Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

"Modtag korsets tegn for dit ansigt og dit bryst" Hjælp til hårde hjerter: moderne apologetik eller prædiken og dåb? Kristi Himmelfarts dag (LGJ) Prædiken 13. maj 2021 i Gratiakirken Salmer 683, 214, Jesus elsker alle små, 398, 312 EVANGELIUM: Markus 16,14-20 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske." Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords (v14a). Jesus havde vist sig for de tre kvinder ved graven og for Maria Magdalene i gravhaven påske morgen. Han havde vist sig for to af disciplene på deres vandring til Emmaus (Lukas 24). Og han van viste sig for disciplene i Jerusalem den samme dag om aftenen (Joh 20). I Apostlenes Gerninger sammenfattes det sådan: Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige (ApG 1). Vi har også beretninger om, at Jesus viste sig for apostlen Thomas otte dage efter påske (Joh 20), og at han mødte de 11 apostle i Gaillæa, hvor han gav dem en mægtig fiskefangst og serverede et måltid for dem (Joh 21). Paulus fortæller i 1 Korintherbrev, at han viste sig for over fem hundrede på én gang (1 Kor 15). I dag fortæller evangelisten Markus, at Jesus til sidst viste han sig for de elleve selv (v14), … og derpå blev han løftet op til himlen og satte sig ved Guds højre hånd (v19) … og gik med dem ud i hele verden. 1. Han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed (v14b). Vi ved, at Thomas var vantro. Og Matthæus fortæller om disciplenes tvivl i forbindelse med missionsbefalingen: Da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede (Matt 28,17). Det er ikke lige meget, om vi tror på Jesus eller ej. Hvorfor var de vantro? Og hvorfor stoler vi ikke på Gud, vor Far? Hvorfor tror vi ikke på hans kære Søn, som står hos os med sår­mær­kerne fra korsfæstelsen. Vidnes­byrdet er jo stærkt. Evangelierne er skrevet af øjenvidner. Det, de fortæller, er i den grad troværdigt! Skyldes vores tvivl mangel på beviser? Eller at beretningerne er utroværdige? Tvivler vi, fordi Jesus nok alligevel ikke opstod fra de døde? Tvivler vi, fordi beviserne ikke er stærke nok? Mange teologer tænker, at det er her problemet ligger. De mener, at der skal føres historiske, arkæologiske og filosofiske beviser for den kristne tro. Man kalder det ”kristen apologetik”. Der bliver skrevet lærde bøger med forsvar for den kristne tro. Det virker tiltrækkende. Og et ret forsvar for troen kan være til gavn for troen. Men Jesus gør noget helt andet. Han siger til sine disciple, at problemet er de hårde hjerter. Det er vores egen skyld, når vi ikke tror. Vantroen kommer fra de hårde hjerter, som findes her i menigheden, her i discipelflokken og her i mit bryst. Et hårdt hjerte er et hjerte, som ikke tager imod kritik. Kritikken preller af. Det hårde hjerte har et stærkt panser og selvforsvar overfor ens ægtefælle, ens børn og forældre og ens næste - og overfor Gud. Det hårde hjerte indrømmer intet. Det er egenretfærdigt. Derfor har det ikke behov for en Frelser. Sådan et hjerte kan godt sidde i et menneske med et stort teologisk og filosofisk hoved, som har styr på, at Jesus opstod fra de døde. Men hjertet stoler ikke på Jesus Kristus. Han er ikke frelser og Herre for den selvkloge. Det hårde hjerte er sig selv nok. Jesus bebrejdede de elleve. Og han bebrejder også os. Sådan er vi alle. Hårde hunde. Har hårde hjerter, hårde som flint. Og hvad siger vi til bebrejdelsen? Affærdiger vi ham? Men sSe, mærkerne fra hans korsfæstelse! Se sårene! Han er jo mærket. Det er jo gået ud over ham. Vores Mester og Herre blev korsfæstet for vore synder. Så er det jo sandt, at han elsker mig, og at han vil tilgive mig og være min Herre nu og for evigt. Jesus modtog korsets tegn på sine hænder og fødder og side. Og han bærer korsmærkerne på sin krop også efter sin opstandelse. Han slipper aldrig korsets tegn, aldrig i evighed. 2. Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (v15). Netop disse elleve disciple, som han bebrejdede, skulle være hans sendebud. Det kunne de, fordi de efter Jesu opstandelse blev mærket med korsets tegn. Ikke på deres hænder og side, som han var blevet det, men på deres pande og bryst. For han lagde sine hænder på dem. Han lagde tilgivelsen ind i deres hjerter og tilgav dem. Det er korsets tegn. Skriv dig Jesus på mit hjerte, du kom konge og min Gud. Jesus indtegner sig også i os med sin nåde. Det gjorde han for Thomas, da han viste ham sin side og hænder. Det gjorde han for Peter, da han ved søen serverede fisk for disciplene fra et bål af trækul. Det gjorde han for to Emmaus-disciple, da han med Moses og profeternes ord fortalte dem, at Kristus skulle lide døden for deres skyld. Det brændte sig ind i deres hjerter. Og de så ham, da han gav dem nadveren i Emmaus. Sådan formede han dem til at være evangeliets sendebud og missionærer. Og han former også os til at være tjenere ved at tegne korset på vores ansigt og bryst. Har vi noget fortrin i forhold til andre mennesker? Ja! At Jesus har givet os troen i vores hårde hjerter; at vi har lært at regne alt vort eget for intet i sammenligning med at kende HAM! Det er et stort fortrin, at du regner Jesus som din kære frelser. ”Prædik evangeliet!” (v15). Deres opgave at prædike. Ikke at argumentere eller debattere, men at prædike. At prædike betyder at proklamere, dvs. fortælle, hvad en anden har givet besked om. En prædikant er ikke en taler, som selv skaber budskabet. Han siger det videre, som Kongen har fortalt ham. Og Jesus er kongen. Prædikenen er en bekendtgørelse. Ligesom i middelalderen når en rytter kom til en borg, og man åbnede for borgporten. Hesten drejede rund nogle gange og stod stille. Folk stimlede sammen. Hvad havde kongens udsending mon at fortælle? Rytteren tog så en skriftrulle og læste op: ”Hermed bekendtgør jeres konge, at fjenden er besejret og jeres by er under hans beskyttelse frem over … ” Det er prædikenen. Og den kommer fra Gud, vor Skaber, og fra hans Søn, Jesus Kristus. Og det er Talsmanden, Helligånden, som mindede apostlene om denne prædiken og undervisning. Han sørgede for, at de også skrev den ned i de fire evangelier. Det er gode nyheder, at døden er besejret, at synden er tilgivet, og at den onde fjende ikke kan gøre jer noget som helst. Det er gode nyheder, at Jesus blev korsfæstet for os og opstod og nu sidder ved Faderens højre hånd. ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses” (v16). Frelsen gives ved troen og dåben. Prædikenen af evangeliet giver os troen, og dåben genføder os og besegler, hvad prædikenen gav os. Derfor siger vi også i dåben. ”Modtag korsets tegn for dit ansigt og dit bryst til et vidnesbyrd om, at du tilhører den korsfæstede Jesus Kristus.” Jesus siger: ”Den, som tror og bliver døbt, skal frelses” (v16). Vi holder os til Evangeliet og sakramenterne, fordi vi tror på Jesus Kristus. Her bliver hans korset vores kors. Gud renser, genføder og lover dig alt godt i dåben. Og i Nadveren styrker og bevarer han dig i troen. Vantroen holder sig i stedet til filosofiske beviser og argumenter. Det menneske, som forkaster korsets tegn, må dø uden frelsen. Og hvad har han da? Jesus svarer: ”men den, der ikke tror, skal dømmes” (v16b). Dømmes, fordi han ikke tror den korsfæstede, og fordi han afviste tilgivelsen og frelsen. Og hvad har han da: skyld! Han bærer sin skyld ind i dommen. - Men troen og dåben befrier fra dommen. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med (v20). Jesus var med dem. Han sørgede for dem og han sørger også for os. Og gennem sin menigheds kærlighedsgerninger sørger han for mennesker, når de hører evangeliet. Det gjorde han dengang, og det gør han også i den mission, vi er med i her i menigheden. Og vi går i hverdagen som dem, der er mærket af korset i prædikenen og i dåben og i nadveren. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk