Det er festligt nok!

Prædiken på 2. søndag e. trinitatis 29. juni 2003 i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen.
Salmer: 261 - 246 v3-5 - 345 - 323 - 430 - 456

Lukasevangeliet 14,16-24

Jesus svarede: "Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid."

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Herre og Frelser! Amen.

En kedelig situation

Når der er fest i familien, kommer vi, hvis vi overhovedet kan. Der er som regel enkelte, som er nødt til at melde afbud. Men næsten alle kommer. Der skal meget gode grunde til ikke at komme, når man bliver indbudt af familie og venner.

Jesus fortæller om en fest, hvor mange blev indbudt, men hvor alle som én undskyldte sig og ikke kunne komme. Alt var klar: tjenere, lokaler, mad og vin. Men alle meldte afbud. Alle! En meget kedelig historie. Trist for værten. Men så er det vel heller ikke værre. For det var dog kun en fest. Og hvis man nu ikke kan komme, kan man jo ikke komme. Sådan er det med de fester, vi selv arrangerer og indbydes til at deltage i.

Det er nok også sådan, det er lettest at forstå søndagens fortælling. Men da bliver den overflødig og ligegyldig. Noget i retning af, at fest er godt og dejligt, men at der jo også er andet, der skal passes.

Men Jesus vil sige os noget helt andet. Den fest, han fortæller om, holdes for de indbudtes skyld. Der nævnes ingen anden anledning. Sådan er det med Gud og os: Han indbyder os til liv med fællesskab og glæde. Det gælder vores fremtid, salighed, evighed og nutid. Sådan er det med himlen og saligheden!

Der blev inviteret til festmåltid. Men de indbudte undskyldte sig alle som én. Derfor må det egentlig chokere os, når Jesus siger: "Ingen af de indbudte skal smage mit måltid!" For betragter vi os ikke som indbudte? Er vi ikke døbt og inviteret til salighed og glæde hos Gud? Og nu får vi at vide, at ingen af de indbudte kommer med. Hvad er grunden? Hvad er gået galt? Vi er nødt til at vide, hvad det er for en slags fest, og hvad det er for undskyldninger, de indbudte bruger.

Festen

I Bibelen er der én fest og ét festmåltid, som overgår alle andre fester: Påskefesten og påskemåltidet. Påskemåltidet var et rejsemåltid, hvor et lam blev slagtet og alt blev gjort klar. Et måltid, som reddede dem fra dødens engel og satte dem fri fra Egyptens slaveri. Et måltid på grænsen mellem to verdener, mellem slaveriet i Egypten og friheden i Kana'an, det forjættede land. Altså mere end en festlig aften. Derfor var det skæbnesvangert ikke at deltage. Det var at vælge døden, uanset hvor gode undskyldningerne end måtte være. Hvis israelittens plads stod tom den nat, da påskemåltidet skulle spises, var han fortabt i morgen.

Der var også mange andre festmåltider for Guds folk i Gamle Testamente. I 5 Mosebog læser vi: I skal søge til det sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte sit navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får. Så skal I holde måltid dér for Herren jeres Guds ansigt, og I skal sammen med jeres familier glæde jer over alt, hvad I har erhvervet, det Herren din Gud har velsignet dig med (5 Mos 12,5-7).

Festen i Guds folk var forbundet med offer til Gud! Bring mig det bedste af det hele, sagde Gud til sit folk. Bring det til mig i mit tempel. Og der skal I spise for mit ansigt. Jeg giver jer alt tilbage. I skal nyde livet hos mig og vide, at I lever i kraft af mig, jeres Skaber og Frelser. - Det er sammenhængen, når Jesus sammenligner frelsen og troen med et festmåltid.

Men er det festligt nok?

Hvad nu, hvis det ikke er festligt nok for mig? Men det er det! Påskemåltidet med det slagtede lam var "festligt nok" for Guds folk. Det frelste dem fra døden og førte dem i frihed. På samme måde er det "festligt nok", når vi samles til gudstjeneste og hører Guds ord om synden og skylden og mærker den dårlige samvittighed. Det er "festligt nok", når vi synger og beder "Tilgiv os...". Det er "festligt nok", når Gud rækker os sin tilgivelse for Jesu skyld. Det er "festligt nok", når vi hører Guds ord prædiket, og når vi knæler ved alterbordet og modtager Jesu legeme og blod. For det er den måde, Gud vil sørge for os på og føre os til det evige liv.

Derfor er der fest i Guds rige, når der prædikes og advares, trøstes og tilgives i Jesu navn. Når dåb og nadver bruges, som Jesus har sagt, vi skal, da får vi fællesskab med Gud. Da fejrer vi selve frelsen. Det kan ikke blive mere festligt!

Hvorfor virker det så ikke altid festligt på os? Fordi vi måler Gud og hans frelse med verdens målestok. Fordi vi tager udgangspunkt i verdslig underholdning og tænker, at vi behøver en særlig følelse af begejstring og nydelse, for at der er tale om fest. Men hvorfor skal der godt med alkohol på bordet, for at man kan opleve "suset" hele aftenen ved en verdslig fest? Det er jo en kunstig form for beruselse.

Fest i Guds rige og i Kristi kirke er anderledes. Den holdes midt i virkeligheden. Den hjælper os til at besinde os. Her er frelse fra skyld og død. Derfor synger vi både om døden og synden og om tilgivelsen og Jesus og det evige liv. Derfor må det også gøre ondt midt under festen. Det må smerte at høre om vores skyld. Der skal offer til. Påskelammet slagtes. Jesus dør for vore synder. Han lider på grund af vores skyld og skam.

Undskyldninger

Jesus fortæller, at de indbudte anså sådan en fest for overflødig i sammenligning med det, de stod midt i. Derfor undskyldte de sig. De tænkte som så: "Behøver vi at gå i kirke for Guds skyld? Eller for præstens skyld? Eller for menighedens skyld? De klarer sig jo nok nogle søndage uden mig. - Og hvis vi kun skal komme for vores egen skyld, så har vi af og til noget, der er mere nødvendigt. Noget, der er mere nødvendigt end at holde andagt, efterfølge Jesus og leve i tro." Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.

Nu begynder det at gøre ondt! Jesus er skarp.

En mark er stedet, hvor du bor og arbejder og høster dit korn. Marken er vigtig. Livsvigtig. Men når du ser "dit sted" i et større perspektiv, bliver det tydeligt, at "din mark" ikke er din frelser. Det første sted, vi fik, var det sted, hvor vores vugge stod. Vi fik et hjem, hvor vi voksede op. Senere fik vi et værelse for os selv. Så måske en lejlighed. Nogle får senere måske eget hus. Til sidst får man en plejehjemsplads og til aller sidst en meget lille mark med en pæn sten, gravstedet. Jo, marken og stedet har stor betydning, men kan ikke frelse os. Livet er vigtigere end marken. Fællesskabet med hinanden og fællesskabet med Gud er vigtigere.

På samme måde med de fem par okser, som en anden mand netop havde købt og skulle ud at prøve. En ny traktor med mange hestekræfter, en ny og herlig ting, du netop har anskaffet dig, og som du sætter over gudstjeneste og andagt, ja, over fællesskab med Gud. Det kan blive din ulykke!

Den tredje grund til ikke at komme til festen hænger sammen med, at man har giftet sig og derfor er nødt til at give fællesskabet med Gud en lang pause. Så længe det drejer sig om ting, jord, mark, have, hus, arbejde og nyt job mærker vi inderst inde, at det ikke er en gyldig grund til at sige nej til festen. Derfor sagde de pågældende også: "Du må have mig undskyldt". De beklagede det meget.

Men når det gælder kærligheden, forelskelsen og ægteskabet, da kan man have følelsen af, at man er nødt til at holde op med at gå i kirke og nødt til at undlade at praktisere sin tro i en periode. Jeg kan simpelt hen ikke! Denne tredje person siger ikke undskyld. Kæresten, konen og børnene har erstattet Gud. Og man tænker, at det er i orden.

Vrede

Jesus fortæller herom: Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred. Og: Ingen af de indbudte skal smage mit måltid!

Hvad nyttede det en israelit at have en dejlig mark, nye okser og en smuk kone, hvis dødsenglen gik ind og dræbte den førstefødte? Hvad bliver der af vort arbejde og slid, hvis vi lever i afgudsdyrkelse uden tro på Gud? - Hvad bliver der af seksualiteten, hvis vi vælger selv, hvordan vi vil nyde den? Og selv om vi ydre set lever efter det sjette bud og gifter os, hvad så med det første bud: Du må ikke have andre guder? Kan din kæreste måske frelse dig? Kan din mand og kone redde dig? Hvad er det for et ægteskab, hvor man ikke holder hviledagen hellig og vender ryggen til Guds velsignelse? Det er et liv under Guds vrede. For uden frelsen i Jesus Kristus og uden hans offer for vore synder, findes der intet liv og ingen salighed. Kun vrede. Derfor siger Jesus med betoning: For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.

Frelse

Men samtidig retter Jesus vores opmærksomhed mod frelsen og Guds store barmhjertighed, når han afslutter fortællingen med at sige: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.

Jesus viser os her, at Gud vil have festsalen fyldt op med mennesker, som behøver hjælp og frelse. Da de mennesker, som havde arbejde, marker og et pænt familieliv sagde nej til frelsen, valgte Gud dem, som er elendige, syge, blinde, vanføre. Frelsen er for dem. Her bliver det rigtigt tydeligt, hvad slags fest, der indbydes til: Frelsens fest. Festen handler om frelse fra død og synd. Frelse ved lammets blod på dørstolperne i Egypten. Frelse for den førstefødte. Den kristne tro handler om frelse fra synd og skyld i familien og i vores personlige liv. Frelse fra døden.

Det er ikke nogen selvfølge, at vi tror og deltager i frelsens fest. "Ingen af de indbudte skal smage mit måltid!" Vi må ikke mene, at det er nok at være indbudt. Vi skal også komme og deltage! Vi kan ikke oparbejde goodwill hos Gud, så vi ikke behøver at komme i kirke og læse hans ord - og samtidig komme i himlen. Det er at vende op og ned på tro og gerninger. Det er at gøre frelsen til en selvfølgelig ting, som dybest set står i vejen for, at vi kan udfolde os og hygge os i vort liv.

Se, hvor meget de lamme, vanføre og blinde behøvede fællesskab og frelse! Det er sandheden om os. Det gør ondt. Og det er den sandhed, vi behøver at høre, hvis vi skal søge Gud og holde os til ham og deltage i frelsens fest.

Og da siger Gud samtidig til os: Tjen mig! Gå ud på vejene og find dem, som ingen andre kunne finde på at opsøge og være sammen med. Indbyd dem til frelsens fest. Byd dem i kirke. Byd dem ind i menighedens fællesskab, hvor jeg giver jer nåde og alt godt. Sådan sætter Jesus frelsen og fællesskabet med Gud i centrum for al mission og tjeneste i menigheden.

Derfor må vi sige, at Guds tjeneste for os er "festlig nok" at deltage i ene og alene af den grund, at han dér giver os del i sin frelse. Større fest findes ikke! Og ingen af os kan være denne fest foruden. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikrike. Lagt på www.vivit.dk juni 2003. Rettet 30.3. 2004