Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

 

Hun rørte ved kvasten på hans kappe

24. e. trinitatis
14. november 2021, Gratiakirken (LGJ)

Lukas 8,41-48
Så kom der en mand, som hed Jairus; han var synagogeforstander. Han faldt ned for Jesu fødder og bad ham om at gå med hjem, for hans eneste datter lå for døden; hun var omkring tolv år. Mens Jesus var på vej derhen, trængtes skarerne omkring ham. Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og selv om hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på læger, kunne hun ikke helbredes af nogen. Hun nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks ophørte hendes blødninger. Jesus sagde: «Hvem var det, som rørte ved mig?» Da ingen ville være ved det, sagde Peter: «Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.» Men Jesus sagde: «Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig.» Da kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun skælvende frem, og hun faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt. Han sagde til hende: «Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!»

Vi har brug for at røre ved ting og frem for alt at røre ved hinanden og blive rørt ved. Både i barndommen, ungdommen, voksenlivet og i alderdommen. Holde hånd. Røre. Det giver tryghed og styrke. Alle har vi brug for nogen, som vil røre både vores krop og sjæl. Eller tænk på de ægtefæller, som måske ikke har rørt ved hinanden i månedsvis eller i flere år eller på en ældre på et plejecenter, eller på et barn, som er bange. Evangelisten Matthæus fortæller os i dag, at synagogeforstanderen Jairus ønskede at Jesus rørte ved hans døde datter, og at en kvinde, der havde lidt af blødninger i underlivet ønskede at røre ved Jesus’ kappe. JAIRUS: ”Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.” KVINDEN: “Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.”

1. At røre er at få del i og tage imod hjælp

Evangelierne er fyldt med eksempler på menne­sker, som kom i berø­ring med Jesus. De havde et stort behov for at røre ham. Og det var gensidigt. Jesus ønskede også at røre dem, ikke blot betrag­te, men få fat i, så de kunne blive hans i tro og tillid. Om en spedalsk står der: Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: “Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed (Matt 8,3). Om en døvstum fortælles det: Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge (Mark 7,33). Og da enkens søn i Nain blev båret ud til graven, gik Jesus hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: “Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” (Luk 7,14). Jesus rørte også ved sine disciple, da de var grebet af frygt på det hellige bjerg. Han gik hen og rørte ved dem og sagde: “Rejs jer, og frygt ikke!” (Matt 17,7). Og den måske mest kendte beretning er den om de små børn: De bar deres spædbørn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; da disciplene så det, truede de ad dem. Men Jesus tog dem i favn og velsignede dem (Luk 18,15).

Det handler alt sammen om at røre ved Jesus Kristus, og at han rører ved dem. Apostlen Johannes siger: Det, som var fra begyndelsen, det, ... vore hænder rørte ved, det forkynder vi jer, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os. Det vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus (1 Joh 1,1-3).

2. Kvinden i evangeliet

Kvinden i evangeliet viser os, hvad det gælder. Og evangelisten Lukas uddyber og fortæller hendes baggrund: Der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og selv om hun havde brugt alt, hvad hun ejede, på læger, kunne hun ikke helbredes af nogen. Hun havde lidt i mange år: Der var mange, som havde rørt ved hende. Læger havde kigget undersøgt hendes underliv. Men intet havde hjulpet. Sådan er det dybest set med os menne­sker indbyrdes. Vi kan nok røre, røre hinan­dens hjerter, røre og lindre sår og slag. Læger kan meget. Men må også give op. Og hvad så? Da skal vi høre, hvad Den hellige Skrift siger om Guds arme og hænder. 5. Mosebog 33,27 ”i sin højhed bor han i skyerne, Gud fra ældgammel tid. Men hernede er hans evige arme.” Esajas 49,16: Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.” Og Johannes 10,28: ”Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Kvinden i evangeliet havde hørt om Jesus og vidste, at han havde rørt ved andre, så de blev hjulpet. Derfor vovede hun sig frem - bagfra. Hun gjorde alvor af det og rørte ved kvasten på hans kappe. Hun troede på Jesus. Hun nærmede sig bagfra og rørte kvasten på hans kappe. - Hun gør ikke noget væsen af sig, men kommer i ubemærkethed. Sådan reagerer vi mennesker, når vi virkelig er i nød. Det er vanskeligt og svært at bede om hjælp. Og det kan ske, at man snarere bliver siddende og venter i skjul af de mange andre og bliver overset og glemt. Alligevel har man et spinkelt håb om, at der dog vil være én, som vil røre ved os.

Martin Luther siger i en prædiken, at der skal prædikes tørst og evangelium, så det menneske, som i sin samvittighed kryber sammen og gemmer sig i en afkrog i menigheden og næppe tør tro sig set og elsket af Gud, får at høre, at nåden, livet, tilgivelsen og kærligheden netop er til ham.

3. Jesus og disciplene

Jesus og hans disciple reagerer forskelligt: Og Jesus spørger: Hvem var det? Da ingen ville være ved det, sagde Peter: “Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.” (Lukas 8,44-48). Peter har svar på rede hånd: “Tænk dig om, Jesus, de rører jo alle ved dig. De skubber og trænges om dig. Der er vel ikke nogen, som har rørt ved dig mere end andre.” - Peter og de andre var på vej til synagogeforstanderen – den betydnings­fulde mand i byen. Kvinden blev totalt overset. Her repræsen­terer Peter alle os, som er tilbøjelige til at se den vej, som de andre gør, og være med, hvor der sker noget, hvor mennesker med et navn er i fokus.

I Jakobsbrevet siger Gud til os: En ren og ægte gudsdyrkelse for Gud, vor Fader er at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden (Jak 1,27). Og Jakob nævner, at de i deres gudsdyrkelse har øje for den rige og fornemme, men overser den fattige og lader ham få den nederste plads, hvor han bliver overset. - Hvordan med vores gudsdyrkelse? Den egentlige grund til at gå i kirke er at vi har brug for, at vor Herre Jesus rører ved os, som han rørte ved kvinden. Og sammen med denne gudstjeneste, hvor han hjælper os, hører med, at vi hjælper hinanden, og særligt dem, som ellers bliver overset og ikke regner sig selv for noget, og heller ikke bliver regnet for noget af andre mennesker.

4. Jesus rører os

Herren Jesus har rørt ved vore liv med sit liv da han blevet menneske. Han har været fristet i alle ting ligesom vi - uden synd. Han bar vore sygdomme. Han led og døde. Han mærkede vores skyld på sin krop og sjæl. Han har rørt ved os. Herren Jesus rører ved vores samvittigheder, når han spørger os, hvad der er blevet af gudsdyrkelsen i vore liv. Vi har brug for, at han hjælper os. Vi ligger som Jairus’ datter – er døende. Vi er som kvinden: urene og behøver frelse. Han rører os, når han taler til os gennem evangelierne og apostlene og profeterne. Og han rører os, når med trøst og tilgivelse, når du er i kirke - også selv om mange i menigheden kigger en anden vej og overser dig. Han siger: “Kom hid til mig!” Og Skriften opfordrer os med ordene: “Vi har en ypperstepræst, som kan have medlidenhed med os ... Lad os derfor træde frem og finde nåde til hjælp i rette tid” (Hebr 4,15-16).

Det er den egentlige grund til at gå i kirke: at Jesus er her og vil hjælpe os gennem sit ord og sine sakramenter. Han vil hjælpe kvinden, den oversete og anfægtede, som har prøvet alt og som ingen mere gider at beskæftige sig med. Han vil hjælpe dig. Han vil røre ved dig. Derfor har Gud givet os nadveren: Der får du lov at smage, mærke og røre. “Dette er mit legeme”, siger Herren. Vi har brug for berøring, når det gælder dem, vi elsker, og som elsker os. Brevkontakt er ikke nok. Vi har brug for en favn - øjnene - hånden - favnen. Nadveren - det er fællesmåltidet med Kristus og med hans menighed. Han rører personligt ved os. Og vi griber hinandens hænder og siger: “Tillykke og velsignelse!” Vi har grund til at sige det med jubel. Nu har jeg fået kontakt og fællesskab. Jeg har rørt ved ham, som skabte mig. Og han har rørt mig med sin tilgivelse. Sådan gik det også i evangeliet om kvinden.

5. Den usete og forskræmte fortæller

Da kvinden så, at det ikke var forblevet ubemærket, kom hun skælvende frem, og hun faldt ned for ham og fortalte i hele folkets påhør, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvordan hun straks var blevet helbredt. Han sagde til hende: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”  Sådan tjener Gud os, når vi råber ham om hjælp. Det er den sande gudstjeneste. Herren hjælper den usete og for­skræmte. Jesus sørgede for, at kvinden kom ud af sit skjulested. Og vi hører det i dag, så vi også frimodigt kan komme til Jesus Kristus, råbe, bede, røre, tage imod og få hjælp – og lægge mærke til hinanden og hjælpe med trøst og lindring, hvor det er muligt. Amen.