www.vivit.dk .. Medie-oversigt .. Medie-browser .. Hør prædikenen

Skylden, der forsvandt - og kom tilbage - sammen med tilgivelsen

12. søndag e. trinitatis i Martinskirken, 7. sep. 2014 LGJ
Salmer: 683, Salme 67, 437, 171, 650v6-9, 40v5

Evangelium: Matthæus 12,31-42
Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes." Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: "Mester, vi vil se dig gøre et tegn." Men han svarede dem: "En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo."  

Nogle gange er det svært at høre, hvad et menneske fortæller, hvis det samme menneske har sagt noget, som gjorde os urolige. Da hører vi ikke rigtigt efter det øvrige. For vi er standset op og spekulerer. Sådan kan man have det med nogle bibelske tekster – f.eks. den i dag. For Jesus har sagt: den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. - Derfor kan det kan være vanskeligt at høre det andet, han siger, og at glæde sig over dette fantastiske ord om tilgivelse. For … hvis vi taler imod Helligånden, får vi ikke tilgivelse alligevel, hverken her i livet eller efter døden. Og da bliver vi hængende her. - Derfor tror jeg, at det er nødvendigt at begynde her. For ordene er jo lige så sande, som de er forfærdelige. Derefter vil vi høre om tilgivelsen. Og her vil jeg tage jer med ind i, hvordan man i vores efter-kristne tid forsøger at løse problemet med synd og skyld. Men også - og det er det vigtigste - hvordan Jesus løser det for os med tilgivelse.

I. Tilgivelsens frygtelige ”men”

”Men den der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse – hverken i denne verden eller i den kommende.” For at forstå, hvad Jesus mener, skal vi vide, at han i samme sætning sagde:”Al spot og synd skal tilgives menneskene!” Det sagde han også til dem! Der var virkelig tilgivelse for deres hån og nedsættende ord om Jesus. Al deres spot af Menneskesønnen var der tilgivelse for. Derfor var der også tilgivelse for Saulus, der forfulgte Jesus! Og for dem, der satte sig op mod Helligånden og stenede Stefanus, mens han bad: ”Tilregn dem ikke denne synd!”

At tale imod Helligånden er ikke utilgivelig, fordi Helligåndens person er mere hellig og urørlig end Sønnens og Faderens. De er jo ét. At spotte Faderen, Sønnen og Helligånden er lige frygteligt. Og der er mange eksempler i bibelen på mennesker, der stod imod og spottede Gud, og senere blev blev omvendt og frelst. Davids bedrev hor mod bedre vidende, men blev tilgivet og imod tilgivelsen senere. Og Jonas flygtede i ulydighed, da Gud kaldte ham til profet i Ninive. Men Gud standsede ham på havet, fisken slugte ham, og han vendte sig til Gud i bøn. Og Jesus bad for dem, der korsfæstede ham og slog ham ihjel. Og pinsedag blev de afsløret gennem Peters pinseprædiken. De omvendte sig og blev døbt.

Men forestil dig, at Saulus havde afvist tilgivelsen, da han blev ramt af blindhed i Damaskus. Og at David havde afvist profeten Natan, som afslørede hans horeri. Og at jøderne havde afvist Peters pinseprædiken! Da var Jesus stadig død for deres synder. Men de havde afvist den og ville derfor ikke have nogen tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Og her er vi dybt inde i Helligåndens gerning. Det er Helligånden, som overbeviser om synd og om frelse. "At tale imod Helligånden" er den vedholdende afvisning af hans gerning for os. Og den, som gør det, får ikke tilgivelse. Hvornår et menneske er kommet derud, ved kun Gud. Men så længe Ånden viser dig din skyld og synd og lader dig høre evangeliet om Jesus, som bar din synd, ved du, at Helligånden kalder på dig. Og du kan kaste dig i tilgivelsens favn hos Gud! Gør det i din aftenbøn! Og gør det på søndag i skriftemålet og ved nadverbordet!

Gennem Jesus forkyndelse og ord arbejdede Helligånden hos dem, Jesus talte til. Han kaldte på dem, når han spurgte: ”Hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?” … På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for hvert tomt ord, de har talt.”
Hvis det forholder sig sådan, er der så ikke grund til at bede om hjælp? Og er der så ikke brug for tilgivelse? – Det er alvorsord til os. Men farisæerne og skriftkloge lod det gå forbi hjertet. De kom i stedet med et krav: ”Mester, vi vil se dig gøre et tegn.” Det viser os, at Jesu ord om, at de var onde, var prellet af som vand på en gås. Og da sagde Jesus: Nej. I får ikke, hvad I kræver. I får, hvad I har brug for: I får mig på korset – I får mig i graven – og I får mig som dødens sejrherre. Og hvis I ikke vil have mig sådan, da må I dø i jeres synder! Da er der ingen anden tilgivelse. Hvis vi vedholdende afviser Helligåndens arbejde i hjertet, også når vi ved, at det er sandt, at vi er syndere, da er der ingen tilgivelse hverken i denne verden eller i den kommende. Da står vi alene med skylden til sidst, selv om Kristus bar den for os i stor kærlighed.

II. Afvikling af synd og skyld i en efter-kristen kultur

I en efter-kristen kultur som vores, tales der også om skyld og tilgivelse, men helt anderledes end i den kristne tro. For det første sætter mennesket spørgsmålstegn ved, om Gud findes. Måske findes han slet ikke. Og hvis nogen føler, at de har brug for Gud, må de selv definere ham og skabe ham. Det findes i hvert fald ingen almægtig personlig Skaber og Fader, der har skabt os med et bestemt formål. Og han har slet ikke givet os de 10 bud. Nej, ”Guds vilje” betragtes derfor også som noget, mennesker selv har fundet på - og derefter i deres religiøsitet har tilskrevet en gud, de selv har bildt sig ind eksisterer. Derfor er ingen heller bundet af nogen bestemt moral, heller ikke af de ti bud. ”Vi lever jo trods alt i det 21. århundrede og ikke i middelalderen. Ja, sådan bliver det somme tider formuleret, når mennesker vil leve efter deres egen vilje. Det er første skridt til at slippe for at frygte synden – at Gud ikke er der. Og hvis der er en gud, da er han i hvert fald ikke den retfærdige Gud, der stiller os til regnskab efter sin hellige lov. Sådan fjernes skylden overfor Gud.

Næste skridt er, at man sætter spørgsmålstegn ved andre menneskers betydning. Kaldet til at elske og ære er under nedbrydning. Kaldet til at tjene og give sig hen kommer i miskredit. ”Vi lever trods alt i det 21. århundrede!” "Gælder det ikke din egen udvikling?" "Du kan da ikke tage ansvar for alle andre mennesker." "Du må elske dig selv først, hvis du skal være noget for andre." ... Med sådanne påstande føler man sig måske frigjort og løst fra fra kærlighedens og troskabens bånd, som Gud gav os i familie, ægteskab, samfund og menighed. Og hvis vi ikke længere har ansvar overfor vore medmennesker, da har vi jo heller ikke nogen skyld og behøver heller ikke tilgivelse. Sådan forsøges skylden talt ned og talt bort, selv om den stadig lurer i samvittigheden. Og med skyldens forsvinden, mister vi også hinanden.

Men hvad nu, hvis andre også er utro mod os? Da breder ensomheden sig. Og vi er hårdt ramt. Det er ikke godt, når den virkelige skyld mellem os mennesker undertrykkes. Da dukker den op underlige steder. Og vi står tilbage med spørgsmålet: "Hvem er jeg, når både Gud og min næste er blevet fremmede for mig? Hvem er jeg da selv?" Derfor føler det moderne menneske, at det skal finde sig selv, opfinde sig selv, give livet ny mening, udvikle sig selv, finde gud i sig selv og elske sig selv. Hvilket umuligt slaveri.

III. Skylden og tilgivelsen kommer tilbage. Og da får vi Gud, hinanden og livet tilbage

Jesus fortæller, hvordan Jonas kom til den hedenske storby, Nineve, og gav dem skylden tilbage. Han forkyndte Guds dom for kongen og for folk på gaden. Og underet skete: de hørte det. De fik skylden tilbage. Den fik fat i samvittighederne. De omvendte sig. Nu så man mennesker klædt i sæk og akse på gadehjørnerne. De råbte til den levende Gud om tilgivelse.

Jesus sagde efter sin opstandelse, at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag. Der skal forkyndes omvendelse til syndernes forladelse for alle mennesker. Her træder Jesus til. Han kommer til os, som kalder os selv for "moderne mennesker", men som lever i ensomhedens og gudløshedens Nineve. Ligesom Jonas kom til Nineve, sådan kommer evangeliet til os. Og se! Her er mere end Jonas!

Se, hvad Jesus gør: Han giver os Gud tilbage. For han er Guds væsens sande billede (Hebr 1). I ham er liv, og livet er menneskenes lys. Han lyser i vores mørke. Ingen har nogen sinde set Gud … men den Enbårne, Jesus, som selv er Gud, er blevet hans tolk. Jesus giver os Gud tilbage (Joh 1). Ikke den gud, vi selv har udviklet her i det 21. århundrede, men den levende Gud, som er fra evighed til evighed. Ham, som er Skaber og Dommer og Livgiver. Og han sendte sin søn, som bar vore synder.

Og se, hvad Jesus også gør: Han giver os hinanden tilbage. Han siger: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Og hans apostel siger: ”Tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus Jesus!” Her får vi hinanden tilbage: i tilgivelsen, når vi indrømmer, at vi svigtede, og igen elsker og ærer hinanden i ægteskabet, i samfundet, i menigheden og i familien. Gud giver os meningen med livet tilbage: tilgivelse og kærlighed.

Og da viger mørket for lyset. Tomheden viger. For fra ham har vi fået en fylde af nåde over nåde, der fylder i hjertet. Nu er det ikke længere mig selv, der skal give mig mening og håb. Nu skal jeg ikke mere skabe mig selv og min tilværelse. Han skaber den for mig. Det er frelse. Det er fred. Det er kærlighed. Det er vores liv i troen på Jesus Kristus. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 07.09.2014. Redigeret 9.8.2016. post@vivit.dk