Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

RØRT AF JESUS

Prædiken 1. søndag efter Hellig tre Kongers dag, 12. januar 2020, LGJ
Salmer: 3v1-7; 113v5; 397; 396 // 31, 432, 3v8-10. Udgangsvers: Jeg vil leve mit liv i Guds hus.

Markus 10,13-16
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Når vi rører ved noget eller nogen, sker der noget. Vi os ansvar og knytter et lille bånd, som kan få betydning både for os selv og for den, som bad os om at røre. Vi mærker, hvad der er brug for. Og det fører måske mere med sig. Du har set dit barns rift og sår. Det skal forbindes, og forbindingen skal skiftes og ses efter. Og det bliver dig, der gør det. - Eller du rører ved en god vens økonomi og ser, hvad der er brug for. Du kommer med et godt råd, ja, måske med mere end det. - Andre gange siger vi: ”Det vil jeg ikke røre ved.” Det betyder, at vi ikke involverer os. Grunden til, at man siger fra, kan være helt i orden, nemlig fordi vi ikke kan hjælpe og kun vil skabe forkerte forventninger og gøre det hele vanskeligere, hvis vi rører ved vedkommendes situation.

I evangeliet blev nogle små børn båret hen til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Røre for at hjælpe. Røre for at velsigne. For Guds folk dengang var velsignelsen ord, som skabte fremtid og håb. Hvis man blev velsignet af Guds profet, kunne man hvile i, at Gud sørgede for alt. De, som bar børnene til Jesus, havde god grund til at forvente alt godt. For de havde set Jesus røre ved spedalske, blinde og døve og redde dem. Rørte han børnene, ville de komme i kontakt med hans magt og godhed. Det samme kan ske med os, når Jesus rører og velsigner os.

1. Jesus involverer sig

Beretningen om, at Jesus rører de små børn, står i Markus evangeliet kapitel 10. I kapitlerne forud står der igen og igen, at Jesus rørte ved mennesker og frelste dem. Første gang er i Markus 1: En spedalsk kom og faldt på knæ for Jesus og bad: ”Hvis du vil, kan du rense mig!” Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud og rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Normalt var det sygdommen, der vandt, når en rask rørte en spedalsk. Og så ville en spedalsk blive til to spedalske. Men her vandt Jesus, så nu var et helbredt menneske og Jesus. (1,40-42). I Markus 3 og 6 fortælles, at mange syge ønskede at røre ved Jesus (3,10 og 6,56). I Markus 5 fortælles om en kvinde, som hemmeligt rørte ved den kappe, Jesus havde på . Hun havde lidt af blødninger i 12 år og blev helbredt på stedet. Og Jesus sagde til hende: ”Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse” (5,25-34). I Markus 7 kom folk til Jesus med en døvstum , for at Jesus skulle røre ham. Han rørte den døves ører og tunge, spyttede på sin finger og lagde den i mandens mund og sagde ”Effata!” ”Luk dig op!” Og manden kunne tale og høre. (7,32-34). I Markus 8 rørte Jesus ved en bind mands øjne. Og manden fik synet tilbage. (8,22-26). - Det var baggrunden, da nogle bar børn til Jesus for at han skulle røre ved dem.

Jesus vil også røre ved os og velsigne os. Derfor må vi også række ud efter ham, vi må råbe til ham, vi må bede. Og vi må lade vores Herre røre ved os på den måde, han selv har valgt for at røre ved os. Det kommer til sidst i evangeliet og derfor også som afslutning i prædikenen om lidt.

2. Disciplene afviser

Men først fortæller evangelisten Markus noget, som stiller disciplene i et dårligt lys: De forsøger at forhindre, at børnene kommer hen til Jesus! De truede af de voksne, som kom med børnene. De stod som en bodyguard omkring Jesus for at beskytte ham mod at involvere sig i de små børns liv. - Disciplene kunne nok godt forstå, at spedalske, syge, blinde og døve havde brug for hjælp fra Jesus. Men spædbørn havde vel ikke brug for hjælp af deres Mester? Var undervisning af voksne ikke mere nødvendig?

Sådan argumenteres der også imod barnedåb. Børn har ikke brug for frelse og hjælp. De er uskyldige, og man kan vente, til de bliver 10 eller 17 år og kan forstå og selv kan tage stilling til Jesus’ undervisning. Her overser man, at børn ikke først bliver syndere, når de bliver 7, 9 eller 17 år. Små børn behøver man ikke at lære at være selviske eller at mobbe i børnehave og skole. Det kan de. (Eksempel: En ældre kvinde på et plejehjem nævnte for mig forleden, hvordan hun og andre børn i hendes klasse havde mobbet og ødelagt en skolelærer. Og hun følte sig skyldig. - Jeg kender en lignende situation fra mit liv 8. klasse.)

Børn har brug for tilgivelse og frelse. Og det helt fra fødslen af. David siger det i Sl 51 : I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig (v7). Små børn skal bringes til Jesus for at få hans velsignelse. De skal høre bibelhistorie ikke kun om søndagen, men også i ugens løb i den daglige andagt. For sådan lærte vi jo selv Gud at kende. Der er ingen anden måde.

Men disciplene modsatte sig, at de små børn kom til Jesus. Det samme onde gør vi ved vores familie og vore børn, hvis vi i travlhed og stress lægger den daglige andagt, læsning i Bibelen og bøn bort. For det er ved bibelens budskab, at Gud velsigner både børn og voksne. Vi burde være lige så ivrige og påtrængende, som de voksne i teksten, og ikke ligne Jesu disciple, hverken ved at undlade at give dem Guds ord i hverdagen eller om søndagen i gudstjenesten.

Jesus blev vred på sine disciple. Og han bliver også vred på os. Derfor ved vi, at de små børn har brug for velsignelsen, og at Jesus vil velsigne dem. Når Jesus siger: ”Guds rige er deres” er det ikke for at berolige disciplene. Han mener IKKE, at de små i alle tilfælde er Guds børn, uanset om han velsigner dem eller ej. Guds rige er for de små børn. Derfor må voksne ikke holde børnene borte fra Jesus, men skal bringe dem til Jesus, så han kan velsigne dem og tage dem ind i under Guds herredømme i Guds rige.

3. Hvordan rører vores Herre ved de små børn i dag – og ved os?

Først og fremmest ved, at han selv blev menneske. Her har han rørt ved os alle. Han har blandet sig med os. Han er gået ind i vores liv på en måde, så han ikke længere kunne sige: ”Det er ikke mit ansvar!” Han gjorde det så totalt, at han døde for os. Han ved, hvordan det er at være mig. Han ved det fuldt ud. Han blev menneske for at have medfølelse og tage ansvar. Han påtog sig vore vilkår. Han blev kød og blod sådan, at han ikke mere kunne skilles sig fra os. Han bar endog vore synder og døde i vort sted. Sådan har han involveret sig i vores liv og ført.

Og dernæst ved sakramenterne: dåbens og nadverens sakramente. Jesus har givet os dåben og nadveren som de midler, hvorved han rører ved os og involverer sig i vores liv med sin frelse, nåde, tilgivelse og omsorg. – Nogle vil måske mene, at vi skal gøre, som Jesus selv gjorde: Tage børn i favn og lægge hånden på dem. Men Jesus har intet sted sagt, at han vil velsigne børn i dag på den måde. En sådan befaling har han ikke givet os. Det er godt at tage børnene i favn og velsigne dem med Guds ord. Men vi skal først og fremmest gøre, hvad Jesus har befalet os, da han sagde: ”Gør alle folkeslag til mine disciple, i det I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer!”

Dåben sammenlignes i Bibelen med Jesus’ kappe. For Paulus siger: ”Alle I, som blev døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus” (Gal 3,27). I dåben bliver vi klædt på med ham. Han er uden på os, og vi er inde i ham. Han er som en varm vinterfrakke. Han er som en redningsvest og beskyttelses­dragt. Han beskytter os mod døden og synden. Så hvis vi skal hjælpe børn hen til Jesus og lægge dem i hans favn, har vi her det middel, som Jesus selv har givet. Derfor ved vi, at han nu rører, velsigner og tager børnene i favn. Han har jo også sagt om dåben, at den genføder. ”Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd.!” (Joh 3). Dåben er genfødslens bad (Titus 3). Derfor døber vi børnene. Og derfor blev vi selv døbt. Vi er blevet rørt ved af Jesus.

Og han rører os, hver gang vi går til nadver . Det andet store sakramente, er blevet muligt, fordi Guds Søn blev menneske. Han giver os brød og vin, som er hans legeme og blod. Da ved vi, at han rører ved os. Han tager ansvar for vores liv og velsigner med nåde og sørger for i morgen. Da er alt vel. For Jesus har rørt os.

Når Jesus sådan rører ved os og tager ansvar for vores liv, da skal vi ikke være bange for at røre ved hinanden og involvere os i hinandens liv i familien og i menigheden og der, hvor vi bor. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk