Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

.

Hvad Gud gør for os, og hvad vi må gøre for ham

Prædiken på 9. søndag e. trinitatis, 9.8.2020 i Gratiakirken og Martinskirken. Pastor Leif G. Jensen
Salmer: NyDS 243; DS 230; NyDS 345; DS 430; Kirkevers 20

Prædiketekst: Lukas 12,32-38
Teksten læses i løbet af prædikenen

I. HVAD GUD GØR FOR OS

v.32: Frygt ikke, du lille hjord , for jeres fader har besluttet at giver jer Riget!

a. Vær ikke bange!
Disciplene var en lille hjord sammenlignet med de vantro jøder og de mange hedenske nationer rundt om dem. Selv om de er få i antal og ubetydelige i andres øjne, så var de dog mennesker, som Gud særligt har kær. De var en hjord, som han købte med sit eget blod. (ApG 20,28). (I er dyrt købt, prisen er betalt). ”Jeg er den gode hyrde, … og jeg sætter mit liv til for fårene” (Joh 10,14 og 15). Disciplene er mennesker, som havde fået en hyrde, der elskede dem. Hvad gjorde det så, at de kun var få? Han var død for deres synder. Han var opstået fra de døde. Han var herre over liv og død. Og elskede dem.

De skulle aldrig frygte hverken sult eller fjender. Alt vil le blive givet dem. Jesus siger jo: ”Jeres fader har besluttet at give jer riger!” Hvis man får et helt kongerige, da får man jo kongen og alt det gode, han har til os. Og kongen er Skaberen, himlens og jordens Skaber, den Almægtige, den evige Gud. Vær ikke bange!

b. Du lille hjord
Men hvordan var de blev et hans hjord? Det var de blevet, da de mødte ham, og da de hørte og så, hvem han var. De blev døbt ude i Jordan af Johannes Døber. De var blevet renset. De var blevet hans disciple, og de var nu i lære. Guds rige var kommet nær, for Kongen var hos dem, kongernes konge.

Apostlen Paulus sagde det i brevlæsningen fra 2 Timotheusbrev: Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter sin egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Jesu Kristi tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet (2 Tim 1,9-19). Jeres far har besluttet at give jer rige. Men også det, at I kender ham og tror på ham, skyldes Guds beslutning. Det skyldes ikke vore gerninger. Men han kaldte på os, fordi han besluttede at kalde på os. Og det skyldes nåden, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden. Den var der – og nu blev det forkyndt for dig. Og du kom til tro. Hvor stort og godt at det er sådan, vi kom til tro og blev kristne. Når vi bliver bange for ikke at være det og ikke at slå til, da må vi høre os tilbage til at være Jesu disciple og Guds kære børn. Bare høre det. Og så er det, sådan som det bliver sagt til os.

Gud havde sagt det forinden i Gamle Testamente ved profeterne. Første profeti blev givet til Adam og Eva: at et barn skulle frelse dem og knuse slangens hoved. Og Esajas sagde flere tusind år senere: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herre­døm­met, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette” (Es 9,5-6).

c. Forskellige slags frygt
Og hvad gør du, når du bliver bange af den ene eller anden grund?

Du ser dine fejl og mangler. Noget, som tynger dig. Noget slemt du gjorde og som skadede andre. Du anser dig for en forbryder. Du frygter for deres synder! Men da kan vi jo synge: ”Jesus, tænk på mig, når du kommer i dit rige!” Og du ved godt, hvad han svarede en røver. Det samme siger han til dig: ”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis.”

Da er det godt at have lært Jesus at kende. Det er godt at være døbt og være iklædt Jesu retfærdighed. Det er godt at være begravet og oprejst med Jesus, som døde og opstod fra graven. Da ved vi, hvad vi skal gøre, når vi mærker synd og skyld og frygter. Vi skal kalde på vores konge! Han har jo købt os med sit blod.

Og når vi er raske og frygter sygdom og ulykke, og når vi er syge og frygter ikke at blive raske nogensinde mere, da kommer en anden slags frygt. Tanken går i sort. Da har vi brug for at læse Salme 103, hvor David siger: ”Min sjæl, pris Herren, og alt i mig skal prise hans hellige navn!” Men hvorfor da? Fordi ”han tilgiver ikke kun al din skyld, men helbreder også alle dine sygdomme og udfrier dit liv fra graven og mætter dig med gode gaver (Sl 103,3-4). … Men kan det hjælpe min mor på 93 som er dement? Hvordan kan det hjælpe Anna i Hjortshøj, som er 97 og næsten blind? Fordi Himmeriget er deres! Fordi Jesus udløser deres liv fra graven. Han bar også vore sygdomme. Mange sygdomme helbredes her i livet. Og alle sygdomme helbredes til sidst. Det tør vi tro og stole på, fordi Jesus døde og opstod, og fordi vi har fået det forkyndt – og fordi vi blev døbt til at tilhøre ham. Derfor: Frygt ikke!

Og når vi tænker på, at der ikke er mange, som tror på Jesus. De er flere end vi er. Du er måske alene på arbejdet – i klassen. Men er det de fleste, som har sandheden? Hvad nytter det at være 1000 får, hvis de ikke har nogen hyrde? Er det da ikke langt bedre at høre til en lille hjord, som har en hyrde? Det er din situation, når du hører Guds ord om Jesus. Da lytter du til hyrdens røst – og det ord fører dig og leder dig dag og nat. Kommer du bort fra det, er ulykken på vej. Men lever du med det og af det, da er du salig.  

II. HVAD VI MÅ GØRE FOR GUD

Vers 33-34. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skal jer punge, som ikke slides op, en uudtøm­melig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være.

a) Brug jeres ejendele rigtigt
Vi ejer alle et eller andet. Der er noget, som vi kalder vores. Det sætter Jesus nu spørgsmålstegn ved, når han siger: Sælg det – og giv almisse!

Nu var det ikke sådan, at disciplene var sten rige. Ikke nær så rige som vi er. Men de havde mere, end de havde brug for. Almisse er at give noget til nogle, der mangler, nogle, som har brug for det, vi ikke behøver. Er der nogen, som har brug for det, vi ikke behøver? Ja, der er det helt sikkert. Giv almisse! Hvis vi frygter for ikke at få penge nok til at købe ting, som vi meget gerne vil eje, da fortæller Jesus os, at det behøver vi ikke at frygte for. For det er slet ikke målet med vores liv at eje og samle os skatte her på jorden. Vores skat er ikke vore penge eller det, vi kan købe for pengene. Det, vi kalder vore ejendele, skal bruges af dem, som har mest brug for det. Så er der et andet menneske, som har rigtig meget brug for det – og det du har det som overflod – da står du i en WIN-WIN-situation. Du giver det, du ikke behøver til den, der behøver det. Og du slipper for at gøre din ejendel til din skat. Sådan hjælper I hinanden. Du må bare takke Gud fordi han viste dig den store nød, og hjalp dig af med din falske skat. Da er tingene det, de er beregnet til: til hjælp!

Jesus nævner en ting mere: tiden.

b) Brug tiden rigtigt!

Tid er ikke penge! Tid er ikke endeløse minutter og dage og år. Tid er forventning! Brug hver dag på at vente på din Herre! Jesus siger:

Vers 35-36: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!

Jeg har lyttet til en udsendelse på Radio 4, hvor en ateist inviterede gæster, der tror på Gud. Og i den sidste udsendelse sluttede han med at advare dem, som tror på Gud, at tænke alt for meget på livet, der kommer efter døden. For, som han sagde: Det ved vi intet om. Og det får os til at spilde tiden her på jorden. Men det forholder sig lige modsat. Jesus talte mere om himlen og Guds rige i herlighed end nogen anden. Og Jesus brugte sit liv i kærlighed bedre end nogen anden. At håbe og se fremad mod evig salighed gør ikke doven og ligegyldig, hvis det er Jesus, der lærer os at vente.

Han siger: I skal have kjortlen bundet op, mens I venter på brudgommen. At binde kjortlen op kan oversættes med ”smøge ærmerne op”. Det gør vi for at kunne tage ordentlig fat. Sådan skal disciple være klar til at arbejde og slide i det –mens de venter på den evige salighed. Ikke for at blive frelst. For det har Jesus jo ordnet for os. Og vores Far har besluttet at give os rige – af nåde. Vi skal arbejde, fordi Jesus kalder os til det! Gør det, fordi I er mine disciple!

Brug tiden til at tjene hinanden og andre mennesker. Og så kommer brudgommen. Og hvad gør han så? Der står:

Vers 37-38: Sandelig siger jeg jer. Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne.

Han vil selv smøge ærmerne op og tjene dem i evigheden. Det fortælles der om i Åbenbaringen 7,17: "De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne." . Sådan en Mester og Herre har vi. I herligheden vil takke og prise ham for Frelsen, som tilhører ham og hans Fader. Den lovsang begynder allerede her i tiden, mens vi arbejder med opsmøgede ærmer. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen Evangelisk-Lutherske Frikirke. post@vivit.dk