Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

18 21 En kristens naturstridige sang 3. advent 12.12.2021 i Aarh. og Kbh (LGJ). Salmer. 696, 93v1-3, Vi sidder i mørket. O kom, o kom Immanuel, 430, 62. Lukas 1,67-80: Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser. Amen. Fuglesang er en gave til os mennesker. Nogle synger som en drøm. Andre synger ikke særlig flot. Sangsvanernes snakker på markerne. Lærken synger over kløvermarken. Solsorten synger morgen og aftenen på et højt sted. Men mest om foråret og den tidlige sommer, mens ”fugle­stem­men daler” om efteråret. Og vinteren hører man ikke mange fugle. ”Spurven sidder stum bag kvist”. Sådan er det også med mennesker. Vi har fået forskellige stemmer. Og der er forskellige tider i vores liv, hvor vi synger let og glad, og hvor vi ikke magter at synge, fordi glæden er borte. Det er ligesom med fuglene: der er naturlige grunde til, at vi synger, og til, at vi ikke synger. I dag møder vi en sanger, som synger på trods af naturen. Han fortæller os om sangen, som synges i tro på Gud. Her synges søgesange, hvor de fleste finder det naturligt at skåle og synge fest-sange. Og her synges glædessange om håb, hvor det ellers var naturligt at at sidde stum bag kvist på grund af kulde og håbløshed. Alligevel synger det lille menneske, og helt uventet. – Zakarias er en ældre mand. Han er præst, og synger imod naturens orden. Han tjener Gud i templet. Her sang man salmerne, Gud havde givet sit folk. Imod al sund fornuft. Derefter blev han stum i 9 måneder. Og da sang han igen imod alle menneskelige følelser på grund af englens ord, hvad det lille barn engang skulle betyde for Guds folk og for Verdens frelser. - Zakarias lærer os, at kristen sang synges i mørket og dødens skygge. 1. Guds folk synger på trods Det var præsterne i den gruppe, Zakarias tilhørte, der skulle gøre tjeneste i Templet i Jerusalem den dag. Var der noget særligt at glæde sig over? Var der nogen grund til at tro på Gud, den Almægtige og Barmhjertige? Det var jo en form for vinter: ingen profet var fremstået i flere hundrede år. Men Zakarias kunne glæde sig over, at Gud findes og havde givet dem et sted på jorden, hvor de kunne finde ham, at Gud havde talt til fædrene ved profeterne. Det synger han om: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender … at vise barmhjer­­tighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt. Sådan sang man i Guds folk. Man sang om Guds pagt. Om Guds løfter. Om at Gud boede i sit folk. Men også at han ville komme som et barn – som verdens frelser – som en af os. Det blev man ved med at synge om og tro på. År efter år og århundrede efter århun­drede. Man sang Davids salmer, de samme sange igen og igen. Det var ikke naturligt. Man sang, når man havde lidt nederlag, kom i fangenskab, når alt håb var ude. Man sang også salmer om skyld og synd i gode dage. ”Fra det dybe” sang man (Sl 130). ”Min sjæl, pris Herren, han som tilgiver alle dine misgerninger” -sang man (Sl 103). Det var ikke naturligt. Midt i undergangen sang man med håb! For Gud gav dem tro og håb. Også de første kristne holdt fast ved ”bønnerne”. Vi ved, at det var Salmernes Bog. Og der blev føjet sange til i Nye Testamente, som er blev et sunget i to tusinde år. Marias og Zakarias lovsang. Englenes sang ved Betlehem og Simeons lovsang. Fire store sange som kristne synger og synger morgen, middag, aften og om natten. De ligger som baggrund for utallige kristne sange. 2. Tegnet på vantro – hos Zakarias En dag blev denne mand tavs, ligesom vi kan blive tavse. Ikke fordi han var ligeglad. Ikke fordi han var holdt op med at gå i kirke. Ikke fordi han havde glemt Guds løfter. Nej, han blev tavs, fordi Gud gjorde ham stum. Mens han gjorde tjeneste ved templet havde præsterne kastet lod om, hvem der skulle frembære røgelsesoffer. Det var offeret i forbindelse med bønnen. Ligesom røgelsen fyldte huset og steg op, sådan stiger vore bønner op til Gud. Han hører os. Zakarias skulle bringe offeret. Og da viste Herrens engel sig for ham og han blev grebet af frygt. Men Englen sagde: ”Frygt ikke Zakarias. For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren, deres Gud. Han skal få foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.” Men Zakarias diskuterede: ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt … jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.” Og da fik han et modsat tegn, nemlig et tegn på at han var en synder og at han ikke stolede på Gud: Tegnet var, at han blev stum. Derfor kunne han ikke synge eller tale. Og da han kom ud af templet og skulle velsigne folket med løftede hænder: ”Herren velsigne dig og bevare dig …”, da forblev han tavs. 3. Tegn på synd – hos os Vi ønsker nogle gange tegn. Men nok ikke de tegn, der kan overbevise os om at vi har brug for Frelse og Tilgivelse. Men, åh, hvor vi behøver at se de mange beviser på, at vi er fattige og fortabte syndere. Der er mange tegn i familielivet. Og i menigheden. Svigt. Overfladiskhed. Et af tegnene også, at ligegyldigheden har gjort bønnen tavs. Ingen morgenbøn. Bare ud i bilen og afsted. Ingen bordbøn, bare maden ned i halsen. Ingen aftenbøn, bare en film mere. Tegnene på gudløshed og vantro står i kø, når vi speeder op og lægger andagt og gudstjeneste bag os. Mit liv i selviskhed og uden bøn og takkesalmer er tegn på vantro, ligesom Zakarias også fik et ni måneders langt bevis på, at han ikke troede på Englens ord. Hårdt for en præst at miste stemmen. Sat til side. Afsat. Og dog med håb! Sådan er Gud. Barmhjertig! Når Gud rammer os, giver han og samtidig et håb. Du siger: ”Jeg er jo en gammel mand og min kone er højt oppe i årene”. Hvordan kan Gud velsigne mit liv, hvis der er sygdom i min familie, hvis jeg kun har få venner, hvis jeg ikke kan løfte mig selv og mine familie op. Det er jo håbløst. Jeg er en synder- og jeg har ingen mulighed for at ændre på min egen og mine ægtefælles og mine børns skæbne. Men Gud kan. Og Gud gør det. - På Zakarias’ tid var Guds folk besat af Romerne. Og det 400 år siden den sidste profet havde talt. Hvorfor var Gud tavs? … Men det var han jo ikke. De havde stadig profeternes løfter. … Ligesom vi har Guds ord. Gud er ikke tavs, selv om det er 2000 år siden apostlene og Jesus levede. Vi har jo deres ord. Det står fast. Gud har besøgt sit folk. Solopgangen fra det høje har besøger os og lyser og skinner ind i mørket og dødens skygge. 4. Frelsens tegn – hos os Zakarias stor der ved sin drengs fødsel og kunne tale igen – præcis som englen havde lovet. Og hvad siger Zakarias så? ER han stolt af sig selv og sin bedrift? Nej, han takker Israels Gud, fordi frelseren nu er på vej. Og hans barn er sendt forud. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os. Det vidste Zakarias kun, fordi englen havde fortalt det. Og det troede han. På samme måde er der kun én årsag til at vi har håb og kan synge: nemlig fordi Gud har talt til os om sin kære Søn, Jesus Kristus. Vi har fået lov høre og vide: At Gud har besøgt sit folk. At Gud har befriet os fra vore fjender: Fra dødens og syndens og djævelens magt. Hvilken gave og glæde! Det har Jesus gjort. Også selv om den halve verden modsiger det. Når vi hører evan­geliet, lyser Solopgangen fra det høje til os i mørket og dødens skygge. Og da kan vi se et lille stykke af vejen, vi skal gå på. Det er ”fredens vej!” Næste skridt bliver FRED, FRED, FRED. Fred være med dig. Fred med Gud og fred med din broder. Fred med dine far og fred med din søn. Fred med din mor og fred med din datter. Fred mellem ægtefæller og i menigheden. Vi lærer frelsen at kende ved vore synders forladelse. Og her giver Gud os to tegn: Først tegn på, at vi er syndere. Dem er der mange af. Tak Gud, når du ser det og indser det. Dernæst tegn på at vi er tilgivet: Dem er der tre af: dåben, nadveren og Evangeliet, du hører. Og de er samlet i ét tegn: korsets tegn. Det lyser som en sol ind i vores død og mørke. Lovet være Gud! Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk