3. søndag e. trinitatis, 17. juni 2018 i Martinskirken. LGJ .
Lukas 15,11-32
Han sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger _ da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet."
I.
Vi kender lignelsen så godt. Om en far og to sønner. Den yngste svigtede groft. Han gjorde det, man bare ikke gør: Ønskede arven udbetalt på forskud, for at rejse bort og aldrig mere se sin far og bror. Man havde kunnet forvente, at faderen havde sagt nej. ”Nej, her sætter jeg grænsen. Du får ikke halvdelen af arven. Du vil jo bare solde det op. Du bliver her. Og hvis du bryder med mig på den måde, da skal du ikke vise dig her igen!” Men faderen gik med på ønsket.
På samme måde virker det som om Gud lader os mennesker gøre, hvad vi har lyst, selv om det er vanærende for ham og til skade for os selv og andre. Vi kan jo gøre, hvad vi vil og bruge penge, tid og kræfter i selviskhedens tjeneste. Det har vi mulighed for. Vi kan godt. Det er virkelig muligt at leve i strid med kærlighedens bud. Det er muligt ikke at ære sin far og mor. Det er muligt at dræbe liv, uden at det får konsekvenser her og nu. Samfundet giver i nogle tilfælde lov til det. Det er også muligt at bedrive hor, uden at blive straffet. Det er ikke engang skamfuldt i vores samfund. Det kan lade sig gøre at komme let til penge på andres bekostning, hvis man er smart nok. Man kan også komme godt afsted med at tale ondt om andre mennesker. Hammeren falder ikke prompte. Vi har frihed til at leve forkert.
II.
Hvad er grunden til, at vi kan leve i strid med Guds bud, uden at det får konsekvenser? Det er fordi Gud har givet os ansvar. Gud tvinger os ikke til lydighed. Han kalder os til det. Det er meningen med menneskelivet, at vi lever i kærlighed og hører kaldet! Og at vi gør det af kærlighed. Frit og glad. - Og så er der alligevel en vis form for tvang i lignelsen, ligesom der er i virkelighedens verden. Den yngste søn løb jo tør for penge, tør for mad, tør for venner, tør for kærester, ja, tør for det hele. Og det fik ham til at overveje at vende hjem. Vi hører, hvad han tænker. Han overvejer, hvor godt der er hjemme hos faderen, og hvordan de ansatte får, hvad de har brug for. Han skulle være blevet i lydighedens og kærlighedens hus.
Lignelsen fortæller også, at han ikke drømmer om at blive søn igen. Han håber kun at overleve. Han vil gøre det nødvendige som lønslave, hvis bare han må få mad og husly. Det er hans plan. Han vil endda gå så vidt, at han indrømmer, at han har syndet og handlet forkert overfor himlen og overfor sin far. På samme kan vi gå i os selv, fordi virkeligheden overbeviser os om, at vi er for langt ude. Man behøver ikke at være kristen for at tænke og overveje, som den yngste søn gjorde. Det er ikke kun kristne, som kan ”gå i sig selv”. Det kan din nabo og arbejdskammerat også. - Den yngste søn gik i sig selv og lagde en plan, som gik ud på, at han ville gøre sit yderste for at overleve og være et ordentligt menneske.
III.
Er det kristendom? Er det frelse? Går faderen ind på sønnens overvejelser og tanker? Siger han: ”Åh, hvor var det godt, at du gik i dig selv. Og mon du nu også mener det af hjertet? Da vil jeg give dig lov til at være karl på gården. Og da kan du langsomt betalt din gæld af. Så velkommen hjem!” Nej. Han kommer i stedet sin søn i forkøbet. Han møder ham i løb og med åbne arme. Og sønnen bliver afbrudt i den lille tale, han har forberedt at sige, og han får ikke svar på det, han ønsker. Derimod svar på noget, han ikke har spurgt om. Det er jo bemærkelsesværdigt, at faderen ikke henvender sig til sønnen, men til karlene. ”Skynd jer!” siger han til dem. Og det, de skulle skynde sig med, var at give sønnen beviser på, at han ikke skulle betale noget som helst tilbage, og heller ikke skulle straffes eller ansættes som arbejdsmand på gården. Nej, han skulle have alt det tilbage, som han havde forspildt. Og det, før han havde ydet noget som helst. - Det kalder bibelen for ”nåde”.
Det strider så fuldstændig imod det stolte og religiøse menneske, som jo mener, at mennesket på grund af sit ansvar og Guds bud er nødt til at yde noget, hvis det skal frelses. Men lignelsen siger jo intet om, at faderen roser sønnen for at have gået i sig selv, og at det skulle være årsagen til, at faderen tager imod sin søn. Derfor må vi ikke bruge sønnens tanker og ord som en beskrivelse af, hvordan vi skal omvende os, for at Gud vil acceptere os og tage imod os.
IV.
Faderen blev jo ikke siddende inde på sit kontor og ventede på at sønnen kom. Han løb ham i møde. Løb. Det var noget, en mand med sin værdighed i behold ikke gjorde og stadig ikke gør i Mellemøsten. En mand på 50 pisker ikke afsted gennem byen med sin kjortel op under armene for at tage imod en ulydig søn, som har ødslet det halve af gården bort. - Men sådan gør faderen i teksten. Og den detalje, at han ikke taler til sønnen, men til tjenerne, viser, at han ikke går ind på sønnens forslag, men afviser forslaget med evangeliet.
Sådan afviser Gud alle mine og dine forslag til forbedring. Alt det, vi selv vil yde og være stolte over, at vi kan bidrage med, ser han bort fra. Og i stedet giver han os barnekår og genindsætter os i alle rettigheder, uden at vi har præsteret det mindste. Det gør Gud af en eneste grund: Fordi han elsker os. Og den kærlighed kom til udtryk, da Jesus opsøgte os mennesker. Vi havde ikke bedt om det, men Gud havde lovet det. Vi søgte ham ikke, men han kom alligevel. Og han kommer. Det er den kristne tros usvigeligt sikre kendetegn. Og det er derfor, vi kan blive visse på vores frelse. Vi frelses ikke på grund af, at vi går i os selv. Vi frelses ikke ved, at vi betaler af på en gældskonto. Vi frelses, fordi Gud løber os i møde, tager os i favn og tilgiver os for Jesu skyld.
V.
Og her er det så, at Jesus fortæller, at den ældste søn hørte postyret, og at der var fest. Han spurgte en af karlene hvorfor. Og til sin fortrydelse fik han at vide, at hans bror var kommet hjem. ”Din bror er kom hjem, og din far er ufattelig glad.” Da blev han vred. For han fandt det fuldstændig urimeligt. Sådan kan vi også tænke, at man må yde, hvis man skal nyde. ”Noget for noget”. Men kristne tro siger ikke ”noget for noget”, men ”nåde over nåde”. Ellers ville intet menneske blive frelst.
Lignelsen slutter da også med, at faderen indbyder den ældste søn til at komme ind og holde fest. ”Min søn var død, men er blevet levende. Han var tabt, men er nu fundet.” Vi er kristne og tror på Gud, fordi Gud finder os. Måske må der ske vanskelige ting i vores liv. Måske vi kommer langt ud i sølet og et uværdigt liv. Eller måske vi rammes af sygdom og smerte og begynder på den måde at se og indse, at vi behøver Gud og hans hjælp. Og når vi i en sådan situation søger Gud og tænker, at det vi skal forsøge at forbedre os, omfavner han os og fortæller os om Frelsen og det evige livs gave. Ja mere end fortæller. Han giver os det. Han iklæder os frelsen og omfavner os med den. Sådan er jo sakramenterne, dåben og nadveren. Her hjælper Gud os i vores tvivl til at stole på, at han frelser os af nåde, og at det er sandt. Jeg er elsket og tilgivet. Og det er jeg på grund af Jesus Kristus, som er min Frelser. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 17.06.2018. post@vivit.dk