Stor tro

2. søndag i fasten, 1. marts 2015 i Gratiakirken, LGJ
Salmer:
Se, vi går op til Jerusalem, Bibelkor: Sl 42. 551v1-2, 138, 449, 432, 189.
Læsninger: Sl 42. 1 Thess 4,1-7, Matthæus 15,21-28

I. Stor tro – hos hedninger

Hvis nogen i nye testamente har en stor tro, er det let at tænke, at det må være en af de 12 apostle. Men nej. Kun to steder i kaldes troen for ”stor”. Det eneste sted er i Matt 15,21-28 om en kanaanæisk kvinde. Hun er hårdt ramt på grund af dæmon­besættelse i familien. Hendes datter lider. Jesus siger til hende: ”Kvinde, din tro er stor!” Det andet sted er i Matt 8,5-13. Og heller ikke her handler det om apostlene, men om en romersk officer, som ikke engang hørte med til Guds folk. Han havde en tjener, som led forfærdeligt. Og det drev ham til Jesus. Han troede på, at ligesom han selv kunne befale over sine soldater, sådan kunne Jesus bestemme over mennesker i liv og død. ”Sig et ord, så bliver min tjener rask”. Om ham sagde Jesus: ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.” Stor tro møder vi hos disse to mennesker, som står udenfor Guds eget folk.

I fortællingen om den kanaanæiske kvinde siger Jesus:Jeg er ikke sendt til andre end til de fortab­te får af Israels hus.” Og alligevel hjælper han denne hedenske kvinde. Og i fortællingen om den romerske officer forklarer Jesus: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes udenfor i mørket udenfor.” - Evangelisten Matthæus viser os, at Jesus i perioden fra sin dåb til korsfæstelsen, opstan­del­sen og himmelfarten skulle tjene jøderne, Guds folk. Det var dem, han var sendt til. Dog ikke sådan, at han ikke kunne hjæl­pe andre. Men det var først efter sin opstan­delse, at han sendte sine disciple til hednin­gerne med ordene: ”Gå hen og gør alle folke­slagene til mine disciple idet I døber dem … og lærer dem alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage.

Denne tråd løber gennem hele evangeliet. I Matt 1,21 fortæller evangelisten: Han skal frelse sit folk fra deres synder. Og i Matt 24,14 skriver han: Dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag. Og så skal enden komme, Matt 24,14. - Det er i denne sammenhæng, at vi skal høre og forstå beret­ningen om den hedenske kvindes tro.

II. Tro, vantro og lille tro – hos jøder

Spørger vi herefter om, hvad der ellers fortælles om troen hos Guds folk i Matthæusevangeliet, møder vi både den frelsende tro, vantroen og den ”lille" tro (som i øvrigt også er den frelsende tro!).

a) Den frelsende tro: I Matthæus 9,2 fortæller evangelisten: Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: ”Dine synder forlades dig!” Anden gang, hvor troen får frelsende betydning for en jøde, er i Matt 9,22. Her sagde Jesus til en kvinde, der havde lidt af blødninger i årevis: ”Vær frimodig, din tro har frelst dig!” Tredje sted var, da Jesus sagde til to blinde ”Tror I at jeg kan helbrede er? De svarede ”Ja!”. Og Jesus svarede: ”Det skal ske jer som I tror” 9.28-29. Fjerde sted nævner Jesus troen i forbin­delse med små børn. Han siger: ”Den, som bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen” Matt 18,6. Og sidste sted, hvor troen nævnes positivt i Matthæusevangeliet, er i kap. 21,32, hvor Jesus forklarer, at toldere og skøger troede. Med andre ord: troen lever hos mennesker, som er hårdt ramt, eller som kender andre, som er ramt, og som stoler på, at Jesus kan og vil hjælpe. Og hos de små børn. Og hos dem, som andre ikke regner for noget.

b) Vantroen og utroen: Når Matthæus fortæller om jøderne som folk og om deres åndelige ledere, skriftkloge, farisæerne og præsterne, er der ikke meget godt at sige om troen. Jesus siger: ”En ond og utro slægt kræver tegn” Matt 12,39. Og et andet sted: Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger der på grund af deres vantro, Matt 13,58. Og ”En ond og utro slægt kræver tegn”, Matt 16,4. Jesus kalder sit folk for ”du vantro og forvildede slægt”, Matt 17,17. Og han spørger et sted farisæere: ”… hvorfor troede I da ikke på Johannes Døber? Toldere og skøger troede ham …” Matt 21,25 og 32. Og sidste gang, troen nævnes negativt i Matthæusevangeliet, er ved Jesu korsfæstelse. Folk ved korset spottede og sagde: ”Stig ned af korset, så vil vi tro”, Matt 27,42.

c) Den lille tro: Og så mangler vi kun at høre om disciplenes tro. Og den fortælles der meget om. Men den betegnes næsten altid som lille: Første gang er i bjergprædikenen, hvor Jesus siger: ”Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede!” Matt 6,30-31. Anden gang er, da disciplene var i havsnød på søen. Jesus sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidet troende?” Matt 8,26. Og tredje gang er, da Peter ville gå på bølgerne, men sank ned i dybet. Da sagde Jesus til ham: ”Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Matt 14,31. Fjerde sted er, da disciplene diskuterede, hvad Jesus havde sagt til dem om de fem brød og to fisk, og Jesus sagde: ”Forstår I det stadig ikke, I lidet troende”, Matt 16,8. Og sidste gang i Matthæusevangeliet er, da disciplene spurgte, hvorfor de ikke kunne drive en ond ånd ud. Jesus svarede: ”Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg … og det vil gøre det”, Matt 17,20. Ja, og så er der også beretningen, hvor Jesus gav dem missionsbefalingen. Her står, at de tilbad Jesus, men at nogle tvivlede.

Det er altså helt normalt, at Jesus kalder sine disciple for ”lidettroende”. Det kendetegner dem faktisk. Han roste dem ikke for det, men han mindede dem igen og igen om, at deres tro var lille. Og samtidig hjalp han dem. Det er en stor trøst for os. For da ved vi, at den lille tro er ikke for lille til at Jesus hjælper og frelser. Ja, lad den bare blive så lille som et sennepsfrø. Lad den blive mindre end alt andet, når blot Jesus bliver stor for dig. Og da er vi med ét ovre i den tro, som kaldes stor. På den måde kan man vel sige, at den ”lille tro” og den ”store tro” er nære naboer. For når troen er skjult bag nød og lidelse og kun har Jesus, da er alt muligt, og Jesus griber ind. For det er ikke troen i sig selv, der frelser os. Det er ikke troen som en kvalitet i os, der frelser. Den tro, som frelser, er tiltro til Jesus. Og er den nok så lille, så har du dog Jesus. Derfor er det ikke så ringe at høre til blandt de ”lidettroende”.

III. En stor tros kendetegn

Lad os til sidst se i teksten, hvad der kendetegnede kvindens tro, siden Jesus kaldte den ”stor”.

a) Hun havde en stor nød, en nød, hun ikke på nogen måde kunne løse selv. Datteren blev plaget af en dæmon. En ond ånd i familien. Plage. Lidelse. Ligesom lidelse og sygdom i din familie er uoverskueligt for dig. Intet menneske kunne hjælpe. Og ingen kan hjælpe dig. Alligevel troede kvinden, at der var et menneske, som kunne hjælpe, nemlig Jesus, Davidssønnen. Hun havde hørt om ham, som skulle komme af Davids slægt og overvinde den onde blive til velsignelse for alle folkeslag! Og hun råbte. ”Forbarm dig over mig!” Det er tro. Den store tro har en stor nød og en stor Herre. Det er den store tro. At regne Jesus for den, han er. Davids Søn. Din konge. Herre over alle ting i dit liv og i dine børns liv, i din ægtefælles liv og i dine forældres liv, og i din nabos liv og i hendes liv, som du kender fra arbejdspladsen. Bed til Jesus! Det er den kristne tro. Beder du, så er det, fordi du tror på Jesus! Er du ligeglad og beder du aldrig, har du ingen tro. Men er du forskræk­ket både over så ringe det er hos dig både med bøn og styrke og derfor dag og nat forstyrrer Gud med dit råb, som du næsten ikke tør kalde for bøn, så tror du jo! Du kalder jo på Jesus! Du kalder på Gud.

b) Det andet er, at kvinden ventede på, at Jesus hjalp hende, også selv om han var tavs. Hun ventede i bøn. Hvis Gud tier og ikke svarer dig, da bed ham om at gøre det, når han vil gøre det. Måske det bliver i aften eller i morgen – eller på opstandelsens dag til sidst. Kvinden i evangeliet forstyrrede Jesus og hans disciple. Hun var ligesom den i din menighed, der kontakter de andre, ringer, forstyrrer jer, banker på og siger: Bed til Gud for mig og mit barn. - Den kanaanæiske kvinde troede på Jesus. Hun forstyrrede i menigheden med sit plageri. Disciplene var trætte af hende. Og Jesus sagde: "Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus." Og i menigheden tænkte nogle, at nu måtte det vel snart få ende. Men hun blev ved og sagde: ”Herre, hjælp mig!” Hjælp! For står der ikke i gamle testamente, at Herren hjælper den fremmede, den faderløse og enken? Jo! Og står der ikke, at han hjælper den fattige og den svage? Jo! Og siger Jesus ikke selv, at han er kommet for at frelse de fortabte? Jo!

c) Og det er det tredje, som kendetegner kristen tro – og den "store" tro er, at vi holder fast ved det, der står skrevet om Jesus i Bibelen. Og har han ikke også sagt: at han har andre får, som ikke hører til denne fold. Også dem vil skal han lede! (Joh 10). Jo. Det må du tro på. Det må du holde dig til i din bøn! Og står der ikke også, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2)? Jo. Derfor vil han frelse dig og dine! Og har Jesus ikke sagt: ”Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple!” (Matt 28). Alle folkeslag. Også den fremmede, som er blevet din nabo. Og har Gud ikke sagt gennem sin apostel: ”én er død i alles sted, altså er alle døde” (2 Kor 5)? Og står der ikke et sted, at mens vi endnu var svage og syndere, led Kristus for os, mens vi endnu var ugudelige (Rom 5)? Jo. Disse og mange andre bibelord er grunden til, at vi tror på Jesus, beder ham om hjælp og venter os alt godt af Gud.

Lad os gøre som den kanaanæiske kvinde. Lad os bede til ham, forstyrre hinanden og bede sammen. Lad os holde gudstjeneste i bøn og blive ved at bede til Gud, og takke ham. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 01.03.2015. Redigeret 5.3.2015. post@vivit.dk