Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Hvorfor udeblir’ takken? 14. søndag e. trinitatis, 22. september 2019 i Martinskirken (LGJ) Salmer: 677, Es 30:15, 198v8, 678 // SoS 86: Se liljen på marken, 430, 11. Udgang: Ef 3,20-21 Evangelium: Lukas 17,11-19 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mes­ter, forbarm dig over os!" Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præs­terne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig." Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. ... Og Jesus spurgte: "Hvor er de ni?" En af dem takkede. En af dem bevarede kontakten til Jesus. Men hvorfor ikke alle 10? Det er det, der får Jesus til at spørge. Hvor er de 9? Det er underligt. Vi må godt undres i dag. I. SYGDOMMEN De levede i et grænseland. Ni jøder og en sama­ritaner. Normalt havde jøder og samaritanere ikke noget fælles. Levede helt adskilt. Men de fik sygdommen fælles og dens følger. De var udelukket af alt fællesskab på grund af smittefaren. De blev stående langt fra ham. Forestil jer det. Ensomhed. Og det ville kun blive værre og værre. Det er vanskeligt for den syge. Men også for de pårørende, som holdt af dem. Mange mennesker i DK er ensomme. Ikke fordi de smitter, men fordi deres pårørende og naboer ikke tager sig af dem. Det er slemt, hvis menne­sker ikke ser hin­anden. … En artikel om smart­phones indflydelse fællesskabet viste i fotos, hvordan mennesker kan miste nærvær på grund af sådan en tingest. Og rådet var: ”Læg den væk og sluk den, når I skal være sammen.” Se på hinanden og andre. Der er nok af opgaver i bussen, i familien og derhjemme. Men spedalskhed var dog langt værre. Og man har sammenlignet synd med spedalskhed. ”Syndens spedalskhed”. Ligesom spedalskhed skade både legemet og fællesskabet, sådan har dårlige tanker, ord og handlinger, selviskhed og gudløshed mange skadelige følger. Og det smitter. Og vi kan ikke helbrede os selv. Synden sidder dybt i hjertet. Det er alle fælles om. Men det kan i nogle tilfælde føre os sammen, nemlig når vi samme indrømmer og indser, at vi er syge. II. RÅBET De spedalske havde ikke kun sygdommen, men også håbet til Jesus fælles. De blev stående langt fra ham og råbte: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" På græsk: Kyrie Eleison! Det er et af de ord, som med den opr. Ordlyd er blevet hængende i den kristne menighed, ligesom ”Amen.” Og forleden søndag: ”Effata!” = Luk dig op. Og andre ord: ”Talita Kum” = Lille pige stå op! Og Jesu ord på korset: ”Eloi Eloi Lama sabaktami!” = Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! Råbet ”Kyrie Eleison”, ”Herre, forbarm dig!” lyder igen og igen mange steder i evangelierne: Matt 9,27: Da Jesus gik videre derfra, fulgte to blinde efter ham; de råbte: «Forbarm dig over os, Davids søn!» Matt 15,22: Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: «Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.» Matt 17,14-15: Da de kom ned til folkeskaren, kom en mand hen til Jesus, faldt på knæ for ham og bad: «Herre, forbarm dig over min søn, for han er månesyg og lider slemt. Matt 20,30-31: Og se, to blinde, der sad ved vejen, hørte, at Jesus kom forbi, og de råbte: «Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!» 31 Skaren truede ad dem for at få dem til at tie stille; men de råbte bare endnu højere: «Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!» ”Herre, forbarm dig!” går som en rød tråd gennem evangelierne. Når vi råber det om søndagen i gudstjenesten, sætter vi os i de 10 spedalskes sted. Vi er som kristne og menighed i udgangspunktet udelukket fra Gud og fra fællesskabet med ham. Men vi råber om hjælp og håber. Derfor skal jeg til gudstjeneste. Sådan Gud fører os i kirke og samler os hos Jesus og hos hinanden. Vi er i samme situation. Vi er i samme båd. Og fordi syndens spedalskhed kan være så vanskelig at se og indse, når det gælder os selv, taler Gud om det til os i Bibelen. Det har vi brug for, for at vi søger hjælp hos Gud. III. HELBREDELSEN Jesus bønhørte de 10 spedalske: Da han så dem, sagde han: "Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!" Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Overalt, hvor vi læser om at mennesker råbte ”Forbarm dig!” til Jesus, står der lige efter, at han forbarmede sig. Hver eneste gang! Og det gør han også her i kirken. Hver gang. Hver eneste søndag. Gudstjenesten er faktisk en helbredelse. Gud griber ind og helbreder os med tilgivelse. Og derfor er der heller ingen gudstjeneste uden dette RÅB og denne HELBREDELSE. På den tid i Israel var der en regel om, at de spedalske skulle gå hen til præsterne, hvis de mente, at de var blevet raske. Ligesom lægen kan erklære en syg for rask og udskrive patienten fra isolation på hospitalet, sådan havde præsterne den opgave at se om den spedalske virkelig også var helbredt. De skulle udskrive dem, så de kunne vende tilbage til deres familie og byens liv. Præster har ikke denne opgave i dag. Men præster skal forkynde tilgivelsen. For enhver af os har brug for at høre det sagt til os og om os: At du virkelig er tilgivet. Når Gud siger det sådan, får vi nemlig tilgivelsen. Lige i samme øjeblik. Det hjælper os, så vi ikke skal skamme dig og skjule dig. Men åbent være sammen med andre kristne. Komme i kirke. Du hører med. De må tage sig af dig, og du må tage dig af dem. IV. TAKKEN Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Mens de var syge, havde de 10 mænd holdt sammen. De havde også været fælles om at råbe: ”Forbarm dig!” til Jesus. Og de gik sammen vejen hen til præsterne. Og der på vejen skete det. Og da levede takken. Nødråbet blev afløst af tak­nemmelighed og tilbedelse. Men desværre kun hus den ene. De andre ni gik hver deres vej. Når vi er raske, kan det gå os på samme måde: Vi får travlt med at ”leve livet”, som man siger. Men hvad er det for et liv, vi lever, hvis vi glemmer takken? Og det er jo ikke lige meget, hvad vi bruger det gode helbred til livet igennem. Evangeliet har jo så meget godt at give os. Det vil føre os tilbage til fællesskabet, kærligheden og takken. Den fremmede mand, samaritaneren, takkede. Og takken drev ham tilbage til Jesus. Tak har intet med tvang at gøre, men udspringer af, at man har modtaget noget godt af Gud. Tak er et tegn på, at der er skabt noget levende i mennesket, nemlig et levende tillidsforhold til den, som man blev hjulpet af. Det er godt at leve i taknemmelighed. Tak giver os sammenhold. Derfor er takken så vigtig i gudstjenesten – og i hele livet. Det er noget, vi må øve os i og huske. Der står jo i en salme: ”Min sjæl, pris Herren, og glem ikke alle hans velgerninger!” Glem ikke. Husk på. Og salmisten husker sig selv på dette: Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barm­hjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn. (Sl 103,1-5). V. TROEN Jesus spurgte: "Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?" Og han sagde til ham: "Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig." Evangeliet viser os, at takken ofte udeblir'. Måske i ni ud af 10 tilfælde? Det er slemt. Og hvorfor? ”Hvor er de andre? Hvor er de ni?” Det stikker i hjertet på Jesus. Det gør ham ondt. Han har hjulpet dem – og pist er de borte og væk. - Gud har også hjulpet os. Han har skabt os. Givet os familie og venner. Og han har gjort os til sine børn ved Evangeliet, Tilgivelsen og ved Dåbens Sakramente. Det er så vigtigt, at vi ligesom samaritaneren vender tilbage og tilbeder Jesus i tak. Jesus fortæller os til sidst, hvordan vi kan leve i taknemmelighed livet igennem: nemlig når Gud giver os troen i hjertet. Jesus siger jo til ham: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig!” Hans tro var et bånd mellem ham og Jesus. Det er vores også. Derfor frelser troen. For den binder os til Jesus. Og da kan vi gå herfra omringet af Guds frelse, dvs. af tilgivelse og med håb. Og vi har fællesskab med alle, som tror på Jesus Kristus. Amen. BØN: Tak, Gud, for din godhed mod os i Jesus Kristus. Giv os takkens gave og fællesskab. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk