Klogskab og kærlighed

9. søndag e. trinitatis, Gratiakirken, 18. august 2019, LGJ
Salmer: 368, Esajas 30, Lejrsang, 601 // 489, 430, 333.

Evangelium: Lukas 16,1-9
Jesus sagde også til disciplene: "Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han under­hånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!" Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. "Jeg siger jer: Skaf jer ven­ner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger."

I.

”Jesus sagde også …” Denne lignelse hører sammen med de foregående. Farisæere og skrift­kloge kritiserede Jesus for at være sammen med toldere og syndere (Lukas 15,1-3). Kritikken gik på, at Jesus eftergav dem deres synder, uden at der var nogen grund til det. Det var, som om han ødslede Guds godhed bort på mennesker, der ikke havde fortjent det. Jesus svar var tre lignelser:

Først lignelsen om de 99 får og det ene får. Hyrden spilder sit liv på det ene får. Med glæde! Er det klogt? … Ikke set ud fra risikoen for større tab. Men det er klogt, hvis han vil redde den ene. Og det vil han. Dernæst lignelsen om kvinden, som havde 10 drak­­mer og mistede en. Og stod på hovedet for at finde den. Og til sidst lignelsen om en far og hans to sønner. Den yngste krævede at få hele arven udbetalt. Og faderen gav ham den. Så rejste denne søn udenlands og brugte arven på dårlige venner, kvinder og forlystelser. Og hvad gjorde faderen? Han længtes efter sin søn. Og da sønnen vendte tilbage, tog han tog imod ham med åbne arme. Han lod ikke sønnen betale noget som helst tilbage, han straffede ham ikke, men han gav ham alle rettigheder tilbage. Og storebroderen var vred. - Er Gud virkelig sådan?

- Farisæerne og de skriftkloge anså Jesus for at misbruge det, Gud havde betroet ham. Han var en utro tjener, som havde solgt ud af Guds retfærdighed. Hvis man kan synde sådan mod Gud og derefter blive tilgivet så let, gør man jo Gud til en nar. Da kan enhver opføre sig, som han vil.

II.

Evangelisten Lukas tilføjer nu: "Jesus sagde også ..." Denne fjerde lignelse hører derfor sammen med de tre første og skal forstås ud fr adem. Han fortæller den til sine disciple. Lignelsen handler om en rig mand, som ejer et stort område. Han har en forval­ter, og der er mange, som lejer hans jord, så de kan dyrke korn og oliven. Men nu hører den rige mand, at hans forvalter har ødslet sin herres ejendom bort. Derfor bliver han afsat. Sådan en forvalter kan man ikke have, en, der ødsler. Forvalteren overvejer, hvordan han skal klare sig i fremtiden, når han er afsat. Og da får han en idé: Før nogen hører, at han er afsat, vil han tage kontakt til alle, som skylder hans herre for at leje jorden. Han nedsætter deres gæld. For da vil de være hans venner, efter han er blevet afsat.

Det, man nu forventer i lignelsen er, at herremanden straffer sin forvalter og siger til bønderne, at nedsættelsen af deres gæld var ugyldig. Men herremanden gør lige det modsatte: Han roser sin forvalter, fordi han handlede klogt. Det er, som om han næsten glæder sig over, at bønderne, som skyldte 100 tønder hvede og 100 ankre olie, fik deres gæld nedsat. Findes sådan en herremand i virkeligheden? Næppe. Men er Gud sådan? Det er, hvad Jesus påstår. Sådan er Gud. Og Jesus kom for at forkynde for os og for alle. Han reddede mennesker fra døden og skylden ved tilgivelse ved at blive deres stedfortræder. Det står ikke i lignelsen. Her ser vi kun, at Godejeren roser sin forvalter, som har nedsat gælden for de bønder, der stod i gæld til ham.

Når vi læser hele evangeliet, får vi at se, at Jesus’ tilgivelse kostede ham selv dyrt. Han bar jo straffen for alle menneskers synder. Jo, det gjorde han. - Herren roste sin forvalter, fordi han havde handlet klogt. Det var klogt af Jesus at gøre, som han gjorde: Han planlagde sit liv og fik venner ved at tilgive dem i Guds navn. Andre ville sige, at det var forkert. Men ham, som de stod i gæld til, syntes om det. Han støttede det. Han sagde god for det. Ja, han roste sin forvalter, sin Søn, Jesus Kristus.

Det er det første, vi får ud af denne fortælling. NÅDE og TILGIVELSE. Sådan er Gud. Han ofrede det kæreste, han havde, på os: Sin egen kære søn.

III.

Nu bruger Jesus lignelsen over for sine disciple til at fortælle dem, at de kan lære noget af verdens børn, altså af hedninger. Han siger: ”For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. "Jeg siger jer: Skaf jer ven­ner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger." - Hedninger bruger deres fornuft til at regne ud, hvordan de bruger pengene for opnå deres mål. De sætter sig ned og lægger budget, regner ud og går i gang. Ikke hovedløst, men med omtanke. På arbejdspladsen, i privatlivet, i samfundet. Det bør kristne også gøre. Gud har jo også givet os fornuft og hjerne. Vi kan også opsøge rådgivere og lægge budget. Og vi tjener jo ikke kun os selv, men Gud.

Og vi har to ekstra grunde til at handle klogt: * Vi ved jo, at vi ikke ejer noget som helst. Det er alt sammen betroet gods. Min lejlighed, mit hus, min cykel, min bil, min familie, min løn, min pension. Alt dette tilhører min Herre og Frelser. Og jeg lever hver eneste dag af hans godhed og nåde. Jeg er virkelig en forvalter. * Og så er der jo det endnu større: At vi lever, fordi Gud har ødslet sin kære Søn på os. Han har ofret ham for os. Han har givet ham til os. Og han har sagt: Elsk hinanden! Og gør godt mod hin­anden og andre. Og forkynd evangeliet for alle mennesker.

Med det, Gud har betroet os af penge, kan vi blive til velsignelse for andre, hvis vi bærer os klogt ad. Når det gælder penge, er det ikke klogt at undlade at bruge fornuften. Det er ikke klogt bare at lade stå til. Gud vil jo noget med os. Der er en grund til, at vi har den løn, vi har, og at vi bor, hvor vi bor. Gud har en plan med dit liv. Og du må planlægge ud fra denne plan.

IV.

Jesus siger i evangeliet: ”Den, som er tro i det små, er også tro i det store!” (vers 10). Det begynder i det små. Vær tro med dine indkøb, også de små. ”Mange bække små går en stor å.” Apostlen Paulus vejleder mange steder i sine breve: ”Slid i det, så du må have overskud, så du kan dele med den, der ikke har!” Og ”Den første dag i ugen skal I hver især samles sammen og lægge så meget til side, som han har råd til, så der ikke først skal foretages indsamlinger, når jeg kommer.” Og ”Gud elsker en glad giver!” Det er nødvendige praktiske råd, som Gud giver os.

1) Planlæg og vær bevidst i din givertjeneste til Guds rige: Planlæg forud. Sæt dig ned og se, hvad du tror, du kan give i løbet af et år. Overvej ud fra din formue og indkomst. Ved du, hvor stor en del af din indtægt, du vil give til kirken og missionen? Har du sammenlignet med, hvad 70% af alle danskere giver til folkekirken, selv om de kun sjældent går i kirke? Vil du give mindre? Planlæg og giv i forhold til, hvad du ejer og tjener.

2) Vær praktisk og konkret: Tag det beløb, du kommer frem til, og del det med 52 uger eller 12 måneder og sæt det til side: Til nødhjælp, til mission og til, at du selv kan høre Guds ord og have en menighed med kirke og hyrde. Hvis det glipper for dig en måned, så tænk over det næste måned, så du måske kan indhente det. Sådan er det jo også med andre ting, du køber og skal betale. Tænk over disse to store ting: Alt, hvad du har, er betroet dig af Gud. Og Gud er selv ødsel når det gælder kærlighed. Han er trofast. Lær af Jesus at være trofast.

3) Bevar overblikket. Skriv ned, hvordan det er med indkomst og udgift. Det råd giver gode bankrådgivere os, så vi kan få råd til faste udgifter og de løse, hvis vi spørger vores bank om lån til bil, lejlighed eller et større forbrugsgode. Verdens børn er kloge. Og det er klogt at følge deres gode råd og vejledning, når det gælder penge. Kærligheden og troen erstatter ikke fornuften. Kærligheden og trofasthed hører jo sammen. Og ingen af os kan være trofaste i vores givertjeneste, hvis vi mister overblikket. Da glemmer vi det eller udskyder det. Og hvem ser det? Hvem mærker det? Det gør Gud og dine kristne søstre og brødre.

Når vi bruger det, Gud har betroet os, i kærlighedens tjeneste, vil vi med vores penge tjene hinanden og andre. Og når vore penge er med til at bære en menigheds gudstjeneste og mission og hjælpearbejde for mennesker i nød, vil vi engang møde dem i "de evige boliger", der, hvor vi efter døden skal være for evigt hos ham, som ødslede alt bort på os, for at frelse os. Tænk, hvor stort! Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk