To store spørgsmål

Marias Bebudelsesdag, 22. marts 2015, Leif G. Jensen
Salmer: 62, Alt mit håb satte jeg til Gud (Sl 40), 63, Alene Kristus er mit håb v1-2, 189, 178

Lukas 1,26-38
Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede!" Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." Maria sagde til englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." Englen svarede hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud." Da sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende. 

De fleste af os går rundt med to store spørgsmål her i livet. Det ene spørgsmål stammer fra vores forundring, det andet vokser ud af vore ønsker om at skabe vores egen fremtid: Det første er Marias spørgsmål, som hun stiller i dyb forundring: ”Hvordan skal det gå til?” Det gælder både det i livet, som allerede er virke­lig­hed, og som vi undres og forundres over, men også det, vi stoler på vil ske i morgen, selv om vi ikke fatter, at det er muligt. Det var Marias spørgsmål til englen Gabriel. Det andet spørgsmål lyder sådan: ”Kan det mon lade sig gøre? Er det muligt?” Vi stiller det ofte af ren nysgerrighed som et teknisk spørgsmål. Men de fleste gange spørger vi sådan af meget personlige grunde.

I

Lad os først se lidt nærmere på det sidste spørgsmål: ”Kan det mon lade sig gøre?” Opfindere spørger sådan. De undersøger og forsker og foretager mange forsøg. Opfinderen ved ikke, hvad det vil ende med. Måske det slet ikke kan lade sig gøre at opfinde det, han forsøger at opfinde. Han ved, at det er umuligt for ham at gå imod naturens love. Opfinderen spørger: ”Kan det mon lade sig gøre?” Spørgsmålet driver ham i hans arbejde og opfindsomhed.

Selv om vi ikke er opfindere , stiller vi ofte lignen­de spørgsmål på det på det personlige plan. Når vores liv ikke er, som vi ønsker det, plages vi af spørgsmålet: Kan det mon blive bedre? Er der nogen måde, hvorpå det kan lade sig gøre på? Og vi ved godt, at det ikke vil lykkes, hvis vi er oppe imod selve naturlovene eller imod vores livssituation og de muligheder, der er vores!

Vi stiller også spørgsmålet, når vi forsøger at hjælpe andre i deres liv. Kan det mon lade sig gøre at hjælpe det menneske? - Kær­lig­heden gør opfindsom. Vi prøver på den ene måde. Hvis ikke det hjælper, prøver vi på en ny måde. Det er ufatteligt livsbe­kræftende at møde en kærlighed, der gør forsøg efter forsøg på at hjælpe og gøre det, som skal til, for at løse et personligt problem. Den får dig til at påtage dig både slid og slæb, at rejse langt og bruge al din tid og energi. Kærligheden bliver ikke træt. Alligevel lykkes det måske ikke, som du håbede og ønskede. Men kærligheden gjorde den store forskel. Og det blev i sig selv til glæde og gavn.

Alligevel er der en alvorlig bagside ved dette spørgsmål og alle de forsøg, som det føder her i verden: Nemlig at løsningen afhænger af os, af vores opfindsom­hed, af naturlovene, og af vores kærlighed og udholdenhed. Og vi lever hele tiden med den usikkerhed, at det måske bare ikke kan lade sig gøre i vores liv – eller i andres liv. Det kan i den grad gøre os modløse.

II

Derfor er det en stor gave at høre Maria stille det andet spørgsmål: ”Hvordan skal det gå til?” Maria så ingen muligheder for, at hun skulle føde et barn, og da slet ikke Guds Søn, kongernes Konge. Det var imod alle naturlove.

Ikke desto mindre havde englen fortalt Maria i detaljer om hendes fremtid: Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige. - Det får Maria at vide i en tid, hvor det har været nedgangstider og tørke i 500 år i Guds folk. De er undertrykt og har ingen konge. Alt ser håbløst ud. Og selv er hun en fattig pige i Nazareth. Hun så og indså, at hun ikke personligt havde det, der skulle til.

Her ligner vi Maria: Vi har ikke det, der skal til for at vi selv, vores menighed og Guds folk får fremtid med lykke og håb. - Helt personligt mærker du, at du med dine ressourcer og mulig­heder ikke kan skabe den fremtid, du gerne ville, hverken for dig selv eller for dine nærmeste eller for mennesker i lidelse og nød. Du kan gøre noget – men vil det nytte?

Maria spørger ”Hvordan skal det gå til?”. Hun spørger ikke som en opfinder, der selv skal forsøge at finde svaret gennem sine mange forsøg. Hun står derimod som det lille menneske, har fået lagt opfindelsen i sine hænder, og hun spørger så: ”Hvordan skal det gå til?” Hvordan kan du tale sådan om min fremtid, Gabriel? Hvad er baggrunden? Hvordan kan det lade sig gøre?

Måske kan billedet med en rose hjælpe os. For er det ikke lidt på samme måde, som når du står med en rose i hånden og ser bladene, farverne, folderne og mønstrene og mærker duften og blødheden. Du fornemmer sommer og sol, fællesskab og skønhed. Og da spørger du: Hvordan går det til? Hvordan er rosen blevet til en rose? - Eller måske det er bedre at sammen­ligne med, at du netop har klippet dine rosen­buske ned. Der står du. Alle de gamle grene har du båret væk. Hvad skal dine roser blive til? Men havebogen fortæller, at der vil komme de fineste roser til sommer, ligesom Gabriel sagde til Maria: ”Du skal føde Kongernes Konge.” Du skal ikke skabe noget selv, Gud giver dig det hele!

Sådan ser du på dig selv og dine svagheder. Du ser din livs­situation, dine nærmeste, dine venner, dine forældre, dine søskende, dit arbejde og din trivielle hverdag. ”Hvordan skal det gå til at jeg skal blive noget som helst godt?” Og da lover Gud at give dig en Konge og Herre, som sørger for dig i ét og alt - nu og i evighed. Og han er allerede i fuld gang med at gøre det for dig.

III

På ét absolut afgørende punkt er Marias situation anderledes end vores: Hun skulle føde Guds Søn. Og hun gjorde det! Det skete ved at Helligån­den kom over hende, og den Højestes kraft overskyggede hende. Derfor skulle barnet, der fødtes, kaldes helligt, Guds Søn. Og det skete! Hun blev gravid. Og hun fødte Guds Søn. Og hun kaldte ham Jesus. Og han blev Israels Konge og verdens frelser! Også din Herre og Frelser. Ikke ved at Maria eller vi opfandt ham eller gjorde ham til vores konge, med ved Helligånden! Sådan skulle det gå til. Og sådan skete det.

Men hvordan kan det ske, at Jesus er min konge, som regerer og søger for mig i mit liv? Det blev han allerede, da han blev undfanget af Helligånden og født af jomfru Maria. Og da han pint under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet. Og da han nedfor til Helvedet, opstod påskemorgen, steg op til Himlen og sidder ved Gud Faders højre hånd. Og det sker ved, at han kommer igen og dømmer levende og døde. Og der skal ikke være ende på hans rige. Det har Gud hermed givet dig i evangeliet. Det er din virkelighed.

Hvor meget af det afhænger af dig? Intet! Alt afhænger af Helligånden, som gjorde, at Guds Søn blev menneske, og af hvad Guds Søn gjorde som Gud og menneske her på jorden, og af, hvad han gør som vores konge i dag ved Guds højre hånd. Og af at Helligånden fortæller det til dig, ligesom han fortalte det til hyrderne på Betlehems marker! Derved blev Jesus også deres Herre og Frelser. Ved ordet. Og sådan er han også nu blevet din Herre og Konge!

Hvad så med alt det øvrige, som Gabriel sagde til Maria? Hvordan går det til, at ”Gud er med dig”, at du ”ikke skal frygte”, og at du ”har fundet nåde for Gud”? – Og hvordan kan det ske, at Gud bruger dig til at bringe godhed og kærlighed til andre mennesker? På samme måde, som det skete for Maria! Nemlig ved, at Helligånden kommer over dig, og den Højestes kraft overskygger dig. På den måde skal du kaldes Guds barn og være under Guds omsorg, leve uden frygt og tjene Gud! Gud gør det ved sin Ånd gennem sit ord og dåben og nadveren, gennem disse nådemidler. Sådan var det for Guds folk i Bibelens historiske beretninger. Og sådan er det i dag. I Salme 51 fortæller David, at Gud gav ham nyt liv med håb, da han blev tilgivet. Og han bad om, at Gud ikke ville tage sin hellige Ånd fra ham igen. Og Herren siger ved profeten Zakarias: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre (Zak 4,6).

Sådan giver Guds Ånd os håb, når han kommer til os med tilgivelsens ord og beskriver den nutid og fremtid, som vi har som Guds kære børn. Han gør det ved at minde om alt det, Jesus har lært os. Da er Helligånden i os og hos os. Sådan former han din fremtid. Sådan skaber han den. Sådan giver han dig kærlighed, som du må bruge i opfindsomhed til gavn for din næste. Og derfor siger vi med Maria: Lad det gå mig, sådan som du siger, Gud! Amen.

Lagt på www.vivit.dk 22.03.2015 post@vivit.dk