Omvendelse til tilgivelse

Kristi Himmelfartsdag 5.5.2016. København og Aarhus, Leif G. Jensen
Læsninger: Sl 113; ApG 1,1-11; Luk 24,46-53.
Salmer: 360, 199v.4, 215 // 214, 430, 225

Lukas 24,46-53
Og han sagde til dem: "Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Evangelisten Lukas for fortæller om Jesus Kristi Himmelfart i forlængelse af hans opstandelse. Det er to sider af samme sag. Jesus lever. Jesus er Herre. Evangelisten nævner særligt, at Jesus åbnede deres sind, så de forstod Skrifterne (Luk 24,45). Og vi hører, hvordan han gentog hovedsagen i sin undervisning for dem: ”at han skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag – og at der skulle prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.” Og han lovede dem kraften fra det høje. Og han velsignede dem.

Lad os i dag særligt overveje, hvad der skulle og stadig skal prædikes, og hvad han giver sin velsignelse til, at vi hører her i kirken og giver videre til andre: ”At der i hans navn prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene.”

”Omvendelse”
Ordret kan man oversætte grundtekstens græske ord "omvendelse" med ”sindets forandring”. At blive omvendt er at få et nyt sind, at få en anden måde at tænke på om sig selv og andre, at få en ny tilgang til dagen, når du vågner, en nyt forhold til dine nærmeste og primært til din Skaber og Gud. "Den danske ordbog" forklarer ordet ”sind” sådan: Sindet er et menneskes indre væsen, som består af bevidste og ubevidste processer der former dets tanker, følelser, adfærd og karakter. Og der uddybes med et citat ”Dybt i dit sind er der millioner af små skuffer, hvor du gemmer alt, hvad der gør indtryk på dig.” - Der skal prædikes, så vores sind forandres. Prædikenen er altså ikke kun ord til forstanden, men vil dybt ind i dit sind og præge og gøre indtryk. – Det var, hvad Jesus gjorde ved disciplene i sin undervisning, forkyndelse og sjælesorg. Der står også, at Jesus åbnede deres sind, så de forstod Skrifterne (Luk 24,45).

Vi er måske mest tilbøjelige at tænke i kvalitet, når vi hører ordet ”omvendelse”: Et bedre sind, et ærligt sind, et åbent sind. Men hvordan er det da med vores sind? Vi er jo kristne og gerne ville forstå os selv som omvendte mennesker. Men hvis vi ser tilbage gennem vores liv som kristne, har vi da det gode omvendte sind? Du blev ubesindig. Du havde ikke det sind over for andre, som du burde. Du forløb dig. Du blev skyldig igen. Er du så omvendt? Hvor blev det forandrede sind af? Der er jo stadig ikke kvalitet i dig. Du er ikke bedre end andre! Er du så ikke omvendt til Kristus? Jesus svarer og korrigerer os kraftigt i evangeliet.

”Omvendelse til syndernes forladelse”
Han siger jo ikke, at der skal prædikes ”omvendelse til en bedre livsførelse”, men ”omvendelse til syndernes forladelse.” Bibelen knytter IKKE omvendelsen sammen med kvalitet i os hverken før, under eller efter omvendelsen. "Det nye sind” eller ”omvendelsen” kædes derimod sammen med ”syndernes forladelse”. Kristen omvendelse er derfor ”omvendelse til syndernes forladelse”! Og ikke kun i denne tekst, men overalt i Bibelen!

Hør nogle eksempler fra Lukas’ evangelium: Luk 1,77: Lære dem frelsen at kende ved deres synders forladelse. Luk 3,3: Johannes prædikede omvendelses-dåb til syndernes forladelse. Luk 5,32: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige men syndere til omvendelse. Luk 15,7: Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Luk 24,47: og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. Og hør, hvordan Lukas skriver i Apostlenes Gerninger: ApG 5,31: Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse. Her er himmelfarten og at Jesus sidder ved faderens højre hånd knyttet tæt sammen med, at mennesker får et andet sind og syndernes forladelse.

Hvis omvendelsen var ”omvendelse til forbedring” 
Hvis omvendelsen var til forbedring og ikke til syndernes forladelse, ville der ikke være forskel på kristendom og Islam, Jødedom og almindelig humanistisk morallære. Da ville det jo bare gælde om, at blive bedre mennesker, så man kan sige, som en from jøde engang sagde: ”Jeg takker dig Gud, at jeg ikke længere er som de andre” (Lukas 18,11-12). Tak, at du har gjort mig anderledes. Tak, at du har forandret mig og givet mig et bedre sind. Men Jesus chokerer jo i den fortælling ved at modstille tolderen, som ikke ville løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: ”Gud, vær mig synder nådig” (Luk 18,13). Jesus siger, at tolderen var retfærdiggjort, men det var den anden (farisæeren, den fromme jøde) ikke (Luk 18,13). For han var ikke ”omvendt til syndernes forladelse”, men til alle de gode kræfter i ham selv. Og det er, hvad farisæisme, islam og humanistisk morallære handler om.

Men netop fordi synden ikke udryddes i genfødslen og omvendelsen, men tilgives og stadig findes i mennesket, derfor rumsterer den og kommer til udtryk i os og gør os skyldige. Og af den grund vil omvendelsen til syndernes forladelse være noget, vi har brug for dagligt. Daglig omvendelse til tilgivelsen. Sindet skal vendes til Nåden i Kristus. Det skal der prædikes for os!

Vores sind – uden syndernes forladelse
Lad os sammen forestille os, hvordan vi har det i sindet uden tilgivelsen. Hvordan er vores tanker indstillet, og hvad tænker vi om os selv, om andre mennesker og om Gud, hvis vi ikke er omvendt til syndernes forladelse?

I forholdet til os selv:  Uden tilgivelse kan skyld og skam præge og dominere tanke og sind, og man er trist og nedtrykt. Og med god grund. Ingen kan tale dig fra det. Du har jo ret. Det er skyldig i mange ting. - Eller også præges tankerne af andre menneskers fejl, det forkerte, de gør, og hvordan de har svigtet. Man har et kritiserende og dømmende sind. Og ingen kan tale os fra at tænke sådan. For det er jo sandt, at andre mennesker har mange fejl. Det foregår herinde i os – i sindet.

I forhold til andre mennesker:  Når vi har det sådan i hjertet, kan det ikke undgå at præge vort forhold til andre mennesker. Det kan give sig udslag i frygt og skamfuldhed, så vi trækker os tilbage og bliver ensomme. For der er ingen tilgivelse. Vi forventer ikke, at andre vil bære over med os. - Eller vi giver igen, fordi vi føler os sikre på, at vi er bedre end visse andre. Da sidder du i dit elfenbens­tårn og er faktisk også ensom.

Og i forholdet til Gud:  Uden tilgivelse må du være bange for Gud, usikker og forsøge at formilde ham. Du foretager dig måske tåbelige åndelige ting, som alligevel ikke nytter. Påtaget fromhed. - Eller du giver Gud ansvaret for at det går som det går – for sygdom, lidelse og død. Gud bliver bebrejdet. - Eller man forkaster helt Gud, at han eksisterer og findes. Man har i hvert fald ikke lyst til at gå i kirke og læse i bibelen. For den handler jo bare om, at Gud eller præsten vil forsøge at lave om på vores liv, som jo ikke er spor dårligere end præstens eget liv. 
- Sådan er det gamle sind: Skyldigt – præget af håbløshed og nedtrykt eller selvtilfredst og har nok i sig selv og vil ikke tro på Gud.

Vores sind - med syndernes forladelse
Derfor skal der prædikes om at Kristus døde og opstod. Det skal lægges ind i hjertets skuffer, så hjertet bliver overbevist om, at der er tilgivelse, syndernes forladelse. Og da forandres hjertet. Det bliver anderledes. Nyt. Ikke kvalitativt bedre, men anderledes. Du kan stadig miste besindelsen og tænke ondt i dit hjerte. Du kan stadig ophøje dig selv og kritisere andre. Men da hører du igen om ham, som døde for dig og din næste. Du hører, at han opstod fra graven. Du hører, at han sidder ved Faderens højre hånd. Sindet bliver vendt hen til ham, som døde for dig. Han er mellem­mand mellem Gud og mennesker. Det er omvendelsen til syndernes forladelse.

Dette evangelium blander sig i vores aller inderste liv. De trænger sig på og vil overtage styringen af sindet, så vi er rettet mod tilgivelsen, både når vi tænker på os selv, når vi har med hinanden at gøre, og når vi beder til Gud og skal i kirke. Da bliver gudstjenesten til syndernes forladelse. Da bliver morgenandagten til syndernes forladelse. Da bliver arbejdsdagen en arbejdsdag i syndernes forladelse. Og familielivet er omgivet af og beskyttet ved syndernes forladelse.

I skal være vidner om dette! 
Jesus sagde til sine disciple, at det skulle være vidner om dette. Det skulle de. Og de blev velsignet til det. Og efter at han var taget op til himlen, vendte de tilbage med stor glæde.

Det er også vores mission: at vidne om omvendelsen til syndernes forladelse. Og ligesom disciplene dengang må vi begynde, hvor vi lever og er. I vores Jerusalem. I vores menighed, i familien, i opgangen og på arbejdet. Det er den mission, som Kristi Himmelfarts dag minder os om. Og Jesus løftede sine hænder og velsignede dem. Og idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. Og han sidder ved Faderens højre hånd og er med os alle dage. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 5.5.2016. post@vivit.dk