Tilbage til prædiken-oversigtFri som fisken i tilgivelsens hav

4. søndag e. påske i Martinskirken og Gratiakirken, 6. maj 2012. LGJ
Salmer: 382, 298, 451 // ”Dig være ære”, 429v1-2, 448, 198v8

Evangelium: Johannes 8,28-36

Jesus sagde da til dem: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne." Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." De svarede ham: "Vi er Abrahams efter­kommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?" Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

Trangen efter frihed er en af de store drivkræfter i verden, måske den største. Vi mærker det, når folk og nationer kæmper for at blive befriet fra besættelse og undertrykkelse. Og på det personlige plan kan vi tænke på, hvor meget det betyder at blive befriet for sygdom og fangenskab.

Jesus taler om frihed og siger: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie?” Men frie fra hvad? Og hvordan vil han befri os? Og hvad skal vi bruge friheden til?

I. FRIHED - fra hvad?

Tilhørerne undrer sig og siger til ham: "Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?" De mente ikke, at de var nogens slaver. Ganske vist var landet besat af romerne. Jøderne var heller ikke alle rige, så de kunne gøre hvad som helst. Men slaver var de da ikke.

Og hvad med os? Har vi danskere brug for frihed? Prøv at sige til naboen: ”Hvis du bliver kristen, så vil du blive fri.” Mon ikke han da spørger: ”Fri fra hvad?” Er man ikke et frit menneske, hvis man er rask og har penge til at gøre, hvad man gerne vil? Jesus forklarer:"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.” Han spørger dermed os: Hvad hvis din vilje ikke er bundet til kærlighed og tjeneste, men af selviskhed, er det da udtryk for frihed, når vi gør, hvad vi vil? Er det ikke snarere kærlighedsløshed, ansvarsløshed og gudløshed? Man kalder det måske frihed, fordi man er fri for kærlighedens krav, fri for ansvar, fri for Guds vilje med os. Men vi er ikke skabt til at leve på egen hånd, men i den virkelighed, Gud skabte os til at leve i: i kærlighed og lydighed og fællesskab med ham – og i tjeneste for hinanden, sådan som han viser os, at vi skal.

Når vi alligevel mærker driften i os efter at blive fri for Guds vilje og hans bud, er det fordi der er kommet en fremmed røst ind i vores tanker og hjerter. Fristerens røst. Den røst sneg sig ind i Evas hjerte og ind i Adams i Edens have. Og da opstod denne falske forståelse af frihed: at man bliver fri, hvis man lever uden sin Skaber og Herre. Men det førte ikke til frihed at følge denne røst. Derimod blev mennesket bundet af frygt og død – og bundet til at leve som syndere. Røsten var dengang og er også i dag en fremmed røst. Det er besættelses­magten, som forsøger at få os over på fjendens side, så vi tror løgnen og tænker, at vi får frihed ved at følge selvvishedens røst, fordi det lugter af selvstændighed. Men om lidt står du der selv – alene – og er på vej ind i frygt og død.

Det er som med en fisk, der ønsker at være fri for at være i vandet. Og hvis det lykkes den at springe ud af vandet og lande på græsset ved siden af åen, er den så fri? Se, hvor den spræller. Se, hvor fri, den er. Men kun en kort tid. Den er på vej til at dø. For den er ikke længere i sit rette element. Når vi tænker, at vi er frie, fordi vi er os selv og os selv nok, da er vi aller mest bundet. Bundet af os selv og af den fremmede røst inden i os. For synd og selviskhed er ikke vort rette element. Vor rette element er at leve i kærlighed til Gud og vor næste. Og Jesus er kommet for at give os den sande frihed: frihed fra synden, dommen og døden. 

II. FRIHED - hvordan befrier han os?

Jesus sagde da til dem: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne." Med ”ophøjelse” tænker han på sin død på korset. Det ved vi fra hans forklaring andre steder i evangeliet: Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Det sagde an og betegnede dermed, hvordan han skulle dø (Joh 12,32).

Menneskesønnen hænger på korset. Han er befrieren. Ophøjet på et kors. Derfra drager han os til sig. Når vi ser ham i den situation og hører, hvorfor han hang der, da slipper besættel­ses­magten sit tag i hjertet. For nu ser jeg, hvad konsekvensen er, hvis jeg fortsætter i mit liv i gudløshed, kærlighedsløshed og ansvarsløshed. Jeg ville blive dømt for det. Dømt og fordømt. - Men Menneskesønnen hænger der i mit sted! Apostelen Paulus forklarer det sådan: Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem. … for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser (2 Kor 5). - Mens vi hører evangeliet om hans stedfortrædende lidelse for vore synder, går det op for os, at han er vores befrier.

Vi var bundet i døden. Vi var bundet til at leve i gudløshed, kærlighedsløshed og ansvars­løshed. Denne løgneriske frihed lå som lænker om vores hals, håndled og fødder, så vi som galaj-slaver måtte ro på et af verdens galaj-skibe. Men vores befrier er kommet. Og nu falder lænkerne til jorden. - Her ser du ham, bundet på korset, naglet til døden. Han dør i dit sted. Han lider straffen, som du skulle have lidt. Han ofrer sit liv for dig. Apostelen Peter siger: I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,  men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde (1 Pet 1,18-19). Og det forklarer is Lille Katekismus: Jeg tror at Jesus Kristus, min Herre, har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra dødens og djævelens magt. Ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død. Jesus Kristus er min Herre og befrier.

III. FRIHED - til at være discipel - hos ham!

Og dermed er der også sagt, hvad vi er frie til: Til at være hos ham – igen. Genløst, så vi nu er tilbage, hvor vi hører hjemme. Hos Gud, vor Skaber, til at leve i den mening, som er den sande mening med livet. – Sådan siger Jesus om sig selv: Han levede hos sin far – i lydighed. Det var den sande frihed for ham. ”Jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne."

Det er også den sande frihed for os: at leve hos Gud som vores far. Den frihed giver Jesus videre til os og siger: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." Befrielsen er jo en befrielse, som finder sted i hjertet. Besættelses­magtens ord afsløres som løgn og bedrag. Og vores egentlige herre vender tilbage. Jesus. Da rykkes de falske bånd over, og der knyttes gode og sande bånd. Bånd fra ham til mig.

Ikke-kristne vil kalde det at være ufri. Men vi ved, at det er at være fri. Virkelig fri. Fri som fisken i vandet. For hos Jesus Kristus er vi i det element, som vi blev skabt til at være i og leve i. Vi svømmer i tilgivelsens hav, hvor Gud omslutter os i sin barmhjertighed og godhed og viser os sin vilje. Hos den korsfæstede ser vi jo, at det nytter noget at give sit liv for andre. Det er godt at være bundet til andre i kærlighed. Det er selve livets mening at være bundet af kærlighedens bånd. Det er frihed. Derfor skal vi blive i hans ord, lytte, læse, overveje, bede med disse ord til Gud, lære ordet og dermed vokse i erkendelsen af evangeliets sandhed.

"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple!” Ordet gør os til disciple. Frihedens liv er et discipel-liv. Ikke frihed i ensomhed eller selvstændighed, men frihed hos Jesus Kristus, vor Herre. Frihed sammen med andre disciple i en kristen menighed. - Jesus Kristus har befriet os fra synden, døden og dommen, ... for at vi skal være hans, leve med ham og altid tjene ham (Lille Katekismus i forklaringen til troens artikel 2). Derfor er vi sammen igen i dag. Og derfor vil vi også i tiden, der kommer, samles og lære og lade Jesus Kristus bestemme over os og kalde os til tjenester og opgaver i hans rige. Altid tjene ham. Indtil han kommer anden gang og tager os hjem i sit evige rige. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk .07.05.2012