Vi er ikke tilskuere

Prædiken på 3. søndag i fasten (I), 11. marts 2007 i Århus og Løsning
Salmer: 19 - Bibelkor Sl 62 - 132 - 564 - 430 - 567

Evangelium: Lukas 11,14-28

Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne un­dre­de sig. Men nogle af dem sagde: "Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne." Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: "Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.
Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.
Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil ven­de tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kom­mer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første." Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: "Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!" Men han svare­de: "Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!"

Jesus og dæmonerne - men hvad med os selv?

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon. Og han uddrev den. Folkeskarerne undrede sig. Og i deres undren overvejede de forskellige forklaringer. Nogle mente, at forklaringen måtte være, at Jesus var i ledtog med de onde ånders øverste ånd, Beelzebul, dvs. Satan eller Djævelen, det høje åndelige væsen, som Gud engang skabte, men som forkastede Gud. Det måtte være ham, Jesus var i kontakt med. Andre var mere i tvivl og ville teste og afprøve Jesus yderligere, før de tog stilling. De ville se et tegn fra himlen.
Jesus kendte deres tanker og bevæggrunde til at tænke og ønske, som de gjorde. Ligesom han havde magt til at uddrive den stumme ånd i manden, sådan vidste han, hvad der bevægede sig i dem, som stod og så på.

Vi gør os også tanker om det der sker i tilværelsen. Vi fornemmer, at der er stærke åndelige magter og kræfter. Men hvad er hvad? Hvor kommer det fra? Hvem er hvem? Og hvem er vi selv? Hvor er vi i forhold til det, som er godt og ondt, og i forhold til gode og onde magter, til Gud og Djævelen?

Ved troen er vi hos Gud

Vi bekender vores tro hver søndag, efter at vi har hørt evangeliet. Vi tror på Gud Fader, Søn og Helligånd.
+ Vi tror på Gud Fader. Han har skabt både den usynlige og den syn­lige del af verden, også de åndelige skabninger, som ufor­klar­ligt satte sig op mod Gud; også alle mennesker. Og vi kalder ham Fader. Det er det, Gud er. Og da er det også sagt, hvem vi er, og hvor vi skal være: vi er skabt af ham, og vi skal være hos ham og leve i tillid til ham, fordi han er Faderen.
+ Vi tror på Guds Søn, Jesus Kristus, som vores sande Herre, født af Faderen i evighed, og født som menneske af jomfru Maria. Han led for os, Han døde og opstod. Han er Herre over alt og alle! Og han kommer igen som dommer og Frelser. - Sådan er han. Og når nu han er sådan, så er der også sagt noget afgørende om os. Vi er omfattet af hans kærlighed, fordi han blev vores herre ved at bære vores synd og sejre over døden og dommen i vort sted.
+ Og vi tror på Helligånden, som udgår fra Faderen og Sønnen, som bringer os tilgivelsen gennem dåben til syndernes forladelse, gennem evan­geliets ord og gennem den Jesu legeme og blod i nadveren. Sådan er han. Her udfører han sine gerninger i vores sind og tanker – og ska­ber og bevarer vores tro.
Det tror vi.

Ved troen forsager vi Djævelen

I den tro forsager vi Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. For Gud har sagt: Du må ikke have andre guder! Og hvorfor skulle vi også have det? Er der nogen anden end vores skaber? Er der nogen anden end vores Frelser? Er der nogen anden end vor Talsmand? Er der nogen anden? Nej, der er ingen anden!
Derfor må vi ikke sætte vor lid til løgnen, når den kommer luskende til os i sine mange forklædninger. Det være sig selvopfundne religiøse symboler, mennesker, som virker overbevisende, spændende og tiltrækkende eller filosofiske tankesystemer om tilværelsen og det guddommelige. Vi afviser også selvgjorte religiøse ceremonier, askese og livsformer, som er bundet op på regler, som tager sig fromme ud.
Vi må ikke vælge onde åndsmagter i stedet for ham, som skabte både den synlige og usynlige verden.
Gud sagde det sådan til sit folk i det gamle testamente: ”Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde” (Fra søndagens læsning: 5 Mosebog 18,9-15). Og det er ligeså aktuelt i dag som dengang.
Vi lever i en verden, hvor besættelses­magten er tæt på. Ligesom en fjendtlig magt kan benytte sig af spioner og agenter, som arbejder bag forsvarslinierne, og ligesom man taler om en 5. kolonne, som underminerer og angriber indefra, sådan har vi også i vore hjerter en 5. kolonne-virksomhed. Vort åndelige væsen er så meget i uorden og skadet, at det er tilbøjelig til at tage imod det onde. Ja, vi er endda tilbøjelige til at benytte os af det onde til vores egen fordel. Og når vi gør det, bilder vi os ind, at vi er gode og får noget godt ud af det. Paulus taler herom i søndagens epistelteksten: Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn (Ef 5,1-9).
Hvis det afhang af vores egen kraft, ville vi ikke kunne undgå at bedrage os selv. For vi vil bedrages. Vi kan endda finde på at lukke fjenden ind ad bagdøren. Bagdøren kan f.eks. være ”selviskheden”. Men den giver sig ud for at være noget andet, og vi tror, at det gavner os, at være selviske – og dog fører den dybt ind i isolation både i forhold til vore nærmeste og til Gud.
Apostelen advarer også mod mere åbenlyse farer. Han siger i søndagens epistel: Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige (Ef 5,1-9).

Jesus er stærkere

Her er lignelsen om ”den stærke”, som bliver overvundet af ”den stærkere” til stor trøst. Jesus siger: Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet.
Vi tror på Jesus Kristus – vor Herre – som er ”stærkere”. Han angreb den stærke Djævel, som bevogtede sin gård. Men Jesus overgik Djævelen i klogskab. Og så havde han noget, som Satan ikke har: kærlighed og offervilje. Jesus gjorde det umulige. Han reddede syndere, selv om synden og skylden så ud til at være så meget integreret og en del af deres væsen, at de ikke kunne reddes. Han gjorde det ved at gå i deres sted. Han bar deres straf. Han led for dem.
Jesus trådte ind i Djævelens område. Her lod han sig friste, og han led med de mennesker, han elsker, og han led i deres sted den straf, vi har fortjent. Han blev korsfæstet. Gud Fader lod ondskabens magter rase ud overfor ham. Og da de troede, at de havde gjort det af med ham, da havde Faderen og Sønnen sammen udfriet de mange mennesker, som Satan og alle hans onde magter troede, de havde i deres magt. Det gjorde Gud, da Kristus døde og opstod for os.

Kampen fortsætter – men Kristus har sejret

Derfor kæmper ondskabens åndemagter især for at kvæle og forfalske budskabet om, hvad Jesus Kristus har gjort for menneskene. Det skal væk! Det skal undertrykkes! Det skal fordrejes og forfalskes! Det skal latterliggøres og gøres ligegyldigt.
Djævelen arbejder forbitret på at tømme vores andagtsliv for indhold og dreje kirkens budskab bort fra det, Herren gjorde for os ved sin fødsel, liv, lidelse, død og opstandelse. Hvis det sker, da er der plads igen til det, der er værre, ja, meget værre end synd og skyld, som dog kan tilgives. Syv gange værre. Nemlig den nye vantro, som ikke længere agter evangeliet for noget værd. Og hvem er der så til at redde os ud af bedraget?
Derfor siger Paulus i Kolossenserbrevet: Kol 2,6-10: Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, over­strøm­mende i jeres tak. Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den. - Lev i Ham! - Lad dig rodfæste i ham, idet du takker ham. Du har hele guddomsfylden i kød og blod i Jesus.

Vi er ikke tilskuere

Da Jesus havde uddrevet den onde ånd, stod mange og så på. De tænkte vel, at dæmoner kunne være et problem for andre, men ikke for dem selv. De betragtede sig som mennesker, der kunne være neutrale tilskuere på sidelinien udenfor spændingsfeltet mellem Gud og Djævelen.
Men Jesus siger, at det er umuligt. Det kan man ikke. Enten tror vi på Gud og lader os fylde af ham, eller også kommer den onde ånd tilbage med syv andre ånder, som er værre end den selv. Den, som ikke er med mig, er imod mig. Den, som ikke samler med mig, spreder.

Og vi får hjælp gennem Jesu ord til den begejstrede kvinde sidst i evangeliet. Hun udbryder: Hvor må det være stort at have fået lov til at føde det barn, som er blevet til noget så stort. Tænk at have været den mor, som gav ham bryst.
Hertil sagde Jesus: Javist. Men det er der nu kun én kvinde, der kunne være, nemlig hende, der blev det, Jesu mor, Maria. Nu gælder det i stedet jer. Men der er også salighed til jer: Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Det ord kan vi leve på. Det fortæller os, at vi igen i morgen skal lade evangeliet lyde i vores andagt – og igen næste søndag, det til stadig kan fylde pladsen ud i vore hjerter. Evangeliet bevarer os i troen på Gud, så vi er og forbliver hans børn. Amen

Lagt på www.vivit.dk 14.03.2007