Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Pointen er ukendt indenfor moralisme og humanisme.

3. søndag e. trinitatis, 3. juli 2022 ved gudstjeneste med dåb i Gratiakirken. LGJ.

Salmer 674, Bibelkor Gal 2,19-20, 397, Han søgte mig i nåde, Glad jeg altid vil bekende, 464, 11

Evangelium: Lukas 15,11-32 (læses i løbet af prædikenen)

Jesus sagde også: En mand havde to sønner. Jesus fortæller lignelsen til mænd, som selv havde familie, småbørn, store børn eller voksne børn. Og han fortæller den til jer, som har tre sønner og til alle os andre, som er i kirke i dag. Tilhørerne dengang og vi ved noget om, hvordan livet mellem forældre og børn har sine op- og nedture. Og det handler lignelsen i høj grad om.

Tilhørerne dengang kritiserede Jesus for at være sammen med mennesker, som havde opført sig urimeligt og krænket både andre mennesker og deres Skaber og Herre og havde brudt med deres himmelske far. Toldere havde raget til sig af andres penge. Syndere (skøger) havde ødelagt både eget og andres liv pornografi og prostitution.

En mand havde to sønner. Og nu begynder historien.

Den yngste sagde til faderen: ”Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig!” Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv.

Det er forfærdeligt, at den yngste søn uden varsel ønsker at få det halve af faderens formue, dvs af den arv, som kunne tilfalde ham, når faderen en dag døde. ”Far, giv mig den del!” Han siger dermed. Jeg er ligeglad med dig, bare jeg kan få dine penge.

Det er hørt før, at et ungt menneske bryder radikalt med sine forældre. Det er set på film og i litteratur. Og vi kender til eksempler, selv om det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Det sker, at et en søn vender ryggen til en trofast far. - Det var tolderes og skøgers virkelighed. Og det er vores, når vi lever uden Gud og overtræder hans gode bud. Det er at ødsle sit liv bort.

Men hvor i litteratur og film eller i vores virkelighed findes en far, som uden videre bare giver sin søn det hele? I lignelsen diskuterede faderen ikke engang med sin søn. Han forsøgte heller ikke at tale ham fra det. Der står kun, at han delte sin ejendom mellem dem. Hvor findes sådan en far? Vil Jesus måske påstå, at Gud, den almægtige, er sådan? Kan vi mennesker misbruge verden, som vi finder for godt? Det er der meget, der tyder på. Men livet ebber ud, og vi skal dø. En dag støder vi på grund og må give op. - Nogle vil måske sige, at vi kan gøre, som vi vil, fordi der ikke er noget rigtigt eller forkert, eller fordi Gud ikke findes. Derfor er alt er lige gyldigt. Moral er en menneskelig konstruktion. Og Gud er en illusion. Men hvad siger din samvittighed? Fortæller den dig ikke, at du har ansvar og er skyldig?

I Jesus’ lignelse er det ikke kun den yngste søn, som ødsler alt bort. Det gør has far jo også. Hvorfor? Er Gud Fader, den almægtige, virkelig så ødsel og rundhåndet, at han lader os misbruge livet? Det lyder forkert.

I fortsættelsen fortæller Jesus igen både noget, som er realistisk og finder sted i vores verden, og noget, som lyder helt forkert. Det, vi kender fra vores egen verden, er, at den unge mand i sin elendighed gennemtænker sin situation og overvejer, hvordan der er på gården. Og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far.

Han vil vende hjem og give sin far en stor undskyldning. Og han vil forsøge, om det er muligt for ham at blive daglejer. Men han ved ikke, om det vil lykkes. Sådan har man det i Islam. Man vil gerne sige undskyld og forsøger at gøre det godt igen og håber på Allahs Guds barmhjertighed. Men man ved ikke, om Allah vil tilgive. På samme måde i alle andre religioner: Det handler om at vende om og blive et bedre menneske; da vil man måske få en god ”karma” og bliver belønnet i det næste liv. Og for humanister handler det om at leve humanistisk, så man kan få et godt navn blandt mennesker og dø med selvrespekt og blive husket af andre for noget godt. Men Jesus modsiger alle religiøse tanker og humanistiske forestillinger. Det gør han når han fortæller om faderen.

Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Hvem længes? Hvem kommer løbende? Hvem falder hvem om halsen og kysser? Det gør Faderen. Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens Skaber, længes efter sit menneske, efter os. Og hans længsel er helt personligt. Han drages imod os. Og når vi lever umoralsk og ødelægger vort liv eller lever i humanistisk selvretfærdighed og ikke regner med nogen over os selv og hævder, at mennesket ikke står til ansvar overfor nogen højere magt end mennesket selv, da længes den retfærdige Gud efter os. Han længes som faderen i lignelsen. Han kommer løbende og falder os om halsen og kysser os.

Hvor i litteratur og kunst findes sådan en far? I den jødiske kultur er det utænkeligt, at en ældre mand med værdighed skulle gøre sådan. Han løber ikke. Han finder sig ikke i hvad som helst fra sine voksne børn. Men i lignelsen fortæller Jesus: Han løb! Vi ser for os, hvordan han løber igennem byen. Naboer ser måbende til. Hvad løber han efter, den gamle mand, som blev ydmyget af sin yngste søn? Vil han nu ydmyge sig igen? Se, hvor ynkeligt, at han løfter op i sin kjortel og spæner afsted i kærlighed til den søn, som ønskede sin far død!

Her ser vi jo Jesus Kristus! Her ser vi Gud, der drages til os i kærlighed. Vi mærker hans længsel. Vi hører, hvordan Jesus bliver misbrugt og korsfæstet. Og hvad får han ud af det? Vanære! Men han opnår også noget andet helt afgørende. Han lider vores velfortjente straf. Han dør for os. Derfor er der tilgivelse. Og tilgivelsen er fuldt ud retfærdig, fordi Jesus Kristus er død i vort sted. Se, hvordan han søgte dig i nåde. Nåde, at han fandt dig, nåde, at han vandt dig, nåde, at han bar dig hjem til sig. - Og læg mærke til, at den yngste søn slet ikke når at komme med sine forklaringer og forslag. Han bliver overhalet af sin fars godhed. Han får festdragt, ring på hånden, sko på fødderne og en slagtet fedekalv. Nu skal der være fest.

Sådan bliver vi omvendt til Gud: ved at Gud længes efter os, og ved at vi, når vi kommer med vores selvgjorte omvendelse og forslag om forbedringer, så hører Gud slet ikke efter, men fortæller, hvad han gør for os. Og da er sagen klar. Omvendelse i Skriften er omvendelse til syndernes forladelse. Omvendelse til tilgivelsen. Og her – i tilgivelsens favn, lytter Gud til din syndsbekendelse og tilgiver dig. Det, som gør os til kristne, er, at Gud lod Jesus bære dine synder, og at du nu bliver omfavnet, hører Guds ord og med dåb og festmåltid bliver taget tilbage i Guds familie. Ufortjent. Af nåde.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

Med denne afslutning rammer Jesus hårdt ned iblandt farisæere og skriftkloge, som ikke mente, at Jesus burde have fællesskab med toldere og syndere, men i stedet burde have ventet på, at de forbedrede sig. Tilgivelse måtte afhænge af, om de viste tegn på forbedring. Først da kunne Gud tilgive som en belønning for, at de havde omvendt sig til at leve ordentligt. Men evangeliet siger: ”Nej, sådan hænger det ikke sammen!” Gud tilgiver ikke som belønning for vore forbedringer. Gud tilgiver på grund af Jesus! Og når Gud finder mig og dig og vi bliver taget på fersk gerning og - tvunget af nøden - fremstammer vores forslag om forbedring, da indbyder han til fest af nåde. Og når vi mener, at der bør kræves mere af andre, går han ud til os og siger: ”Kom med ind og fest. For din bror, som var død, er blevet levende.” Evangeliet fortæller os, at ingen ved egen kraft og evne kan komme til Jesus Kristus eller tro på ham. Det er Guds gerning ved Ordet om Jesus Kristus. Denne yngste søn blev overbevist, fordi faderen kom ham i møde og gav ham alle rettigheder tilbage. Sådan gør han også med mig – og dig. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk