Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Bebrejdelse, Mission og Tegn KRISTI HIMMELFARTS DAG, 30. maj 2019 i Aarhus. Salmer: 214 – 215 – 222 – 325 Markus 16,14-20 (teksten læses i løbet af prædikenen) I. Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Underligt, at det missionen begynder med bebrejdelse. Og hvis dem, man bebrejder er vantro og har hårde hjerter, kunne man forestille sig, at det var indledningen til at forkaste dem og sige: ”Væk med jer!” De havde set Jesus gøre store undere. De havde hørt hans prædiken om sin korsdød og opstandelse. Og så kunne de ikke engang tro på det, når kvinderne kom og fortalte, at jeg var opstået. - Det ville have været rimeligt og fuldt ud forståeligt, hvis han nu havde forkastet dem. Sådan tænker vi måske også nogle gange om os selv. Sådan, som jeg har været, og så dårligt jeg har troet på Jesus i hverdagen, kan jeg ikke rigtig bruges til noget i hans kirke og her menigheden. Men sagde Jesus IKKE: ”På grund af jeres vantro og hårde hjerter efter min opstandelse har kan jeg ikke bruge jer. I er uduelige!” Efter at han havde bebrejdet dem deres vantro og hårde hjerter, gav han dem i stedet til opgave at forkynde evangeliet for hele skabningen! Så er de mennesker, som selv har brug for evangeliet, for nåden, for tilgivelsen og som kender til problemer og vanskeligheder som kristen. De skulle gå ud og forkynde evangeliet for hele skabningen. Missionsbefalingen gives til dem! Og dermed også til os. De, som døber og underviser andre, gør det ikke, fordi han selv har klaret en prøve og har opnået fuldkommenheden. Apostlene havde ikke opnået det. De var ikke bedre end dem, de skulle gøre til Jesu disciple. De kendte til vantro og hårde hjerter. For sådan var deres hjerter. Og Jesus mindede dem om det. Hør også, hvordan Matthæus fortæller det i kapitel 28: Men de elleve disciple gik til Gailiæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Ligesom da Peter engang gik på havet hen til Jesus og blev usikker, sådan kan vi som menighed blive usikre sammen og tænker, at kirkeskibet ikke klarer det. - Men Jesus tager vore problemer frem i lyset, de problemer vi hver især har med at tro og leve efter hans gode vilje. Han ved, at menighedsrådets medlemmer har problemer. At kordegnen, organisten og rengøringsfolkene har problemer – og at kaffebryggerne – børnene – de unge – familierne – og de ældre har hårde hjerter. Den måde evangeliet indledes på i dag hjælper os, hvis vi inderst inde tænker: ”Bare vi havde levet på apostlenes tid, så havde det været lettere at være kristne!” Men nej, de havde det hverken lettere eller sværere end vi har det. Det er bare sådan det er at være kristen. II. Til dem – og til os – siger Jesus nu: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen!” Han taler ind over deres mangler og problemer og sætter dem i arbejde. I skal bare gå, kære disciple. I har brug for evangeliet – og det har de andre jo også. Jeg er jo hos jer som den opstandne – og derfor kan I gå. Og I skal gå, fordi andre har brug for at høre evangeliet! I Matthæusevangeliet siger Jesus det sådan: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden!” Det lød ind over deres magtesløshed og tvivl og tilbedelse. Og de skulle ikke selv finde på noget at sige og gøre. De skulle forkynde evangeliet, som er de gode nyheder om Jesus. ”Evangeliet”. Det er at Gud er min Skaber og Far! Han har givet mig sin Søn, Jesus. Han blev født og blev en af os. Han levede i kærlighed i svaghed og i magt. Og han døde på et kors – blev korsfæstet – for vore synder – efter Skrifterne. Og at han opstod igen. OG at han for til himmels og sidder ved Gud Faders højre hånd og skal komme igen. Fortæl dem denne historie, evangeliet fra begyndelsen til ende. Fortæl det for hele skabningen. Der er ikke noget menneske, som ikke skal høre det. For Guds søn blev jo ikke kun dansker, eller jøde, eller kineser. Han blev menneske. OG han døde ikke kun for nogle få menneskers synd, men for alle menneskers synd. Fortæl det til hele skabningen. Alle dine arbejdskammerater har brug for at høre det og tro det. Alle. Og alle i din familie. Din mor, din far, dine søskende, din kone, din mand. Din ven. Vi kan dele det med hinanden – om ikke andet så ved at sige trosbekendelsen sammen – øve os i den. Jesus fortsætter: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses” Den, som tror og bliver døbt, skal frelses!” Hvordan hænger det sammen med tro og dåb? Hvis vi oversætter og siger: Den som tror, at vand er en gave – og drikker det, skal få slukket tørsten. Hvad gør vandet? Det slukker tørsten, og det giver os tro på, at vandet slukker tørsten. Sådan er det med tro og dåb. Troen gør det ikke alene. Troen har brug for tegn og vished. Brug for Jesus – og brug for at Jesus kommer personligt til os. Og det gør han i dåben. Dåben er nødvendig for troen. Og troen er nødvendig for dåben. Derfor siger Jesus: Den, som tror og bliver døbt, skal frelses. Når din tro synes væk, da har du dåben. Når du tørster og ikke ved om du tror, da har du vandet – og drikker det. Og du får troen på vandet tilbage. Troen stoler på Guds ord forbundet med vandet – og da er du frelst ved dåbens bad. Jesus føjer til: ”… men den, der ikke tror, skal dømmes!” Dommen rammer dem, som forkaster Jesus Kristus. Alle behøver vi ham. Alle behøver vi tilgivelse. På den måde er vi alle i samme båd. Men forkaster vi ham, da er det som at springe i det mørke hav – eller at sige: Jeg kan selv redde mig fra min skyld og fra døden og dommen. Men det kan ingen! III. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske." Vi ved, at apostlene fik den tjeneste at gøre disse undere – ligesom Jesus havde gjort undere. Det var et vidnesbyrd om, at evangeliet var sandt. Det var ikke evangeliet i sig selv, men tegn på evangeliets sandhed. En af dem skrive i et brev: Tegnene på, at jeg er apostel, er gjort hos jer med al udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger (2 Kor. 12,12). Når nogle kristne i vor tid hævder, at kristne skal kunne disse ting – og at det mangler, hvis de ikke gør det, da er det, fordi de ikke forstår, at vores opgave er at forkynde evangeliet – og ikke at gøre tegn. Tegnene følger, når og hvor Gud vil. Det er ikke vores opgave. Vi skal dele evangeliet med andre, og vi skal tjene med kærlighedens gerninger. Det er vort klare kald. Gud lader så også nogle gange tegn, som han gav på aposteltiden, følge. På missionsmarken, i særlige situationer. Men langt fra altid. Og vi har ikke nogen befaling herom! De tegn, som Jesus har befalet os at bruge sammen med evangeliet er Dåbens tegn og Nadverens tegn: Altså sakramenterne. Det har Jesus påbudt os, da han sagde: ”Gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem …” Og da han om nadveren sagde: ”Gør dette til ihukommelse af mig!” Det er en stor trøst for os, så vi ikke giver op. Og vi må bede Gud altid om at give os Evangeliet, kærlighedens gerninger og sakramenterne som de sikre tegn på Frelsen. OG også gribe ind med andre tegn og undere, når og hvor han finder det nødvendigt. IV. Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Jesus er taget op til himlen. Han sidder ved Guds højre hånd. OG hvor er Guds højre hånd? Overalt, hvor Gud virker. Der er Jesus. Jesus er som Gud og menneske nærværende overalt. OG særligt, hvor han har lovet det: Når vi samles om evangeliet. Og når vi går ud med det. For han lovede: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” (Matt 28,20). Det gælder også her hos os. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk