Omsorg for to spurve

7. søndag e. trinitatis, 10. juli 2016 v. LGJ
Læsninger: Prædikerens Bog 3,1-11. Apostlenes Gerninger 14,8-20. Markus 8,1-9
Salmer: 4v1-4 – Bibelkor Sl 40 – 502 - // 44 - 325

Evangelium: Matthæusevangeliet 10,24-31
En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!
Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Evangeliet fortæller om Guds omsorg for Jesu disciple, og at han vil bruge disciplene i sin omsorg for andre mennesker. Sådan går omsorg og tjeneste går hånd i hånd. Gud tæller alle vore hovedhår og viser omsorg for os helt ned i den mindste detalje.

I. TJENESTE UNDER MODSTAND

1. Jesus siger: "En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre." Som kristne skal vi ikke forvente, at det går os meget bedre end vores mester. Det må være nok for os, at det går, som det gik ham. Og det gik ham jo ikke altid godt. Han prædikede, hjalp, velsignede og brugte sit liv i den opgave, som var blevet hans som verdens frelser. - Og alligevel søgte man at slå ham ihjel, både da han var spæd i Betlehem, og senere da han han gik omkring og gjorde alle ting vel. Han blev fristet i en ørken, ringeagtet for at være sammen med toldere og syndere, svigtet af sine disciple og pint, korsfæstet og begravet.

2. Vi er ikke verdens frelsere. Men i vort kald har vi helt bestemte opgaver, hvor Gud bruger os som sine tjeneste. Vi har ansvar. Og de mennesker, vi særligt kender og hører sammen med, er afhængige af os. Vi har opgaver i samværet med dem. I søndagens læsning fra 1. tekstrække i Markus 8,1-7 var det disciplenes opgave at dele syv brød ud til en stor skare. Vi skal dele, hvad Gud har givet os til livets ophold, med hinanden. Gud velsigner mad, penge og ejendom for os, så vi kan dele det med andre. Og her i Matthæus 10 er opgaven at give Guds ord til andre mennesker. Guds velsigner os med sit ord om tigivelse og frelse, så vi kan give det videre til andre.

3. "Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene." Jesu ord er så afgørende et budskab, at det skal gives videre. Alle mennesker har brug for at høre det. Alle. For deres frelses skyld. Vi skal høre Guds ord til omvendelse, tro og efterfølgelse. Herren giver sit ord til sin menighed og sine tjenere "i mørket" og som en "hvisken i øret". I mørket og i stilheden skal vi læse Bibelen, lytte og modtage. Der skal være stilhed i en gudstjeneste. Dér hvisker Gud os evangeliet ind i øre og hjerte. Det, som nogen hvisker til os, er jo nogle gange endnu vigtigere end det, de råber til os. Det, som hviskes, lyttes der desto mere intenst til. Når vi har lytter intenst til Evangeliet, bliver det så stort og godt for os, at vi bare må give det videre til andre. Det gælder både præsten, som prædiker, og alle kristne, som ikke er prædikanter. For vi alle er vidner. Vi er nødt til selv at tage imod Guds ord, hvis vi skal bevidne dets betydning overfor verden. Vær stille for Gud! Modtag alt godt fra ham! Og han vil bruge dig gennem det ord, han taler til dig om Jesus om Gud, dine synder og tilgivelsen, som forener dig med ham.

4. Men Jesus sætter også fokus på den modstand, som hans menighed vil erfare, når den prædiker omvendelse, tro og efterfølgelse. Når Evangeliet kalder på, at vi går i os selv, og også siger til andre, at de er nødt til at gå i sig selv, indrømme og bekende deres synd overfor Gud, da kan det blive ubehageligt. Og det kan ende med, at de, som hører ordet, bliver ubehagelige overfor den, der prædiker, ligesom som mange dengang forkastede Jesus. Og hvem skal da beskytte for disciplene, når de hånes og forfølges?

5. I prædiketeksten fra Matthæus 10 sender Jesus disciplene ud to og to. Han ved, at det er risikofyldt og vanskeligt at forkynde Guds ord. Han bekræfter, at det er realistisk at forestille sig, at de bliver dræbt af dem, de sendes til som Guds tjenere. "Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!" - Hvad skal en kristen da gøre, når han mødes af foragt og måske endda trues på livet?

II. OMSORG FOR EN SPURV

6. Jesus svarer med omsorg: "Frygt ikke!" - Han siger: "Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve." Gud ved, hvad du er værd hos ham. Og han slipper dig ikke. Men han tager dig heller ikke ud af den tjeneste, som han har sat dig i. Han lover ikke, at du undgår vanskeligheder. Tværtimod forudsiger han dem. Men midt under vanskelighederne er han hos dig og med dig. Din Herre viser ikke omsorg ved at give os selvsikkerhed og personligt overskud, men ved at være hos os og knytte os fast til hans løfter i den vanskelige tjeneste, som vi står midt i. - Og bemærk, at han nævner tallet to. "To spurve". Sådan har du også en kristen søster og bror, som du kan følges med. I er to. Og når den ene af jer falder, er Gud hos den spurv, som falder. Og han er også med den, der er tilbage. DA flyv du frimodigt hen til en af de spurve, som du har troen fælles med. Du ved jo, hvor du kan finde dem: i den kristne menighed!

7. "Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel." Det betyder helt enkelt: Frygt ikke for mennesker. For de er kun mennesker. Mennesker kan slå hinanden ihjel. Men sjælen, din identitet som kristen og som Guds barn, kan de ikke slå ihjel. Gud sørger for sine disciple. I stedet skal vi frygte Gud, som er dommeren, som kan ødelægge både sjæl og legeme i helvede. "Men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede." Gud skal vi tænke på. Og vi skal tænke på, at han gav os sin søn, for at vi kan blive salige ved ham. Han blev givet hen i døden for os. Her ser vi vores store værdi. Så meget betyder vi hver især for Gud. Han har sat hele sin formue ind på at redde os. Og hans formue er personlig: Hans egen kære søn.

8. Og hvilken afslutning: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. Ned i den mindste detalje sørger vores Gud og frelser for os. Derfor vil vi blive hos ham. Og derfor vil vi også blive i den tjeneste og opgave, han har givet os i familie, samfund og menighed. - Her slutter evangeliet. Og her begynder det i morgen, når det er mandag. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 11.07.2016. post@vivit.dk