Tåbeligt, men også smukt

Prædiken 3. søndag e. trinitatis 2020 i Martinskirken 27.6. og Gratiakirken 28.6. (LGJ)

Salmer: 25: Op, alle, som på jorden bor. Guds glæde vær' med alle. 464: Guds igenfødte. SOS 397: Han søgte mig i nåde. 430: O Jesus, søde Jesus, dig. 493: Gud, vi er i gode hænder.

Evangelium: Lukas 15,11-32
1. Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.

2. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.

3. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far.

4. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham , og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

5. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."

Lignelsen handler om en far og to sønner. Den ene misbruger sit liv og sin familie. Den anden passer sit arbejde til punkt og prikke. Den første bliver meget fortvivlet over sig selv, fordi livet går i stykker. Den anden bliver meget vred på både sin bror og sin far: på sin bror, fordi han har misbrugt familiens formue og forkastede både far og ham selv; og på sin far, fordi han tager imod broderen og ikke blot tilgiver, men giver ham alt det forspildte og tabte tilbage.

Jesus fortæller lignelsen til farisæere og skriftkloge, altså til dem, som anser sig for troende, men har problemer med dem, som opfører sig skidt. Det er der ikke meget ved at høre om. Og det bliver direkte ubehageligt, når vi genkender den yngste søn i os selv. Men måske endnu mere ubehageligt, når vi må vedgå, at vi også ligner den ældste søn, som var bitter og utilfreds. Og så er der noget ved faderen, som ikke stemmer med virkeligheden. Han virker dum og tåbelig både først og sidst. Men han er også fuld af kærlighed til sine to sønner. Til begge to. Hvem er mon den far? Er han også vores far?

1. Første del er grim, men også smuk

Den begynder så godt med, at en voksen søn kalder sin far for ”Far!” Han kunne jo også have sagt; ”Du gamle”. Men nu siger han ”far”. Et kort øjeblik bliver denne far æret af sin voksne søn. Og det er ikke blot OK, at en voksen søn vil rejse hjemmefra, det er ligefrem godt og rigtigt. Tiden er kommet til, at sønnen skal tjene sine egne penge og leve til gavn for andre. Og måske Gud giver ham en familie.

Men nej, han er ude på noget andet. ”Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig! Hellere i dag end i morgen. Jeg har ikke planer om at tjene mine egne penge. Hvorfor skule jeg det, når jeg kan få dine? Jeg har intet ud at leve samme med dig og min bror.”

Sådanne brud finder sted i vores verden. Brud kan skyldes de voksne børns opførsel, men kan også stamme fra hårde forældre, som sætter regler og ejendom over forholdet til deres voksne børn.

Samtidig er der noget underligt ved faderen. Det er jo nok et meget stort beløb, han betror sin yngste søn. Millioner af kroner. Det halve af slægtsgården. Sikkert med et tungt hjerte. Men han gør det. Det virker det tåbeligt og dumt. Skulle han ikke hellere have sagt: ”Nej, ikke tale om. Her sætter jeg grænsen. Rejser du, bliver det uden en øre. Og hvis du får arven med, skal du aldrig vise dig her igen, hvis du misbruger den!” Hvordan havde det virket? Kunne de have undgået bruddet?

Hvor er den far, som handler som i lignelsen? Han far findes vist ikke. Men måske er det Gud, vor Skaber, der er sådan en far, der lader mennesker bruge livet med alle dets gaver borte fra Gud og samtidig fornægte brødre og søstre. Kan det virkelig være sandt, at Gud, som skabte os, betror os ansvar for sin formue og giver mennesket mulighed for at misbruge det hele? Men sådan er det jo. Vi kan leve, som vi vil. Vi kan misbruge vort liv – vore penge – vi kan slå hånden af andre uden at hammeren falder prompte.

2. Anden del er grim og slet ikke smuk

Det går med den yngste søn, som man kunne forvente af en, der er ligeglad med sin far og kun er interesseret i hans formue. Han solder alt op.
* Han elsker ingen af de kvinder, han ligger sammen med. Og de elsker heller ikke ham. Hvorfor skulle de dog det? Han er jo troløs.
* Han tager ikke ansvar for de børn, han måske bliver far til i det fremmede land. Havde det været i dag, havde han foreslået abort og var løbet fra ansvaret på den måde.
* Og de smarte fyre, han køber dyre biler sammen med og fester med, er heller ikke hans venner. Når de fester, fester de ikke for nogen i familien eller i vennekredsen. De såkaldte ”fester” er kun en anledning til at høre musik og beruse sig i alkohol og få et knald. Fester uden indhold med vold og sex og penge i de film, de ser. Deres hjerter bliver totalt tomme. De lever på andres bekostning.

Den virkelighed er beskrevet i noveller og romaner, og vi ser den på kortfilm. De får priser i vores kultur. De siger os noget, fordi vi genkender os selv. Vi mærker, at de, som lever sådan, ikke er så meget anderledes, end vi er. Troløshed kan gribe os. Nydelsessygen og griskheden kan bedrage os. Åh, hvor er det trist, når mennesker ikke påtager sig ansvar. Men sådan er mennesket også.

Denne del af lignelsen slutter med, at den unge søn kommer i pengenød og ved at dø af sult. Jesus fortæller: Og ingen gav ham noget! Han ligner en fremmed fra Østeuropa, som har fået en formue af sin far og er rejst til Skandinavien i en dyr leaset BMW. Efter 5 år i sus og dus har han soldet det hele op og må kontanthjælp. Han har været et svin overfor danske kvinder. Og skandinaverne kan kun have foragt for sådan et menneske. Sådan gik det den yngste søn i det fremmede.

3. Tredje del er forudsigelig

Det, som sker nu, er ikke overraskende. Manden går i sig selv. Det ville alle gøre i den situation. Han siger, at han har syndet mod himlen og mod sin far. Han har vel hele tiden vidst, at han handlede forkert. Men det er først nu, hvor livet er sluppet op, gør han noget ved det for at redde sig selv. Det er ren overlevelse. - På den måde søger vi mennesker Gud i nøden og går i os selv for at overleve.

Han forestiller sig ikke, at han kan vende tilbage og være søn hos sin far. Måske lønarbejder. … Men det er han usikker på. Sådan tænker det religiøse menneske. Det ligger dybt i os alle. Fortjeneste! ”Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg er ikke værd at kaldes din søn. Men lad mig arbejde for dig, så får jeg lidt selvrespekt!”

Og i slutningen af lignelsen hører vi, at den ældste søn tænker fuldstændig på samme måde. Han finder det totalt urimeligt, hvis hans yngre bror bliver modtaget som en ven af huset. Og det er utænkeligt, hvis lillebror skulle få alle en søns rettigheder tilbage. Det var da vist ikke lige det, han havde fortjent. Og det har han da helt ret i.

Sådan går det til i verden. Sådan sker det for os. Vi svigter, vi fortryder, vi forsøger at komme tilbage. Eller vi er bedre end de fleste og holder på vores ret til at skamme dem ud. Og det må Gud da også gøre. Der er grænser for, hvor usselt man kan bære sig ad overfor sin far. Tilgivelse? Jo. Men ikke hvad som helst kan tilgives.

Sådan et sind kender vi fra os selv, men det er direkte i modstrid med evangeliet. Jesus gør op med alle vore tanker om frelse og retfærdighed det i denne lignelse.

4. Det, som sker nu, er tåbeligt, men også smukt

Nu kommer højdepunktet. Det er tåbeligt, hvad der sker: En far løber ud gennem byen og tager imod sin søn. En far omfavner sin søn og giver ham alle rettigheder tilbage.

Mens sønnen er ved at forklare om sin uværdighed, siger hans far til tjenerne: ”Skynd jer! Skynd jer at give min søn al den ære, han har mistet. Sko, festklæder, seglringen på fingeren, så han kan købe og sælge på mine vegne. Og slagt fedekalven.” Fuldstændig tåbeligt og urimeligt. Hvor er den far? Skulle det mon være vor Herre Jesu Kristi far? Er det ham, som fornedrer sig og lader sig vanære for at redde os, der har misbrugt vore liv på den ene eller anden måde?

Det er tåbeligt. Men det er jo også smukt. Det er også smukt at Jesus dør på korset, selv om det er vanærende for ham. Smukt, at han bærer verdens synd. Det redder en røver og det redder os, når vi troede, at vi skulle fortjene frelsen.

5. Til sidst: Ender det smukt eller trist?

Men det hele er ved at blive ødelagt til sidst af den bror, som er bitter. Han synes ikke, det er smukt. Han anser det for tåbeligt og uretfærdigt. Derfor er han vred. Her er et bittert menneske, som kræver samme retfærdighed af andre, som han selv har ydet Gud hele sit liv.

… Sådan var farisæerne og de skriftkloge. … Og vi kender noget af det fra os selv.

Men vi kender også Guds tåbelige måde at lade os misbruge livet, og derefter tilgive dem, der misbrugte livet. Det gør Gud ved Evangeliet og Sakramenterne. Han tilgiver for Jesu skyld. Derfor betyder de alt for os her i kirken. Vores kirke er tilgivelsens hus. Det er alle kirker, hvor evangeliet og sakramenterne er i brug. Det lever vi for som kristne. Det holder os sammen. Det missionerer vi for.

Derfor holder vi fest. For Jesus Kristus har frelst os ved det, nogle kalder tåbeligt og dumt, men som er blevet vor og verdens eneste redning. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. www.vivit.dk. post@vivit.dk