Dobbelt-beviset

Prædiken på 2. påskedag (I) i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 199v.1-3 - 193 - 208 - 210 - 199v.4-5

Lukas 24,13-35

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?""Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke." Da sagde han til dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: "Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld." Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser.

Hvorfor viste han sig ikke for dem med det samme?

I enhver kristen menighed ser man et kors, en prædikestol og et alterbord. Korset peger på, at det er ved Jesu korsdød og opstandelse, vi er frelst. Prædikestolen og alterbordet er vidnesbyrd om, at troen skabes og bevares ved det ord, som prædikes, og ved den hellige nadvers sakramente.

Påske-beretningerne peger alle i denne retning: Kvinderne blev mødt ved graven af en prædiken. Engle prædikede for dem: "Frygt ikke! Den korsfæstede er ikke her. Han er opstået!" Jesus viste sig ikke straks synligt for dem. I stedet fik de en prædiken at høre. Og det var nødvendigt, at engle prædikede. For intet menneske kunne have udtænkt dette budskab, hverken apostle eller nogen andre. Vi synes måske, at det havde været meget lettere, hvis Jesus selv var kommet og havde sagt: "Her har I mig igen! Så kan I selv se!" Men Gud valgte at lade det ske ved prædikenen. Også da Maria Magdalene senere stod ved graven, og Jesus kom, var det ikke synet af Jesus, der hjalp hende til tro. Først mente hun, at det var havemanden. Nej, det var, da Jesus prædikede for hende med ét eneste ord, at hun genkendte ham. Nemlig da han sagde: "Maria!" På samme måde gik det for disciplene på vej til Emmaus: De fik ikke håb og tro ved at Jesus sagde: "Se, her er jeg!" Det skete derimod ved, at Jesus som en ukendt fulgtes med dem og spurgte ind til deres håbløshed og udlagde Skriften for dem og prædikede for dem. Og da han havde prædiket for dem, sad han til bords med dem og brød brødet. Derfor har prædikestolen og alterbordet afgørende betydning i den kristne menighed

Nogle vil nok mene, at det hænger anderledes sammen. Nemlig, at evangeliernes påskeberetninger lader budskabet få så fremtrædende en plads, fordi Jesus i virkeligheden slet ikke opstod. Alle de mange ord skal til, fordi det kun er ord. De samme vil nok også tilføje, at hvis de selv skal tro på Jesus som Guds Søn, må der anderledes håndfaste beviser på bordet. Virkelige beviser. Og dermed menes for det meste noget for øjet, noget for ens oplevelse. Men hvad er det, der skal bevises? At Gud er til? At Jesus er Guds Søn? Kan det bevises, så alle dermed tror? Hvad med naturens overvældende bevis på, at der er en Skaber og Herre? Har det givet mennesker tro og tillid? Og da Jesus vandrede på jord, troede mennesker dengang på ham, når han udførte et under? Var sagen dermed klar? Nej, det var ikke tilstrækkeligt dengang. Og det vil heller ikke være nok i dag.

Det, der skal til, for at vi mennesker tror på Jesus som den opstandne, er et dobbelt-bevis. Et bevis, hvor vi ikke får lov at blive på sidelinien som tilskuere, men trækkes med ind i det felt, hvor livet foregår! For hvis Kristus er opstået og er en frelser, så er det jo for os, det skete. Derfor må beviset være et dobbelt-bevis: For det første må det bevises, at du har brug for en frelser, og dernæst, at Jesus Kristus er den frelser, du har brug for. Og netop dét gør Jesus for de to Emmaus-disciple.

Hvordan har I det?

Jesus tager disciplene alvorligt i deres håbløshed. De ville ikke være hjulpet ved, at han var kommet ned fra en sky og havde sagt: "Her er jeg!" Derimod blev de hjulpet derved, at han dukkede op som en ukendt og fremmed midt i deres personlige nød og lidelse.

Det første er, at Jesus spørger: "Hvordan har I det? Hvad er der sket?" Og de fortæller. De er blevet ramt, men forstår ikke, hvad det hele skal til for. En del af problemet er, at de ikke selv ser og fatter, hvad der er galt med dem. Derfor har de brug for en prædiken. Jesus siger: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Det er dette "SKULLE", som de ikke har fattet: Kristus "måtte", "burde", "var nødt til" og "skulle" lide alt dette for jer. Her er troens kildespring. Også i vores menighed. Måske lader han også os komme ud for svære og tunge begivenheder, for at vi bliver til at komme i nærheden af. Overfladiskheden og vores jagt efter bare at være tilskuere til livet vil ingen ende tage, hvis ikke vi bliver standset og trækkes tilbage til virkeligheden.

Sådan gik det de to Emmaus-disciple. Og sådan er det måske også gået dig. Du må mærke, at du bærer et ansvar. Du må mærke, at du ikke lever for dig selv, men har kald til at leve for andre. Du må mærke, at livet ikke bare er enkelt. Gud trænger sig også ind på livet af dig gennem begivenheder i dit liv, som du ikke kan overskue og fatte. Hvorfor skete det? Sådan mærker du, at skylden og døden ikke er teori, men virkelighed. Han påviser håbløsheden og synden i dit liv. Og da er første del af dobbeltbeviset ved at blive gennemført i dit liv: at du og andre mennesker på grund af synden og døden har brug for en frelser. Når Gud bliver nærgående på denne måde, så vend dig ikke bort. Glid ikke af, når han vil bevise for dig, at du er en synder! Træk dig ikke tilbage som tilskuer! Lad ikke verdslig nydelse eller falsk kristendom bedrage dig. Lad dig i stedet fastholdes af de krav, som Gud stiller til dig i sine bud. Det har din næste brug for! Og selv har du også brug for det, for at første del af påske-beviset kan føres til ende, så du må indse, at du har brug for en frelser.

Det var det, der skete med de to Emmaus-disciple, mens Jesus talte med dem og udlagde Skrifterne for dem. De fortæller jo selv, hvordan det virkede på dem: De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" - Jeg tror, at denne "brand" skal forstås dobbelt: Både som noget, der brændte og gjorde ondt, og som varmede og gjorde godt i deres hjerter. Sådan er "Moses og profeterne": Her møder vi mennesker i glæde og sorg, i synd og under Guds tilgivelse. Her møder vi Gud som frelseren, og utallige tegn på, at Gud vil sende sin Søn som frelser - gennem lidelse, død og opstandelse. "Skulle Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?"

Kors, prædiken og nadver

Det er anden del af påskens dobbelt-bevis: at Jesu død og opstandelse er sket helt efter Guds løfte og forjættelse i Skriften. Kristus har lidt døden. Han gjorde det på grund af mennesker, og for mennesker. Han har påtaget sig det ansvar, som vi kastede fra os og ikke levede op til. Han gik i døden for os.

Korset: Jesus har uden tvivl vist de to Emmaus-vandrere, at påskelammet i Egypten var et forbillede på det offer, som blev bragt på Golgata. De så nu sammenhængen mellem lammets blod på dørstolperne i Egypten og Kristi blod på korsets planker. På den måde bliver korsets planker til et nødvendigt tegn i kirken. Disse to stykker træ er så at sige vores "livsdør", den dør, vi bor bag. Vi har vores hjem bag korsets træ. Her er beskyttelse og håb midt i et liv med mange plager. Her er udfrielse. Kristus måtte lide alt dette .... hvorfor? .... Når vi ser det udefra, fatter vi det ikke. Men når vi ser det indefra, begynder vi at forstå. Vi skimter det, når vi hører om syndefaldet og trækkes med ind i beretningen og mærker Adams angst og Evas smerte som vores angst og smerte. Og vi må erkende: deres skyld og vores skyld er én og samme skyld.

Prædikenen: Husker du den rige mand i Helvede, da han talte til Abraham: "Send Lazarus til mine brødre, så de kan tro og undgå at blive ramt af den straf, jeg har fået!" (Lukas 16,27). Sådan bad han. Men Abraham svarede: "De har Moses og profeterne. Tror de ikke på dem, vil de heller ikke tro, selv om en opstår fra de døde!" Beviset i form af tegn og undere ville ikke kunne udføre det, som Moses og Profeterne kunne og kan. Vi får altså påskebeviset gennem prædikenen.

Nadveren: Jesus førte påskebeviset til ende overfor de to Emmaus-disciple, da han brød brødet. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. - Nadveren har lige siden haft en afgørende plads i enhver kristen menighed. For i det måltid, Jesus har givet os, får vi lov at se ham et øjeblik - på forskud - her på jorden, her i troens verden. Han er her usynligt til stede. Men vi får lov at se ham i et glimt. Sådan fuldføres påskebeviset som et dobbelt-bevis. Nu ved vi det. Og nu må vi som Emmaus-disciplene skynde os hen til de andre disciple og være sammen med dem. Og de kan fortælle det samme til os. Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Derfor blev Jesu menighed en menighed med PRÆDIKEN OG NADVER (sammen med dåben). Og den kristne kirke har lige siden haft det som sine egentlige kendetegn. Prædikenen til mennesker, som vandrer uden håb. Og nadveren til dem, som har fået håbet tilbage gennem udlægningen af Skriftens ord i prædikenen. Det er højdepunktet. Det er åbenbaringen. Det er det tætteste, vi mennesker kommer til himlen her på jorden. Det er påskens gave. Amen.