja, som oplever Djævelens plageri i livet.

5.

Derfor vrimler det også i evangelierne med mennesker, der råber: ”Forbarm dig over os!” To blinde mænd. 10 spedalske mødte Jesus. En far, hvis søn led forfærdeligt. Og der er klare ord i Bibelen, som beskriver Gud som den almægtige Skaber, er en Gud, som vil forbarme sig. Han siger jo til Moses: ”Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.” Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed (Rom 9,16-18). For Herren vil skaffe sit folk ret, forarme sig over sine tjenere, når han ser, at kræfterne svinder og hører fuldstændigt op (5 Mos 32,36).

Det er også derfor, man i den kristne menighed hører råbet: ”Herre, forbarm dig over mig!” Gud Fader, Søn og Helligånd, forbarm dig over mig og frels mig. Hvor dette råb lyder, findes de lidettroende. Og her findes også den kvinde, som har den store tro. Om vores så er stor eller lille er ikke så vigtigt. Vigtigt er, at Gud forbarmer sig over os. Og det gør han, fordi han er en Gud, der forbarmer sig over os i Jesus Kristus. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 12.03.2017. post@vivit.dk