Nytårsaftens dag (II) i Gratiakirken ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 106 - 80 - 48 / 667 - 430 - 53
Prædiketekst: Lukasevangeliet 2,25-35
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel." Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag."
Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
Trøst er et godt ord. Vi kender det personligt. For vi har mange gange selv haft brug for trøst, når vi havde mistet modet, og når hverdagen i skolen eller på arbejdet var tung og trist. - Når vi behøver trøst, er det, fordi vi har følelser og bliver ramt af det, der sker i livet. Vi er ikke usårlige.
Vi synger om "trøst" i mange julesalmer. (F.eks. nr. 73v5, 93v3, 106 og 107 i salmebogen.) Det handler ikke om en ydre stemning, men om at blive hjulpet aller inderst i sit hjerte.
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. (Luk 2,25). Han ventede en helt bestemt trøst, nemlig den trøst, Gud havde givet sit folk gennem profeterne og gennem den måde, han havde ført dem på. Her var trøsten ikke kun gode ord. Den bestod derimod i, at Gud ville komme til sit folk i egen person og frelse dem fra alle deres trængsler og lidelser, ja, fra døden og alt ondt. Den gamle mand, Simeon, ventede på denne trøst.
Det er noget særligt, når ældre mennesker ser fremad. Det virker stærkt. Det er en gave. Som når man står foran et bjerg, som hverken unge eller voksne kan bestige, og en ældre siger: "Jeg bestiger det! For jeg venter på, at Trøsteren kommer. Han vil gå med mig, og så jeg klarer det." Det er stærkt! Her står en gammel mand, som både behøver trøst og trøster andre med den trøst, han selv har i sin favn.
Første gang ordet "trøst" nævnes i bibelen er i forbindelse med Noas far, Lemek. Da han fik sin søn, sagde han: "Han skal være vores trøst i vores arbejde og vore hænders møje med den jord, som Herren har forbandet" (1 Mos 5,29). Noa betyder "trøst".
Lemek var ikke specielt svag. Men han erkendte, hvad livet var. Han kendte beretningen om skabelsen, Edens have, Adam og Eva og syndefaldet. Han erkendte, at alt besværet, smerten og døden var en følge af den forbandelse, Herren havde lagt ind over menneskelivet på grund af synden. Derfor søgte han Gud. På den tid var der mange, som ikke troede på overleveringerne om Gud og skabelsen, Edens have og syndefaldet - ligesom i dag. "Vi får ikke andet paradis, end det vi selv kan skabe os", sagde de. De byggede huse og handlede. De var optaget af forholdet mellem mand og kvinde - det erotiske og seksuelle - og det havde de nok i. De har sandsynligvis anset Lemek, Noas far, for et svagt og tåbeligt menneske. Men Lemek troede på Herren. Han ventede Herrens trøst og vidste, at den ville komme med det barn, som Gud lovede Adam og Eva på syndefaldets dag.
Lemek blev trøstet gennem sin søn, Noa. For han vandrede med Gud, ligesom Lemek selv gjorde (1 Mos 6,9). De lod sig trøste ved det Gud havde lovet dem. Det gav mod til at leve og arbejde. Og Noa gik siden i gang med det store projekt: at bygge arken, som skulle redde dem, når Herrens forbandelse over vantroen ramte jorden. Det er ikke svagt at tro på Gud og hente sin trøst og sit håb hos ham. Det virker svagt i menneskers øjne. Men det er stærkt.
Juleevangeliet forkynder for os, at Guds Trøst nu er hos os. Den gamle Simeon mødte Maria og Josef i templet og tog Trøsten i sine arme. Nu er det barn kommet, som kan føre et mennesket over det høje uoverstigelige bjerg, som ligger mellem livet på jorden og det evige liv. Derfor kan vi sige med Simeon: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Der findes meget forbandet, svært og mislykket i et menneskeliv. Men Jesus Kristus er vores Trøster.
Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel" (Luk 2,34). Maria og Josef fik trøst gennem Simeons ord. Her var endnu et vidnesbyrd for dem om, at Marias barn var Guds Søn. Englen Gabriel havde sagt det direkte til Maria. Josef havde hørt det i en drøm. Hyrderne havde fortalt, at englen også havde sagt det til dem. Siden kom vismændene og fortalte det. Og nu den gamle Simeon. Maria og Josef behøvede trøst og opmuntring. For de skulle ud på en lang rejse gennem livet med Jesus. De fik ikke kun medgang, men også modgang. Og Maria oplevede, at hendes søn blev korsfæstet og døde. Da blev hendes sjæl gennemtrængt af et sværd. Men da kunne hun trøste sig med Simeons profeti.
Menneskelivet har lykkelige år og tider, men der er også tider, hvor meget ser umuligt ud. Men Trøsteren - Guds Søn - er kommet. Derfor lad os synge: Med din trøst min sjæl opfyld / for min frygts og armods skyld, / at i troen idelig / jeg må hænge fast ved dig, / at når du i herlighed / kommer anden gang herned, / jeg kan dig i møde gå / og retfærdig for dig stå (DS 62,5-6). Amen.
