Den fængslede, Kristus og os

3. søndag i advent, 16. december 2018 i København og Aarhus. LGJ
Salmer: 62v1-2, 325, O Jesus i din menighed, 60, 62v3-6

Matthæus 11,2-10
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig." Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig. Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Jesus Kristus, vor frelser!

Hvem var den fængslede?

Jesus siger i evangeliet, at ” blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.”  Den fængslede hed Johannes og havde tilnavnet ”Døberen”. Nær sagt alle havde hørt hans prædiken. De hørte ham udlægge Esajas’ løfte om, at Herren kommer, og at ørkenen skal blomstre. Og ørkenen blomstrede. Blomsterne var alle de mennesker, som lyttede til Johannes, og fik håb gennem hans prædiken og i dåben. De indså, at de havde svigtet. Og da døbte Johannes dem til syndernes forladelse. Mennesker blev til de smukkeste roser i ørkenen. Døberen pegede på Jesus og sagde:   ”Se, Guds lam, som bærer verdens synd!”  Han døbte også Jesus og så Helligåndens due og hørte Faderens røst. Johannes vendte fædres hjerter til deres børn.

Man spurgte ham, om han var Kristus. Han svarede, at det var han ikke. Han sagde:   ”Jeg er en røst i ørkenen! Jeg baner vej for Herren.”  Han sagde: ” Han (Jesus) skal vokse, og jeg skal blive mindre”, dvs. ham skal I tro på, og mig skal I se bort fra.

Johannes var præget til denne opgave helt fra sin fødsel. Allerede før han blev født, var han fyldt af Helligånden og ”sprang af fryd”, da Maria kom på besøg i deres hjem. Det fortæller evangelisten Lukas i kapitel 1. Jesus og Johannes kendte hinanden som fostre. Og op igennem barndommen har de ofte været sammen, som nære slægtninge er det.

Men nu var Johannes i fængsel. Grunden var, at han havde irettesat kong Herodes for at have taget sin brors kone og gjort hende til sin. Johan­nes revsede kon­gen. Det fandt kongen sig ikke i. Menneskeligt talt så det sort ud for Johannes Døber. Alligevel lykkedes hans liv og tjeneste fuldt ud. Det lykkedes bedre end for notet andet menneske – lige med undtagelse af Jesus. Det siger Jesus jo i teksten:   Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han.

Hvordan havde den fængslede det?

Når vi leder efter svaret på dette spørgsmål, kan vi vælge to tilgange. Vi kan enten at tænke ud fra, hvordan vi selv ville have haft det. Eller vi at tænke ud fra hele sammenhængen, hvor vi jo mærker, at Johannes ikke et øjeblik overvejede at give op.

Her vil jeg gerne nævne noget, der gjorde stort indtryk på mig i begyndelsen af 1990’erne. Menigheden i Aarhus havde besøg af tre unge kristne fra Ukraine. De fortalte, hvordan de så på vesteuropæere. Vesteuropæere tænker, at livet mislykkes, hvis man er syg og fattig. ”Idealet hos jer er at være uden lidelse og at være rig. Anderledes hos os i Øst. Vi kan bære smerte og lidelse som folk. For os kristne i Øst er idealet ikke rigdom og velstand. Nøj­somhed er snarere det, kristne hos os tragter efter.”

Det svarer til, hvad man her i december kan læse i nyhederne om kristne i Egypten, som bliver forfulgt og flygter. De blev opfor­dret af deres medkristne til at blive i byen og udstå forfølgel­sen og lide for Jesu skyld. For sådan kunne evan­geliet blive forkyndt for deres forfølgere. Var det ikke også sådan, apostlene sagde, da de blev mishandlet og truet:   De var glade, fordi de blev anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld (ApG 5,41).

Hvis vi tænker ud fra vestlige idealer om at have fremgang og blive æret af mennesker og være rige, da må Johannes Døber havde haft det forfær­deligt i sit fængsel. Når bibelfortolkere i den vestlige verden i 1900-tallet har talt om Johannes tvivl ude fra dette evangelium, og når denne prædiken om tvivl er blevet udbredt og moderne blandt kristne i vort velfærdssamfund, er det nok mere, fordi teologer­ne og tilhørerne ikke kunne forstille sig, at tro kan gå hånd i hånd med lidelse og afsavn. De overså og overser, at Jesus   ikke  brugte anled­ningen til at tale om Johannes’ tvivl, men i stedet brugte anledningen til at understrege hans fasthed og tro midt i lidelsen­. Jesus spørger:   "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.”

Når Jesus taler sådan om Johannes, har vi da ikke lov at tro, at Johannes hvilede i den tro, han var vokset op med og selv havde forkyndt for andre? Jo. Jeg hellere lytte til de gamle teologer fra oldkirken og fra reformationstiden, som kendte Skriften og kendte til Kristi lidelser. De vidste, hvad det vil sige at blive martyr. De blev det selv og troede på Guds frelse. De forstod Johannes Døber. Anderledes med vesteuropæiske teologer, som får en god løn, skriver lærde doktorafhandlinger og tillader sig at fornægte den kristne tro i småt og stort. De lever – for at bruge et udtryk fra teksten – ”i kongens slotte og går i bløde klæder” og de kender ikke Kristus.

Hvad kan den fængslede hjælpe os med?

Hvad kan vi så bruge dette til?  – Jeg indrømmer, at der er præster, som har brugt den moderne tolkning til noget godt: nemlig at hvis man kommer i tvivl, da skal man spørge Jesus. Det er jo en meget god prædiken. Den behøvede Døberens disciple. De havde måske store problemer, fordi deres mester var fængslet. Og vi må - ligesom Døberens disciple - lytte til svaret, Jesus gav dem, og tage det med tilbage til vores gamle mester og sige: "Kære Johannes. Nu forstår vi, hvad du mente, da du sagde: ’Han skal vokse og jeg skal blive mindre.’ Du er ikke Kristus. Du er kun den, som banede vejen for ham til os. Nu indser vi, at Jesus er Kristus. For det er sandt, hvad du hørte i fængslet om Kristi gerninger. Jesus udfører dem. ”Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døde hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige!”  Vi skal ikke vente nogen anden."

Johannes havde selv brug for Guds nåde. Det gav han udtryk for, da Jesus blev bad ham om at døbe sig. Da sagde han: Det er ikke mig, der skal døbe dig, men dig, der skal døbe mig til syndernes forladelse (Matt 3). Hans glæde har været stor, da hans disciple vendte tilbage med svaret fra Jesus. Da vidste han, at de ville være disciple hos Jesus, når han selv var borte. Da kunne han gå bort i fred. For hans disciple havde set, at Jesus er Kristus. Vi skal høre evangeliet, fordi det giver os hvile i, at Jesus er vores frelser. Vi skal denne jul dele med hinanden, hvad Kristus har gjort for os.

Stå fast!

Når vi hører evangeliet, må vi kassere de falske målsætninger for livet, hvor sundhed, rigdom og ydre skønhed er blevet succes­kriterier. I Johannes’ fængsling og gennem den hjælp, han og hans disciple fik, giver Gud os det, som de russiske kristne i 1990’erne delte med nogle af os i Aarhus, og som er kristne egypteres styrke i dag. Vi bliver opfordret til ikke at forkaste Jesus Kristus, når det er vanskeligt at være kristen. Det er evangeliets fokus, når Jesus siger:   ”Og salig den, som ikke forarges på mig!”

Dem i din omgangskreds, som ikke tror på Jesus, har brug for, at   du  står fast i troen på Kristus og ikke lader dig beruse af jule­frokoster og ekstra lønforhøjelser. Hold fast ved den kristne moral i Jesu undervisning og i de ti bud. Og hvis du falder, da lad tilgivelsen rejse dig op igen. Og hold fast ved trosbekendelsen, at Gud har skabt dig, og at han sendte sin Søn, født af en jomfru. Det er jo næsten helt forsvundet ud af vores kultur, som juler med velfærd og fråseri af gaver.

Jesus talte med folkeskarerne om Johannes døber og brugte ham som et eksempel på den, der tror og står fast. Vi har brug for dette eksempel. Han blev ikke længe efter halshugget af kong Herodes og forsvandt helt ud af verdenshistorien – og er hos Gud. Men hans røst lyder stadig hos os. Og hans eksempel er blevet stående i to tusinde år til trøst og hjælp for os, som nu er ved at forberede os til julen. Sådan baner Johannes Døber også i dag vejen for Jesus til os.

Amen.

----------

Salme på 3. søndag i advent.
1. O Jesus, i din menighed, / som du har kær og ynder, / der findes forskel stor blandt dem, /som ordet dit forkynder
2. Hvor få er de, der lader sig / i nød og fængsel drive, / fordi med smigr og løgn de ej / din sandhed overgive.
3. Som Døberen er kun så få, / der sandhed klart udsige, / og lader blod for sandhed gå, / vil ikke sværdet vige.
4. Som røret er de flestes sind, / i flok er de vel glade, / men blæser op en trussels vind, / de svigte og forsage.
5. De flinke og de stærkes hud / de frygter for at røre; / at vaske dem med lovens lud / undser de sig at gøre.
6. Dog har du, Jesus, også dem, / som sandhed har på læbe, / som står imod al modgang slem / og ordet frejdigt præke.
7. Oplys dem med din gode Ånd, / ret at profeter være, / og styrk dem ved din egen hånd / at tale for din ære.
8. Lad dem som gode engle stå / på sandheds rette veje, / så de med os omsider må / din æres himmel eje.
Th.Kingo. 3. søndag i advent. Matt.11. Psalme=bog (I) 39. Bearbejdet. Melodi: Jeg ved et evigt himmerig.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk