Det er godt at blive kaldt på!

Prædiken i Løsning og Århus 26. juni 2005 ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 692 - 363 - 441 - 326 - 430 - 325
Søndagens læsninger: Esajas 6,1-8; 1 Peters brev 3,8-15; Lukas 5,1-11

Evangelium: Lukas 5,1-11

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!" Men Simon svarede: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud." Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand." For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Der bliver kaldt på os

Gud, vores Skaber og Frelser, kalder. Vore medmennesker kalder. Og det er disse kald, som giver livet mening, den ægte og oprindelige mening. Det giver mening at tage på hytte-ferie med nogen, som har indbudt os, i stedet for at drive rundt alene i ferietiden. Det giver mening at tage på arbejde om morgenen, når der er et stykke arbejde, som venter på os. Det hører til livets inderste mening at lave mad og vaske tøj for de andre i familien og kalde og sige “værsågod!” Det fylder også livet med mening og glæde at arbejde som volontører for børn på et børnehjem i Brasilien - også selv om man ikke får penge for det. Vi lærer både Gud og os selv at kende, når vi hører ham kalde på os og ser os og hinanden og vore liv i det lys.

Søndagens tekster fra Lukas 5 og Esajas 6 fortæller om, hvordan Gud kaldte to af de største i bibelen: apostelen Peter og profeten Esajas. Vi får at vide, hvordan det gik til, at de kom i deres Herres tjeneste, altså hvordan det gik til, at deres talenter ikke blev brug t på dem selv, men på at tjene Gud og andre mennesker. Det bliver tydeligt for os, at deres indsats her i livet havde været utænkeligt uden Guds kald. De valgte ikke selv deres opgave. Og alligevel var det et kald, som var frivilligt. De kunne have sagt nej, men de sagde ja. D e fik et vanskeligt liv, men det liv, Gud kaldte dem til at leve, var det rigtige og det eneste liv for dem, ligesom det er for os.

Det begynder helt almindeligt

Det var en dag som så mange andre. En hverdag. Engang, da Jesus stod ved Genesaret Sø og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle deres garn. Så gik han op i den båd, som tilhørte Simon - og bad ham lægge lidt fra land, og han satte sig og underviste folkeskaren.

Natten og den tidlige morgen var fiskernes tid. N u var det formiddag. Nattens arbejde havde ikke givet noget. Og nu var det tid til en slags morgenandagt - Jesus underviste og prædikede om Guds rige.

Sådanne dage kender vi jo også. Arbejdet mislykkedes. Du fik 5 til eksamen. Du fik at vide, at du ikke gjorde det godt nok. Dine fiskegarn var tomme for fisk, men fyldt med krapper og tang. Du kunne nu bruge en halv dag på at rense garnene for at kunne sætte dem ud igen i morgen, og da ville de måske igen være fyldt med skidt og ingen fisk. Slid. Forgæves og til ingen nytte. Og så er det tid til morgenbøn, som du deltager i - måske lidt på afstand, fordi arbejdet og frustrationerne fylder det meste.

Du slider i familien med at hjælpe og gøre noget godt for de andre. Men hvor er frugterne? Hvad får de ud af det? Mange gange får de jo ikke noget ud af det, og du står bagefter med dit garn fuld af skidt. Skal du blive ved? Skulle du ikke hellere kaste kaldet fra dig. Skal du blive ved at tage på arbejde og tjene penge? Får du egentlig nok? Skal du blive ved at komme i din menighed og kirke? Skal du blive ved at holde morgenbøn?

Sådan er mange af vore dage. Og det er ikke indlysende at vi blive r ved at være sammen med de fire kammerater, tre skoleelever, to søskende og forældre og den eneste ene ægtefælle. Hvorfor ikke holde op og finde nye udfordringer, som man jo siger, når man skifter job?

Svaret er enkelt: Du skal blive i det, som du bliver kaldt til af Gud og af dine nærmeste. Bliv i det liv, som han gennem de 10 bud kalder dig til, og som hans nåde kalder dig til. Som kærligheden kalder dig til. Som de andre har brug for! Det er dit kald.

Kaldet lyder midt i den hverdag, hvor tingene ikke lykkedes ret godt

“Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst!” Jesus vedkender sig Peters båd og hans erhverv. Tag ud og fisk, Simon! Det er ikke forgæves!

Når hver sit skriftord lære vil, da står det godt i huset til. Sådan lyder den sidste sætning i Lille Katekismus. Når vi ved, hvad vi skal og hører det og handler derefter, da får huset, familielivet, arbejdet, menigheden og hele hverdagen sit rette liv. Et rigt og meningsfuldt liv der, hvor det ellers så håbløst og nyttesløst ud, også selv om du mente, at du havde grunde nok til at holde op og prøve noget helt nyt.

Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Vi mærker, at Simon kender og føler det samme, som vi føler. “Vi har slidt ... og ingenting fået.” Men han kender også Jesus og holder fast ved hans ord. Han sejlede ud på dybet, der, hvor man ikke ser bunden, men kun ned i et sort hav, som kan tage vore liv i en storm, og som både havde gjort arbejdet surt for ham og velsignet ham med mad til familien.

Når dagligdagen viser sig fra sin nyttesløse side, er det da ikke en herlig sætning: “... men på dit ord vil jeg”. Måske har du sagt sådan af og til? Det er et godt svar i din hverdag. Spørg ikke, hvad du har fået ud af det, du gør. Spørg ikke, om det vil lykkes. Spørg ikke om det er overkommeligt. Undersøg derimod, hvem der giver dig opgaven, og læg mærke til, hvem du gør det for: Ikke for dig selv, men for de andre! Også selv om du er ensom på din post. “På dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

Hvis Peter var blevet i land, havde han intet fanget og havde heller ikke lært, hvad han nu lærte om sig selv. Han ville være blevet hængende i den tanke, at han selv og livets muligheder afgjorde, hvad han fik ud af dette liv. Men han tog Jesus på ordet.

Erfaringen af Guds almagt

Evangeliet fortæller: Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk , så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at sprænges. Det blev en ualmindelig dag. De r var to af den slags i Simons lange liv. Den dag, vi her hører om, og den dag, da Jesus kom til disciplene efter sin død og opstandelse, da Peter havde opgivet og mistet sit kald.

Derfor skal heller ikke vi forvente sådanne oplevelser ret ofte. Nogle får dem aldrig sådan i det ydre med mirakler af den her slags. Men Gud kan jo også åbne vore øjne for de tusind mirakler, som også findes: At du vågner, at du er til, at der er menne­sker, som du kender, at du er med i en menighed, at du har en bibel og en kirke, hvor du kan lytte til Guds stemme: høre, hvad han vil med dig, få tilgivelse, nyt mod og blive overrasket, erfare stor frygt - og stor glæde. Og det er den virkning, som jo er den egentlige i evangeliet. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

Forestil dig, at du af en medkristen var blevet bedt om at spille i Lotto en bestemt dag, fordi der var et særligt behov for mange penge til en opgave. Og du vandt netop den dag 12 millioner. Nej, for os i et overflods samfund er det næsten meningsløst at have 12 millioner; vi har jo ikke noget at bruge dem til, når vi tænker på os selv. Men skete det i stor nød i et slumkvarter, hvor mange lever på grænsen mellem liv og død, da ville det virke stærkt og blive et kald til at hjælpe andre.

Peters reaktion

Peters reaktion er stærk: Nu må det være slut med vores fællesskab. Du er den almægtige. Jeg er den magtesløse og skyldige. Hvorfor var jeg opgivende, frustreret, og hvorfor lod jeg det gå ud over andre mennesker - og da særligt mine kære? Hvor var min tro på Guds godhed? Jeg levede for min egen skyld uden at tænke meget på andre. Og nu står jeg så overfor dette mirakel. Min Herre bestemmer over havets dyb, fiskene, som vi alle lever af. Peter mødte Gud den almægtige i Jesus Kristus og indså, at de ikke havde noget tilfælles. Profeten Esajas erfarede det samme. Da han så Herren og hørte englenes “Hellig, hellig, hellig!” sagde han “Ve mig, det er ude med mig. Jeg har set Hærskarers Herre.” Han troede, at han skulle dø.

Vi skal ikke blive i land, når Gud siger, at vi skal drage ud på dybet. Vi har brug for at komme derud, hvor vi ikke kan bunde, og hvor vi kan få en erfaring af, at alt er i Guds hånd. For det er det. Når han kalder os til at vise trofast kærlighed, kan det ske, at vi pludselig ser ned i dybet, ned i afgrunden og også ser, hvor uendelig langt der er mellem os og kærligheden. Peter sagde: “Jeg er en syndig mand!” Esajas sagde: “Ve mig, det er ude med mig!” Det samme må vi sige, ligesom alle de andre, som var sammen med Peter og oplevede underet. For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon.

Sådanne dage får vi nogle gange her i kirken - sammen. Ikke blot som en behagelig religiøs stemning, men som en erfaring af, at Gud er midt i vort liv som den Almægtige og Hellige. Det sker, når kirkegang og hverdag kædes sammen. Når Guds ord tager os ud på dybet, kan også vi gribes af rædsel, rædsel i følelserne og rædsel i vore tanker og bevidsthed. Vi har syndet mod vore nærmeste! Vi har syndet mod Gud! Ja, vi har ikke blot syndet, vi er syndere. Det er ude med os.

Frygt ikke!

Jesus frelser og kalder til tjeneste: Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Jesus havde nu Simon der, hvor et menneske skal være for at høre Guds kald. Du ser din Gud og din Herre midt i din hverdag. Han er den Almægtige!

Du indser samtidig, at du ikke kan og ikke skal bestemme over dit eget liv. Du er en synder. Du ser, at kærlighedens gerninger ligger udenfor dine personlige muligheder. Du er en synder. Da er det, at du holder op med at handle ud fra dine egne muligheder, og ud fra, om det gavner dig selv. Du får en ny situation: KALDETS situation. Din Herre Jesus Kristus kalder dig! Og hans kald hviler trygt på disse to ord: “Frygt ikke!” Her, hvor du har set, hvem du er, og hvem Gud er, her siger han personligt til dig: “Frygt ikke!” Frygt ikke, Esajas! Din synd er sonet. Frygt ikke jomfru Maria, du har fundet nåde for Gud! Frygt ikke, kære hyrder på Beltlehems marker, i dag er der født jer en frelser. Sådan taler Jesus Kristus til os i dag. Og med disse ord er frygten opslugt af ham. Han tog den jo fra os, da han døde på korset og bar vor skyld og straf. Og han lever og er hos os, som han siger sådan til. Han er her med sin almagt og barmhjertighed og nåde. Han er her og kalder os på ny til tjeneste.

Peters opgave - og vores

Peters kald var at være apostel. Han skulle frem over fange mennesker med evangeliets net; ikke give op, selv om arbejdet syntes forgæves, men vide, at alt afhænger af ham, som kalder og sender: Jesus Kristus, som også går med. Det er trøsten til præster og missionærer. Derfor bliver Guds ord prædiket igen og igen også i denne menighed. Det er trøsten og hjælpen til dig, som er far, mor, ægtefælle, menigheds­medlem, nabo, pædagog, mormor, storesøster eller hvad du nu er blevet kaldet til af Gud her i livet. Du lever ikke for dig selv, men for andre mennesker og for din Herre! Hver eneste morgen kalder han dig. Og da kan vi synge med på denne dejlige morgensang: Velan, jeg til mit kald mig giver og fanger nu min gerning an; min Gud mig end så nådig bliver, som han i al min tid er van; han tager hånden med mig i og med sin Ånd står trolig bi. (Fra "Vågn op og slå på dine strenge" Salmebogen nr. 692)

Frygt ikke! Amen.

Lagt på www.vivit.dk 30.06.2005/02.07.2005.