Ulykken og gartneren under Pontius Pilatus

Oversigt
Søgemaskine

21. søndag e. trinitatis, 16, oktober 2016 i København og Aarhus, pastor Leif G. Jensen
Salmer: 25, Sl 46, 292v3-4, 560, 345, 430, 226

Lukas 13,1-9
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: "Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de." Så fortalte han denne lignelse: "En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om."

1. Vi nævner hver søndag en romersk guvernør i kirken: Pontius Pilatus. Nemlig at Jesus blev pint under ham. I dag hører vi, at Pilatus også gjorde andre grufulde ting. Lukas fortæller, at på den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Israelitter kom rejsende oppe nord fra, fra Galilæa. Jesus var også selv galilæer. De tog til Jerusalem for at tilbede. Og troende galilæere gik ind på tempelpladsen med deres offerdyr, som blev slagtet, som Gud havde ordnet det i loven. – Og da var det frygtelige sket: Mens de ofrede til Gud, gav Pontius Pilatus ordre til, at romerske soldater angreb templet og slog galilæerne ned og blandede de dræbte galilæeres blod med offer­dyre­nes blod. Det var et af eksemplerne på Pontius Pilatus’ voldsomme og skånselsløse fremfærd under de 10 år, han regerede i Judæa. – Det grusomme drab på galilæerne havde gjort indtryk. Jesu og hans disciple var jo også galilæere. De havde måske personligt kendt nogle af dem, der bar blev slagtet i Templet.

2. Vi er også optaget af at tale om terror og ondskab i verden af i dag. Vi hører om kristne piger som bliver taget til fange i det nordlige Ni­ge­ria af Boko Harams folk, om muslimer, der bli­ver angrebet af Isul i en moske, mens de beder et sted i Syrien. Om en ældre præst i Fran­­krig blev dræbt i sin kirke af terrorister. Vi taler om det. Og når det rammer tæt på os selv personligt, har vi endnu mere brug for at tale om det. Hvorfor lige dem? Hvorfor lige hende? Hvorfor skulle det og det ske for mig? Vi behøver nogen at dele det med i et forsøg på at forlige os med det – eller måske endda finde en forklaring. Der bliver tilkaldt krisepsykologer. Præster bliver inddraget.

3. Vi har det svært, når sygdom, lidelse og ondskab rammer os. Livet kan virke menings­løst. Kommer det fra Gud? Er det hans straf? Og hvis ikke, hvor­for sker det da? Har han trukket sig bort? Eller findes der ingen mening, når det kommer til stykket? Kan vi lige så godt opgive at finde svar, og leve efter vore egne love – og være ligeglade med hin­anden? Eller findes kærlig­heden? Giver det mening at ofre sig for et andet menne­ske? Skal vi risikere livet for at hjælpe andre? Eller skal vi bare tænke på os selv, fordi andre jo allige­vel ikke er til at stole på?

4. Nogle forsøger at bringe orden i tilværelsen ved at støtte sig til, at hvis man opfører sig godt, går det én godt. Og hvis man opfører sig dårligt, går det en dårligt. Men tanken finder ikke hvile i dette moralske svar. Af Jesu svar kan vi for­nem­me, at folk på hans tid var præget af sådanne moralske forklaringer: Han siger jo: "Mener I, at de var større syn­dere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan?” Han antyder, at det nok var det, de mente. De forsøger at forklare sig ud af ulykken. Hvis de galilæere, som blev dræbt, var større syndere end andre, var der ikke så stor fare for dem selv – hvis de selv nemlig var mere fromme og religiøse end dem, der omkom. De forsøger at lægge ulykken udenfor deres ”område” ud fra princippet, at en stor ulykke må skyldes en stor synd hos dem, der rammes.

5. Men Jesus spolerer deres tankegang. Han gør det ved at nævne en anden ulykke, når han spørger: Hvad med ”de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem?” Det var ikke let at besvare. Her havde de ingen forklaring. Måske byggesjusk. Det var nok bare at betragte som en uforklarlig tragedie. Og hvad med Job i Det Gamle Testamente, ham, som var plaget af ulykker? Han mistede sine børn. Han mistede sit gode helbred. Men var han værre end sine venner? Det mente hans venner. Men i Bogen om Job får vi at vide, at Job ikke var værre. Men samtidig også, at han ikke var bedre end vennerne. Hans skæbne lå derimod i Guds hånd. Gud tillod, at han blev udsat for lidelse og prøvelse – uden at Job havde fortjent at lide dette.

6. Jesus svar er tydeligt. ”Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg! Og de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg!” - Læg mærke til, at Jesus i begge tilfælde fastholder tanken om, at de er syndere og skyldige. Det ligger i hans ord. Men synden og skylden er ikke forklaringen på, at det gik dem præcis sådan, som det gik. For de var ikke værre end andre. - Vi får altså ikke nogen forklaring, som hjælper os til at lægge dette bag os. Derimod gør Jesus ulykken personlig for os med disse ord: ”Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” Det er jo en trussel. Ulykken, som de forsøgte at få styr på ved at finde en god forklaring, bruger Jesus til at spærre dem inde og vise dem at de har en skyld, som er så stor, at de har fortjent at dø. Det er ikke rart, det her.

7. Og så er der måske alli­gevel et lille lysglimt. Nemlig ordet ”omven­del­se”. – For ”omvendelse” er det ikke dette lumre begreb, visse kirkelige kredse har patent på – og andre helt foragter. ”Om­vendelse” i Nye Testamente beskriver nemlig ikke mennesker, der tror og er noget bedre end andre. Det er det heller ikke her. Omvendelse er i Bibelen et meget positivt ord. Det er udtryk for, at der redning og håb. Redningen er her. Redningen er syndernes forla­delse med tilgivelse og fremtid for os. Omvendelse er ikke at man forbedrer sig og bliver bedre end de fleste, så man derved bliver ”frelst”. Omvendelse er at blive tilgivet. Det er, når vi må erkende, at vi har været til skade for andre og har vanæret vores Skaber, og at han så tilgiver os. Det er, når vi skal dø og råber til ham, og han lover os evigt liv. Det står bl.a i Lukas 24,46-47: Jesus sagde til dem: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,  og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folke­slag.”  Kristen omvendelse er omvendelse fra at have været til skade for andre til at få tilgivelse. Omvendelse til redningen.

8. Og det bliver tydeligt i lignelsen, Jesus slutter med: ”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen.” Vingården var Guds folk, Israel. Og figentræet midt i vin­gården var Jerusalem, stedet, hvor israelitterne dyrkede Gud. - Jerusalem havde ikke båret frugt og stod foran at blive ødelagt. Fra Joh. Døber be­gynd­­­te at prædike og døbe ved Jordanfloden og til dette tidspunkt var der gået 3 år. Mon ikke det er de tre år, Jesus sigter til i lignelsen. Men Jeru­sa­lem ville ikke høre. Præsterne ville ikke adlyde. De skriftkloge ville ikke lade sig overbe­vise. Og hvad nu, Jerusa­lem? Og hvad nu med os? Er der håb?

9. Jo, der er håb. Håbet lyser gennem gart­nerens ord. Gartneren beder for vingården og figentræet og lover at gøre alt, hvad der er brug for. Efter tre år, hvor intet er lykkedes, siger gart­neren: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om. Gartneren er Jesus. Han bad for Jerusalem. Han bad for sit folk. Og hvad skete der i året efter: Jesus blev pint under Pontius Pilatus, blev kors­fæstet, døde og blev begravet. Han blev slagtet på Golgata sammen med to røvere – under Pontius Pilatus. Men han opstod på den tredje dag – under Pontius Pilatus. Og han steg op til himmels. Og 50 dage efter blev det prædiket i Jerusalem, at Jesus var deres frelser. Tre tusind mennesker kom til tro på Jesus. De blev omvendt og døbt. Red­nings­manden, gartneren var hos dem. Intet ondt kunne forhindre det – heller ikke i dag hos os eller noget andet sted i verden. Det giver os håb, virkeligt håb.

10. For Herren er også hos os. Han er hos os netop nu, når vi hører evangeliet. Og han kommer og redder os i dåben og i nadveren. Sådan kan vi tro på syndernes forladelse og det evige liv. Dåben renser os i hjertet. Og nadveren styrker os, fordi det er Jesu legeme og blod. At omvende sig er at vende sig om til dåben og nadveren. Vi har ikke dermed teoretiske svar på ulykker og på lidelsen i verden. Men vi har en Herre, som selv blev ramt af den største ulykke. Og han har sejret over skylden og døden og dommen. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 16.10.2016. post@vivit.dk