Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

21

21

Hvorfor skal jeg sige tak?

14. søndag e. trinitatis
5. sep. 2021, LGJ

Lukas 17,11-19
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."

Spørgsmål: HVORFOR SKAL VI SIGE TAK?

1. Tak, fordi vores Mester er på vandring hen til os!

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske;

Hvis vi går rundt med en lidelse, et problem, en smerte, takker vi ikke. Vi er kede af det og klager. Måske du er sammen med andre, som har samme smerte og lidelse. I er i samme båd. Det kan lindre lidt at blive forstået af nogen. Men det får os ikke til at takke. For lidelsen fylder. Takken blomstrer ikke. Den har ikke noget at leve af. Men hvis du ved, at der findes en hjælper, en mester, en frelser, og at han er på vej ind i dit område, ja måske allerede er der, da kan der ske det, som skete med de 10 spedalske. Jesus betyder Frelser. Og han er Mester. Han er Guds Søn, som kom til jord, lod sig føde. Og han har lovet: ”Og se, jeg er med her alle dage indtil verdens ende.” Her er håbet ved at spire. Takken vågner. Han mødte mig i dåben. Jeg blev forenet med ham, begravet med ham, opstod med ham. Han kom til min landsby. Og han fandt mig i min hjemløshed. Som spædbarn. Jeg blev hans. TAK, Gud, at du skabte mig, Tak, Gud at du døbte mig. Tak Gud, at du kom til mig, søgte mig og fandt mig. Nåde at han fandt mig, nåde at han vandt mig. Nåde, at han bar mig hjem til sig. Sådan kan vi synge midt i det, som er svært, fordi vi er i Guds hånd med hele os, og med alt det vanskelige i hjertet og i kroppen.

2. Tak, fordi vi må kalde på ham!

Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!"

Spedalske skulle råbe: ”Uren” for at advare andre mod smittefaren. ”Jeg har corona. Hold afstand!” Du må ikke være sammen med mig. Isolation. Vi har oplevet lidt af det. Er der da grund til at advare mod dig? Hvis andre vidste, hvad du nogle gange tænker, hvordan du er i hjertet, så ville du måske være ensom og udstødt? Men de er jo som dig! Sådan er det med os mennesker. Alligevel er der fællesskab til os og håb.

De spedalske råbte ikke ”Uren!” De råbte: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Sådan må vi råbe hver søndag, og hver dag. Det gør glad. ”Bed, så skal der gives jer. Bank på, så skal der lukkes op.” Jesus har givet os 7 bønner, som vi kan bede til Gud, vor Far: Bl.a. ”Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden.” Og ”Komme dit rige!” Hans vilje med os er god, for han er vores far. Det er grund til tak. Vi må bede. Vor Herre Jesus Kristus har hjerte for den arme. Den fattige og enken og den faderløse og den fremmede. Derfor begynder vi hver søndag gudstjenesten med at råbe, hvad de spedalske råbte. Det er stort: Herren er her og hører.

Gud har givet os hinanden, for at vi også må dele Kristi ord med hinanden, så ingen skal kalde forgæves. Lad andre kalde på dig! Luk dig ikke til. Den, som tager imod en af mine mindste brødre, tager imod mig!

3. Tak, fordi han lover os hjælp og frelse!

Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!"

Hans svar kan måske forstås som afvisning. Jeg kan ikke hjælpe. Det må andre gøre. Gå hen og snak med præsterne. … Det gør ikke taknemmelig, når den, vi spørger om hjælp, siger: Den må du finde hos andre! Men det var ikke, hvad Jesus sagde. Han sagde, at de skulle gøre det, som en spedalsk skulle gøre, når han var blevet helbredt – hvad spedalske næsten aldrig blev. De skulle gå hen til præsten, som ifølge Moseloven skulle undersøge den syge, som nu var blevet rask. Og når præsten erklærede: ”Du er rask!” ”Du må igen komme i kirke, du må være sammen med andre.” Når Jesus sendte de 10 spedalske hen til præsterne for at blive undersøgt, gav han dem en forventning om, at helbredelsen var på vej. Og de gik afsted. Så umuligt – og alligevel. De gik med håb.

Vi har også mange løfter fra Bibelen. Når vi hører dem, kan vi gå på dem. Og takken kommer, når vi går med håb til Gud, vor Far. Og hvad har Herren Jesus lovet os? Hvad siger David: ”Han som tilgiver alle din misgerninger, han som læger alle dine sygdomme, han som udløser dit liv fra graven.” (Sl 103). Hvornår vil han hjælpe os – og hvad vi han hjælpe os med? Salmen nævner alle vore behov. Her i livet! Mange gange! Og også når vi er døde. Det er grund til glæde og tak!

4. Tak, fordi vor Herre gør os rene!

Og mens de var på vej derhen, blev de rene.

Når vi har taget brusebad og vasket os, plejer vi ikke at gå rundt og takke andre. Vi har jo vasket os selv. Det meste af det, vi gør, tilskriver vi os selv æren for – og erstattes tak med selvtil­freds­hed, følelse af værdi, at jeg er noget. Jeg er det i mig selv. Og det er sandt, at vi har værdi. Men ikke pga os selv, men af to andre grunde:

1) Pga vor Skaber. Den Almægtige og de mennesker, han har brugt og bruger til at bære os i livet: Mor og far, søskende, andre kristne, skolelærer, en god regering, osv. Derfor burde vore liv være fyldt med tak.

2) Og pga vor Frelser. Vi har en indre urenhed, som er forfærdelig. Apostlen siger: Kødets gernin­ger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afguds­dyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misun­delse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukken­skab, svir og mere af samme slags. Hvis du har bare lidt af alt dette, da er du uren. Og det er der ikke grund til at takke nogen for. Vi kan kun takke os selv for, at vi dagligt tænker, taler og handler dårligt, selvisk, er årsag til misundelse og splid. Desuden kender vi til utugt og ugudelighed i hjertet. Men vores Mester Jesus kom på vores egn og påtog sig alt dette på korset. Og han gav os del i frelsen i dåben. Og han blev ved med at rense os. Han lærte os at bede: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”. Dagligt har vi grund til at takke for nåden, tilgivelsen, renselsen. Det er en endnu større velsignelse end at blive helbredt for en fysisk lidelse. Jesus lærte os det engang, da han helbredte en lam mand. Først tilgav han hans synd. Gud vor Skaber og Frelser må vi takke!

5. Takke ved at vende tilbage!

Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig."

Vi gør det ved at ”vende tilbage”, tilbage til ham, som skabte os, og som rensede os. For han er det stadig. Han vil have fællesskab med os. At være kristen er dagligt at vende tilbage til Ham, som skabte os og frelste os. At være kristen er at blive hos redningsmanden og altid tilhøre ham. Han er der hver morgen, når du vågner. Ham kan du takke. Han er der hver aften, når du skal i seng. Ham må du takke. Han er der hver søndag i den kristne kirke med Ordet og Sakramenterne. Der må du vende tilbage til igen og igen. Båndet bevares ved dåb og tro, og ved skriftemål og nadver, og ved at læse og høre Bibelens ord.

Og når vi bliver væk, er der en lille smerte i kirken, sådan som der mærkes en smerte i Jesus’ spørgsmål: Hvor er de ni? Har du nok i livet uden Jesus Kristus? Har du nok i Guds gaver og behøver ikke Gud? Vi svarer: NEJ! Dig, Jesus, og fællesskabet i din kirke behøver vi. Og Jesus siger: Så gå trygt videre i hverdagen. Din tro – dvs. vores fællesskab – at du overlader det hele til mig – det er din frelse. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk