Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Trist og glad

3. søndag e. trinitatis
19.-20. juni 2021 i Martinskirken og Gratiakirken, LGJ Salmer: 691, Jesu lille lam, Guds glæde vær’ med alle, 464, Sange & salmer 63. Akvarel: Finn Jørgensen: ”Kvindens lys viser den tabte drakme”

Evangelium: Lukas 15,1-10
Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: "Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem." Men han fortalte dem denne lignelse: "Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig."

Man kan godt blive trist til mode nogle gange, trist og ked af det. Ked af, at man har tabt noget eller tabt nogen, som man har kær og som betyder meget for os. Du har tabt noget, som du havde sparet sammen. Du leder efter det. ”Åh, bare jeg dog kunne finde det, jeg har mistet!” Eller du har tabt og mistet en ven. Der er gået noget i stykker. Den anden har vendt ryggen til, eller der er sket noget med vedkommende, så I bare ikke kan være sammen. Det er trist. Nogle af os er måske også triste lige nu. Eller var det i går – eller kan blive det i morgen. Det er fordi vi kender til at holde af, og fordi vi ikke kan holde ud at miste det eller dem, vi holder af.

Jesus fortæller i dag to lignelser om at miste, fordi han havde været meget trist. Han havde været ked af det, fordi han havde mistet, nogen, han holdt meget af. Han fortæller, hvordan han havde det, og han vil hjælpe os til at forstå det ved at sammenligne det med en hyrde, der har 100 får og mister ét af dem. Og en kvinde, som havde 10 drakmer at leve for. Og nu havde hun tabt én. (Og mens vi lytter sker der måske noget med os?)

Nu er der måske nogle hyrder, som er ligeglade med deres får. Men ikke denne hyrde. Han var trist. Ked af det. Det er det modsatte af at være ligeglad. Trist. Men satte sig ikke ned og var trist, men han gik ud for at lede efter det tabte får. Han blev ved at lede og lede, indtil han til sidst fandt han fåret. Og da blev han meget glad. Han lagde i glæde det tunge dyr på sine skuldre og bar det hjem med glæde, lykkelig over at have fundet det. Og han indbød venner og naboer til fest, da han kom hjem med det.

Kvinden var trist, fordi hun havde mistet en af sine ti drakmer. Hun havde ikke meget at leve af. Ti drakmer var nok til ti dage. Men nu havde hun kun 9 dage. Den ene mønt borte. Hun vidste at den lå et sted i huset. Hvad gjorde hun så? Hun blev ikke siddende i sin tristhed, men gjorde tre ting: Tændte lys, fejede i huset og ledte ivrigt. Og hvor længe? Lige til hun fandt mønten. Hun lede i alle sprækker, bag krukker og i alle hjørner. Hvor var den dog trillet hen? Og dér var den så. Da forsvandt tristheden. Nu var hun glad, meget, meget glad, ligesom hyrden var glad, fordi hun havde fundet sin mønt. Og hun fejrede det med en fest sammen med hendes naboer.

Sådan var Jesus var glad. Han var glad var sammen ”alle toldere og syndere”, som han havde fundet. Og det kunne farisæerne og de skriftkloge ikke fatte et muk af. De syntes slet ikke, at en troende jøde kunne være sammen med sådanne mennesker. Hvorfor ikke? Fordi det var mennesker, som havde gjort så meget forkert. Levet forkert. Skadet andre.

Toldere og syndere: Toldere opkrævede told ved byporten og gav det til den romerske øvrighed. Men desværre: de tog typisk mere i told end de måtte. De snød og stjal fra andre. Magtmisbrug. Det 7. bud. Du må ikke stjæle! De levede højt på andres bekostning. Og syndere, det var betegnelsen for mennesker, som bedrev hor. Sexmisbrug ødelægger ægteskaber og familier. De brød det 6. bud.

Hvordan kunne Jesus være glad sammen med sådanne mennesker, som havde misbrugt penge og misbrugt deres krop. Jo, fordi han så ikke kun, hvad de havde gjort forkert, man han så, hvorfor de gjorde det: Fordi de var kommet bort fra Gud. Det var det værste ved det hele. Det er derfor de misbrugte penge og misbrugte deres krop til hor. Det værste var ikke, at de gjorde det; det værste var årsagen, at de var kommet bort fra Gud.

Sådan også i vores liv. Det værste er ikke, at vi gør noget, der er forkert. Det værst er årsagen til, at vi gør det, som er forkert. Årsagen er, at vi er blevet alene, ensomme, på egen hånd. Det værste er at miste livet hos sin gode hyrde. Det værste er at ligge som mønt et sted i en sprække uden at have nogen værdi længere. Og man fortsætter længere og længere ud i et dårligt liv.

Og hvordan har Gud det med det? Han er trist. Ikke ligeglad, men trist. Måske også vred, men mest trist. Han ved, hvor forfærdeligt det er at leve være en tyv og at leve i hor – for at tilfredsstille begær efter flere penge og flere tomme oplevelser. Og det gode ved Gud er, at han arbejder på at finde os. Gud leder efter sit tabte og fortabte menneske. Han ligner den gode hyrde mistet sit får, og han føler det ligesom den fattige kvinde, der har mistet sin mønt. Det er os, der er er fåret og mønten. Og det er Jesus, der er hyrden og kvinden.

Men nu var der sket det glædelige, som evangeliet begynder med: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham. Lignelserne fortæller os med et enkelt ord, hvad der var sket med toldere og syndere. ”Fundet!” Det var blevet fundet. Det var lykkedes. Det var slemt og forfærdeligt, hvad de havde gjort, men årsagen til, at de gjorde det, var endnu værre: at de var tabt, fortabte, var mistet, var blevet skyldige, var kommet bort fra Skaberen, Hyrden, deres Ejer og gode Herre.

Men nu var de tilbage. Og derfor var Jesus meget glad. Ja, som han siger: der var glæde i himlen hos Guds engle. Himmel og hav stod i ét af glæde. For der er ikke noget mere glædeligt her i verden end at blive fundet af Gud, som tilgiver og elsker os. Gud tilgiver os alle vore synder, vor griskhed, vor utugt og alt, hvad vi har skadet både os selv og andre med griskhed og hor. Tilgiver.

Jesus fandt dengang toldere og syndere. Og han leder i dag. Han er trist, som den gode hyrde og som kvinden. Men når han får os samlet ved Nådens festbord i gudstjenesten, er han selv og alle engle i himlen glade. Englene er med til gudstjeneste hver søndag. Så er vi hjemme hos Gud. Så er vi hans igen.

Hvem skal takkes for, at du blev fundet og blev en kristen i dåben og ved omvendelsen til Gud? Ikke mig og dig, men Gud. Ikke os, men Jesus Kristus, fordi det var ham, der fandt os! Det var jo ikke fåret, som gik halvvejs hjem, og hyrden, der hjalp det sidste stykke, så det lykkedes. Det var hyrden, der gjorde det hele. Det var ikke mønten, der begyndte at trille tilbage, indtil kvinden opdagede den igen, så hun lagde den i sin pung.

Omvendelsen, dåben, troen, at en synder kommer tilbage til Gud skyldes ene og alene Gud. Og det skal vi være glade for. For ellers ville vi slet ikke være kristne. Derfor er vi faktisk ustyrligt glade i gudstjenesten! Det er glædens fest.

Hvis nogen får den tanke, at man ikke har lov at glæde sig, hvis man har været så grisk som du kender til hos dig selv, eller bedrevet hor i sine tanker eller gerninger, som ved om i dit eget hjerte, så skal man lytte til evangeliet! For her er glæde netop over os, som Jesus nu er sammen med til gudstjeneste. Her er tilgivelse. Vi er hjemme hos Gud. Og englene er glade. De to engle, vi har på hver side af korbuen, skal minde os om det. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk