Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Når du har mistet alt andet

16. søndag efter trinitatis. LGJ
Salmer: 373, 202, 130 // 628, 430, 189
Odense fredag 17.9.2021 København lørdag 18.9.2021 Aarhus søndag 19.9.2021.

Evangelium: Lukas 7,11-17
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Evangeliet er ikke skrevet for kvindens skyld, men for vores skyld: For at vi skal kende Jesus Kristus. Og for at bevare os i troen, når vi mister alt.

1. Enkens tab og vores

Kvinden havde mistet alt håb om at få sin søn tilbage. Hun vidste jo intet om, at Jesus ville besøge hendes lille landsby den dag. Hun havde nok tidligere håbet, at sønnen ville blive rask, men nu var håbets sidste lille flamme slukket.

Lukas fortæller ikke, hvad der var i hendes hjerte, men hvad der var sket i hendes liv. Og det er så slemt, at vi kan få ondt helt ned i maven: Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende (v12). Hun var enke. Hun havde mistet sin mand. Og nu for anden gang mistede hun deres eneste søn. Derfor var der ikke mere at miste. Alt var tabt.

Og en stor skare fra byen fulgte med hende (v12). Lukas gør os til en af dem i den store skare. Vi føler med hende. Men ingen kan hjælpe. Når noget lignende sker hos os, kan vi heller ikke hjælpe med meget. Men vi kan vise medfølelse og følges med dem, der har mistet. Og selv om vi ikke kan give andre deres døde tilbage, kan vi dog hjælpe med et besøg og en trofast håndsrækning. At være kristen er at følges med hinanden i lyst og nød. … og at dele det levende håb, som evangeliet giver os.

2. Enkens hjælp og vores

Kvinden fik hjælp. Overraskende, uventet og ufortjent! Lukas fortæller: Da Herren så hende, ynkedes han over hende. Når Lukas skriver ”Herren” i stedet for Jesus, hjælper han os til at huske på, hvad Herrens engel kaldte Jesus: I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, HERREN (Luk 2,11). Jesus er ikke en fremmed i forhold til enken, selv om hun ikke har mødt ham før. Han er hendes HERRE. Men også hendes slægtning, fordi han er HERREN, Guds Søn, som blev menneske.

Jesus er også din HERRE. Og din slægtning. Din bror. Han forstod enken i Nain på en særlig måde. For ligesom hendes døde søn var hendes eneste, sådan var han også selv sin Faders eneste. Lukas skriver: MONO-GENÆS – eneste fødte. Eller sagt med et kendt gammelt ord: ”enbårne”, den eneste, hun havde født. I Skriften står det samme om Jesus. Johannes 3,16: Således elskede Gud verden, at han gav din søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham … skal have evigt liv.” Og i Johannes 1,18: Ingen har nogensinde set Gud. Men den enbårne, som selv er Gud, er blevet hans tolk.

HERREN ser og ynkes. Det gør ondt helt ind i hans hjerte. Han er blevet menneske, vores bror. Han føler med dig og mig. Det gør han, også selv om vi – ligesom enken – ikke ved om det og ikke har kaldt på eller bedt Gud om hjælp. Gud hjælper os uden nogen forberedelser hos os. Han ser dybt ned til enker og faderløse, syndere og skyldnere, syge og døende. Han findes grunden til vores hjælp. Han påbegynder den og fuldender den. Det bliver vi mindet om hver søndag i skriftemålet: Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag (Fil 1,6). Han ynkes over os. Barmhjertighed. Nåde. Gud er en nådig og barmhjertig Gud. Sådan kender vi ham i Jesus Kristus!

3. Guds godhed og vores blindhed

Hvis vi altid troede på Guds nåde og barmhjertighed, ville hjertet altid være let og glad. Men vi ser det så dårligt. Guds godhed er ellers tydelig nok. Som der står i en salme: Herrens godhed fylder jorden (Sl 33,5). Men hvor mange takker ham af hjertet dagligt? Om morgenen, middagen og aftenen og om natten? Takker for gode forældre, for ægtefælle, for søskende, for venner, for arbejde, for helbred, for at bo i et trygt land, for hjælp hos lægen, for skole og gode lærere, for frelsen, for en kristen menighed, for trofaste medkristne og for det evige liv? Vi overser let Guds velgerninger og glemmer dem. Og vi tænker nogle gange, at vi er i vor gode ret til at være utilfredse. Ja, vi kan helt glemme Gud i hverdagen.

Undertiden lader Gud os mennesker falde i angst og nød og i smerte og bedrøvelse. Og da kan de se virkelig ud, som om Gud ikke er til og ikke bekymrer sig om os. Sådan er det i denne verden på grund af synden og døden, hvis ikke vi ved, hvad synd og død er.

Men hvad er da synd? Synd er, at vi ikke tror på Jesus Kristus, og at vi lever med ryggen til hans frelse. Synd er også alt det, vi gør eller undlader at gøre til skade for hinanden. Synd er alt det fra os, som vanærer Gud.

Og hvad er død? Døden er syndens løn (Rom 6,23). Døden kom ind i verden ved ét menneske og trængte igennem til os alle, fordi vi alle syndede (Rom 5). Når vi mærker, at det er sådan med vores synd og død, da ser vi, hvor stort det er, hvad Herren Jesus gjorde for enken, og hvad han har lovet at gøre for os til sidst. Jesu død på korset og hans opstandelse påskemorgen er beviset på, at Gud ikke blot er til, men også er vor frelser. Og i den hellige dåb blev vi forenet med ham, vi blev begravet med ham og opstod med ham. Det er vort pant på, at vi tilhører ham. Det skal vi høre igen og igen. Kun sådan erkender vi Guds velgerninger mod os.

4. Enkens hjælp og Jobs hjælp og vores

Når vi hører om enken og hendes eneste søn, tænker vi på noget lignende i vores eget liv: Tab af en forælder, en ægtefælle eller et barn. Sygdom, som tog fremtiden fra os og fra andre, vi kender. Men her afbryder Lukas vores tanker og siger: Da han nærmede sig byporten. Han nærmede sig kvinden, der havde mistet alt. For Herren er de faderløses fader og enkers forsvarer. Og han viste hende det. Og når vi på lignende måde mister, har vi en Gud, som kan og vil give os det tilbage i Kristus. Mange velgerninger her på jorden. Og til sidst en salig opstandelse.

Kvinden turde ikke tænke, at hun skulle få sønnen tilbage. Og du tør ikke tænke, at Gud vil frelse en synder som dig og lade dig opstå på den yderste dag. Eller at han sørger for dig og giver dig fællesskab her i livet og evig salighed. Men det viser han os i evangeliet. Alle Guds gerninger og mirakler ser umulige ud. Når et menneske er død, kan vi ikke stille noget op. Når du har mistet alt, har du mistet alt. Ja. Og dog! Du kan sige som Job: Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se (Jobs Bog 19). Det kan Gud gøre på et øjeblik midt i livet. Og om ikke før så på den yderste dag. Når vi har hårde tider, kan vi holde fast ved Guds løfte, som er, at han mener det godt med os. Det fortæller evangeliet. Det fortæller Jobs Bog. Det fortæller evangelisten Lukas i kapitel 7,11-17. Livets vej var lukket for kvinden. Men så kom Jesus, som er Vejen, Sandheden og Livet. Han borttager døden (Es 25,8). Den bliver opslugt for altid (1 Kor 15,26). Det blev tydeligt den dag i Nain.

5. Gud har besøgt sig folk og bor ved troen i vore hjerter

Og hvordan gør han det så hos os? Ved at røre ved os og sige noget til os ligesom dengang i Nain. Det gør han i Ordet og Sakramenterne. Han taler til os og rører os. Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet …” (Joh 11,25-26). Apostlen siger: ”Ingen af os lever for sig selv …” (Rom 14,13). Esajas siger "Han vil tørre tårerne af kinden" (25,8). En kristens tro er en tro på det, der ikke ses, men som Gud har lovet os! (Hebr 11,1ff). Evangeliet bringer Kristus nær hos os, mens vi hører det. Evangeliet er hans røst. Og ligesom Herren rørte den unge mand med sin hånd, sådan rører han os i sakramenterne. Han giver os sit legeme og blod. De to ting hører sammen: Ordet og sakramentet. Da prises Gud, sådan som evangeliet også viser os det til sidst: ”Gud har besøgt sit folk!” Det er et gennemgående ord i Lukas-evangeliet: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk (Luk 1,68). ... takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os og lyse for dem i mørke og dødens skygge ( Luk 1,78). Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« (Luk 7,16). Jesus besøger os for at bo og være hos os for altid.

Han går med dig hjem fra kirke. For han er dig nær ved evangeliet, han har givet dig. Om du så mister alt andet – og det gør vi både undervejs i livet og om ikke før, så når vi dør – da har vi ham, og vi tilhører ham. Han bor ved troen i vore hjerter og rejser os op af graven til sidst. Amen.

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. post@vivit.dk