Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Ung og gammel hører sammen i kirken hos Jesus Kristus Prædiken julesøndag 27.12.2020 i Martinskirken (LGJ) Salmer: 90v1-2, 107, 106, Jeg kommer til din krybbe, 89v1-2, 90v3-7. Lukas 2,25-40 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sæd­vane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: «Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges -- ja, også din egen sjæl skal et sværd gen­nemtrænge -- for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.» Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Begivenhederne omkring Kristi fødsel tager os med ind i alle aldre og alle situationer. Den 24. og 25. december hørte vi om et par, som stifter familie og får et barn, og om hårdtarbejdende mænd på arbejdsmarkedet (hyrderne på Betlehems marker). 26. december forudsagde Jesus forudsagde, hvordan det vil gå hans disciple, når de forkynder fredens evangelium. Men vi mangler at høre om ældre mennesker, som er nået pensionsalderen, som ikke mere går på arbejde. Hvad betyder Kristus for dem, som mærker, at kroppen er slidt og sindet er træt? Og hvad betyder de i menigheden? Evangelisten svarer i dag. Og det er en nødvendig del af evangeliet om Kristi fødsel. Vi skal vide, hvad Kristi fødsel betyder for ældre, og hvad ældres tro betyder for den unge familie og for de unge i Guds kirke. Vi skal vide det, for at ældre og unge på den måde kan knyttes sammen i troen på Kristus også i den menighed, hvor vi hører til.   1. To ældre møder familien med barnet Det var godt en månedstid efter Kristi fødsel, da Josef og Maria tog barnet Jesus med til Jerusalem for at bringe det offer, som var foreskrevet, da Marias renselsesdage efter fødslen var omme. Troende israelitter i Guds folk glemte ikke, at arbejdet i ansigtets sved stammede fra syndefaldets dag. Og at kvindens smerte i graviditet og fødsel også var en bitter følge af syndefaldet. Moseloven foreskrev, at de skulle bringe et offer, et syndoffer til frelse og renselsen for moderen (3. Mosebog 12). Her mødte de en ældre mand, som ventede på Kristus, og derpå en kvinde på 84, som aldrig forlod templet, men tjente Gud med faste og bøn. Mødet med de to blev fik afgørende betydning for Josef og Maria. Og Simeons ord bar Maria helt frem hendes søn blev korsfæstet. Tænk, hvis forældrene i stedet havde "valgt" en af de moderne menigheder, hvor der kun er unge … da havde de aldrig mødt Simeon og Anna, aldrig fået styrken fra dem. Og da havde de gamle heller ikke mødt Jesus og fået den store trøst, som de fik. Vi har brug for at møde Simeon og Anna både i evangeliet og i den kirke og menighed, hvor vi kommer. En gammel troende kristens ord om Jesus kan også bære os. Og den trøst, som en kvinde på 84 år lever af og for, kan få afgørende betydning for os. Ældre kristne kan noget, som unge ikke kan, og de gør noget, som arbejdsramte og fortravlede yngre mænd og kvinder slet ikke har tid til. Lukas fortæller, at Simeon var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sæd­vane efter loven. Simeon havde fået en åbenbaring om, at han ikke skulle dø, før han havde set Messias. Ligesom hyrderne fik en direkte åbenbaring af Gud, da Kristus blev født, sådan fik Simeon det også. Og han delte den med alle, ligesom hyrderne gjorde det! Vi har også brug for åbenbaring fra Gud. Ellers tror vi ikke. Det kristne håb kommer ikke af sig selv. Gud giver os de åbenbaringer, vi behøver. Når vi læser Bibelens ord, får vi de åbenbaringer, Gud gav til profeter og apostle. Nogle vil hellere have åbenbaringer på samme måde som hyrderne og Simeon fik det – direkte. Måske fordi det lyder mere spændende? Her skal vi huske også på, at alt det, Simeon og Anna vidste om Herrens Salvede og Israels trøst og forløsning, det havde de lyttet sig til i Skrifterne. Det, som blev åbenbaret for dem direkte af Helligånden, var kun, at dette barn var Herren, Herrens salvede, Israels trøst. Når vi læser Moses og profeterne og i salmerne, får vi den åbenbaring, de fik. Der mærker vi Guds trøst. Fx i Esajas 40: ”Trøst, trøst mit folk, tal kærligt til dem og fortæl, at deres slaveri får en ende. Stig op på bjerget og sig: Se jeres Gud!” Sådanne ord i Skriften levede de to gamle af. Og Skriftens ord er også givet, for at vi skal leve af dem og bevare vort håb. Paulus skrev til menigheden i Rom: Alt, hvad er er skrevet, er jo skrevet for at vi skal lære af det, så vi kan bevare vort håb (Rom 15,4-7). Og evangeliet om Kristi fødsel føjer Annas og Simeons vidnesbyrd til. Vi har både brug for Guds ord og for ældre kristne, som lever af Guds ord. De kan sige yngre kristne noget grundlæggende om, hvordan Skriften skal læses, og hvor vigtigt det er at komme i Herrens hus. Hvem kan lære os bedre om bøn end en kvinde, som lever i bønnen? Jeg tror faktisk, at jeg som præst er den mest privilegerede i menigheden, fordi jeg får lov at besøge gamle kristne, ja, det hører med til mit kald. Men her får jeg jo den største velsignelse, der findes: Simeon- og Anna-velsignelsen. Derfor bør yngre kristne være med i denne tjeneste. Det er helt forkert og imod Bibelens vidnesbyrd, når unger kristne samles i særlige menigheder for unge og undgår fællesskabet med ældre kristne. Generationerne behøver hinanden i den kristne menighed, også hos os. Når vi ser denne sammenhæng mellem Kristusbarnet, det unge par, hyrderne midt i arbejdslivet, og hvor det er to ældre troende, der afslutter beretningen om Kristi fødsel, bliver det jo helt forkert at unge isolerer sig i ungdomskirker og ikke ser de gamle, og at de ældre lever deres liv isoleret fra yngre kristne. Det er meget menneskeligt at unge søger unge. Det er heller ikke noget underligt i, at unge familier søger fællesskab med unge familier om deres fælles børn. Men i menigheden hører generationerne sammen. Lukas hjælper os til at se denne livsvigtige sammenhæng, når de Simeon og Anna møder den unge familie i søndagens evangelium.   2. Gud taler til os gennem den gamle Simeon Lukas fortæller, at Simeon tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Et stærkt personligt vidnesbyrd om tillid til Gud og tryghed, når man har Jesus i sine arme. Når vi skal dø, kan vi hente al trøst hos Simeon. Men her er også hjælp til os hver aften efter en lang arbejdsdag. Den sande trøst har vi ikke automatisk. Den kommer ikke inde fra os selv. Nej, det er troens gave, som Gud gav til Simeon, og som han giver til os gennem Simeon og de ældre i menigheden. Du ser måske på dig selv og overvejer, om du nogensinde kan finde den fred, som Simeon havde. Men se, hvordan det gik til, at Simeon kunne sige sådan? Fordi han stod med Jesus i sine arme. Han så ikke på sig selv, men på Jesus. Han havde ikke visheden i det, han havde gjort her i livet eller i en følelse, han havde arbejdet frem i sit hjerte. Han have visheden i JESUS, som nu lå i hans arme. Men kan vi have Jesus i vore arme? Faktisk: JA. Ved nadverbordet. Der er han legemligt til stede. Og hvor ved vi så det fra? Jo, fordi Helligånden har sagt det til os. Gud siger der til os, at vi ikke skal dø, før vi havde set Messias. Den hellige nadver er et måltid på grænsen til evigheden. Hver gang vi spiser det, er det med henblik på at vi måske næste gang skal spise det i Guds rige med Herren selv – ansigt til ansigt. Og da kan vi virkelig sige: Nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. Ikke ”efter mine følelser”, men ”efter dit ord!” Helligåndens direkte ord til Simeon gjorde ham sikker på, at dette ellers helt almindelige barn var Herrens Salvede. På samme måde kan Helligåndens ord gennem Simeon og evangelisternes ord om den hellige nadver give os vished om, at Jesus Kristus er legemligt stede i den hellige nadver med sit legeme og blod. Hvordan? Fordi Kristus her siger til os: "Dette er mit legeme, som gives for jer. ... Og dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse!" (Matt 26). Lukas fortæller også, hvad den gamle Simeon særligt sagde til Maria både om hende og om alle os, som hører om hendes barn. «Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges -- ja, også din egen sjæl skal et sværd gen­nemtrænge -- for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.» Når vi lytter til Jesus, kan vore hjertes tanker komme for en dag. Når vi hører Jesu ord, bliver vi mere klar over, hvad vi selv går og tænker: både de bange tanker, frygt og angst; de onde og forkerte tanker, begær, misundelse, had; men også de gode tanker: håb, tillid og trøst. Tankerne kommer til os, når vi hører om, hvad Jesus har gjort for os og for alle, nemlig at han døde i vort sted og at han han besejrede døden påskemorgen. Jesus er verdens lys. Han afslører så meget hos os, når han udlægger Guds vilje og viser os det. Fx i bjergprædikenen, hvor han prædiker derom. Men han afslører samtidig sin egen frelsende kærlighed til os i Evangeliet. Simeons afskedsord, er blevet udbredt til alle kristne i verden og bruges af mange som deres aftenbøn. ”Herre, nu lader du din tjener gå bort i fred!” Bed hans ord om aftenen! Brug Simeons lovsang som aftenbøn før du beder Fadervor. Denne lille lovsang kan også synges. Og hvor vågner vi da op i morgen? Ja, det afhænger jo ene og alene af vor Herre. Der er to muligheder i morgen tidlig: Den ene mulighed er, at vi vågner op til en ny dag her på jorden, hvor Kristus lyser for os. Den anden mulighed der, at vi sov ind i nat og vågner op i den evige salighed, så vores sjæl er hos Kristus, mens legemet venter på en salig opstandelse fra graven, når Kristus kommer anden gang. Simeon fortæller os, hvordan dette herlige er muligt: Fordi du har set Guds frelse, som han har beredt for alle folkeslag – for alle danskere – også for os. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk