Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

I den samme egn … og i det højeste og på jorden Juledag, 25. december 2019 i Aarhus (LGJ) Salmer: 109, 93v2, 95, 85, 7997, 106, 93v6 Lukas 2,8-14 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! I den samme egn var der hyrder, … Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! I den samme egn En egn er et område, hvor mennesker har deres gang og færdes. I evangeliet var det Betlehem og egnen omkring: markerne, hvor indbyggere havde får, og hvor fårehyrder vogtede fårene. Der var omkring to til tre hundrede indbyggere i byen dengang. En landsby. - Vores egn er der, hvor vi bor. Vi har den lille udsigt ud over nogle marker, eller over nogle rækkehuse eller boligblokke og en lille skov. Dér går et par mennesker, dér cykler naboen, og dér går du i skole. Dér handler du og køber ind. Du har måske også dit arbejde på den egn, hvor du bor. Og de fleste af de mennesker du kender, bor på din egn. I det højeste Og over denne lille egn, hvor vi bor, rejser sig en himmel, som synes at være uden ende. Stjerner blinker og er lysår ude i verdensrummet. Det kalder vi himlen. I evangeliet hører vi om himlen bag himlen, Guds egn, "det højeste". Og derfra er udsigt til jorden og til alle egne på jorden. Og evangeliet er har noget at sige til alle mennesker i alle egne, først i Betlehem, i Jerusalem og i Østerland, ja til jordens ende, også i vores egn. Det synger englene om. Ære være Gud i det højeste og på jorden. 1. Ære i det højeste og på jorden Det er det første vi vil høre om: Guds ære er på jorden. Guds herlighed, det skønneste og smukkeste han har, er på jorden. Han skabte jo verden, universet med planeter, solsystemer og stjerner, som kan gøre os svimle. Og med jorden som det sted, hvor han satte menneskene, som han skabte i sit billede. Os. Han delte ufattelige evner og gaver ud til os. Kærlighedens gave, livets gave. Også at vi kunne give livet videre. Fællesskab, omsorg, barmhjertighed, lydighed, trofasthed. Alle disse vidunderlige gaver gav han til menneskene. Han fyldte jorden med sin ære og herlighed. Alt er underfuldt skabt. Men menneskene vendte sig til mørket og mistede Guds herlighed. Også vi har mistet den. Ufatteligt, at vi ville leve uden Gud og ville klare det selv og forkastede Guds gode vilje med os. Ufatteligt, at vi, som tror på Gud, også har dette i os: selviskheden og dødens væsen, hårdheden, ulydigheden og troløsheden. Men i evangeliet fortæller Lukas, at Guds ære er vendt tilbage til jorden. Dvs. at de ufatteligt store gaver, som var gået tabt hos os mennesker, er vendt tilbage. Ære være Gud i det højeste og på jorden! Hvad er der da sket? Har vi ændret os? Blev alle mennesker med ét gode, barmhjertige, trofaste, kærlige, omsorgsfulde og lydige mod Gud? Begyndte de at tjene hinanden og leve for hinanden? Var det sådan, at Guds ære kom tilbage til jorden? Nej, det var noget andet. Det var Ordet, som var i begyndelsen, det var Ordet, som var hos Gud og selv var Gud, det var Ham, der tog bolig iblandt os. Han påtog sig vores kød og blod og blev menneske. Det råber og synger og jubler og fortæller den himmelske hærskare om: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden!” Guds ære er tilbage på jorden. Det skete på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien. Og vi har nulstillet tiden efter den dag: Kristi fødsel. Det er ærens genkomst til jord. Det er den dag, det trofaste og barmhjertige menneske blev født, ham, som var fra Evighed til Evighed, Kristus, Herren. Derfor synger englene: Ære være Gud i det højeste og på jorden! 2. Guds ære på den egn, hvor du bor Og det gode for Josef og Maria og for hyrderne var, at dette skete for dem og hos dem, på deres egn og i deres liv: Jomfru Maria fødte Guds Søn. Josef blev hans trofaste stedfar. Guds ære bredte sig til de to som de første. De blev fyldt af ærefrygt, fordi Gud valgte at lade sig føde i deres hjem og blive opfostret og opdraget af dem. Tænk at sørge for Herren. Tænk at sørge for Ham, som er Ordet, og som var i begyndelsen hos Gud og selv var Gud og blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1). Det var en stor ære. Mon ikke Josef og Maria ofte har sunget: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden" og takket Gud for den fred, han gav til mennesker gennem Jesus. Den ære, som Josef og Maria fik af Gud, nåede også ud til mennesker i den samme egn, nemlig hyrder, som holdt nattevagt over deres hjord. De hørte som de første, at Guds ære var kommet tilbage til jorden. Og om freden. De fik fortalt, hvordan det skete: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren!” Og hyrderne fik et sikkert tegn, så de kunne finde Frelseren og tilbede ham. Det var så simpelt og enkelt, at det næsten ikke er til at fatte: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe!” Nu kunne de jo have overvejet, om det var rimeligt og kunne være rigtigt. Et barn i en krybbe, kunne han være Kristus, Herren? Men englens budskab gav dem troen i hjertet. Og de sagde til hinanden: ”Lad os dog gå til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os!” Og de fandt barnet. For det var på deres egn. Og det får betydning for alle egne, det vil sige på hele jorden: Fred til mennesker med Guds velbehag. For Jesus har givet os to sakramenter, hvorved han træder os helt nær: Dåben og nadveren. I dåben bliver vi iklædt Jesus og bliver født som Guds børn. Gud tager os tilbage i sin familie. Giver os ære. Han renser os for vore synder og tilgiver os. Han lover os omsorg og barmhjertighed og kærlighed. Han slutter pagt med os. Det er en stor ære. Den blev din, da du blev døbt. Så omslutter han dig på alle sider og holder dig i sin hånd. Han kommer til vores egn og føder os som sine børn i dåben. Ved dåben og troen lever, røres og er vi i ham. Jesus lover i dåben at være med os alle dage indtil verdens ende. Det gælder i alle egne og til alle tider. Det andet sakramente er den hellige nadver. Her kommer Jesus med sit legeme og blod til vores egn. For på vores egn, hvor du går i skole, handler og køber ind, og hvor du har dit arbejde og bor, der er også den kristne menighed. Vi samles i vores kirke om søndagen. Her går vi til nadver og modtager Jesu legeme og blod. Vi finder Jesus, ligesom hyrderne fandt ham. Gud har givet os dette sakramente, for at vi skal vide, at han vil være hos os. Og da Jesus holdt nadver med disciplene fortalte han, at de snart skulle holde det i Guds rige, dvs. når Guds herlighed blive åbenbaret og døden og synden ikke findes mere. Sådan har Gud sørget for, at evangeliet kommer til os både med ord og med tegn, så vi kan tro, at Guds ære er på jorden, og for at vi skal have fred i ham. Vi har fået æren tilbage. Vi har fået værdigheden tilbage. For vi har fået Jesus. Han er vores Frelser og Herre. Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker – til os – og til alle andre – med Guds velbehag. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk