Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Vintræet og grenene

18. søndag e. trinitatis, 11. oktober 2020 i Martinskirken og Gratiakirken. LGJ

Salmer: Gl.DS 367, Gl.DS 49, DS2002 368, Gl.DS 417, Gl.DS 430, Gl.DS 542v3-4.

Læsninger: Salme 121, 1 Johannesbrev 4,12-16a.

Johannes 15,1-11
Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.

Ingen af os er blevet til af os selv. Vi har en mor og en far. Vi tilhører en familie. Vi lever med dem, og vi er selv med til at give livet videre. Vi er en del af et levende stamtræ. Selv om vi er os selv med eget navn og identitet, så ville vi ikke være til, hvis ikke vi havde fået liv og var blevet formet i mors mave. Vi blev taget imod, fik mad og navn, voksede op og blevet til dem, vi er i mors og fars favn. Og på samme måde med vore forældre og hele menneskeheden. Menneskeslægten hører sammen. Vi er individer. Men vi hører sammen som et levende træ.

Jesus fortæller os i evangeliet i dag, at virkeligheden, som ligger bag vores liv med hinanden som kristne, er livet med Jesus Kristus. Han siger: Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Og Jeg er vintræet, I er grenene.

Tænk på grenene på et vintræ. Forestil dig, at de enkelte grene. Hvor selvstændige er de lige? Hvordan blev de føjet ind i vintræet? Ved at de valgte vintræet? Ved at de besluttede sig for at blive grene på vintræet? Organiserede de sig, som man gør i en forening? Eller var det nogle missionærer og præster, som samlede en mængde grene sammen og gjorde dem levende, så de blev et vintræ, så vi som kristne skal underordne os dem i et kirkesamfund med pave, biskopper og præster? Nej. Grenene voksede frem af vintræet. Deres liv kommer fra vintræet. De er en del af det. Jesus siger: ”Jeg er vintræet!” Han er det hele. Han er roden, stammen, grenene, kvistene, bladene og frugterne. Han er det hele. Og når han siger, at vi er grenene, fortæller han os, at vi er i ham og en del af ham. Vi hører sammen med ham, og derfor hører vi også sammen med hinanden.

Derfor er det kristne fællesskab ikke noget, vi opretter; det er ikke en organisation, vi får op at stå; heller ikke fri eller tilfældig en samling af individer, som har fælles visioner om at skabe en menighed på deres egen måde. Vi er grene, fordi Gud har skabt os, genfødt os, valgt os og taget os ind til sig. Derfor er den kristne kirke opbygget på sin helt egen måde. Ikke en måde, vi bestemmer, ikke efter almengyldige regler, ikke som foreninger eller forretninger, ikke på en moderne eller gammeldags måde, men som et legeme, organisk (1 Kor 12,12; Ef 1,23; Kol 1,18) og som et vintræ. At være kristen er ikke noget, vi vælger til eller fra. Vi er blevet lemmer og levende grene på Kristus og hører ham til. Det skyldes ham og ham alene.

Hør nogle ord i Johannes-evangeliet, som bekræfter det – slår det fast – og gør det stort og glædeligt for os: Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. (Joh 6,44) … Jesus svarede: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. (Joh 3,5-7) … Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. (Joh 15,16). Når Jesus taler sådan om os, gør det tryg og glad at få lov at være kristen og tilhøre ham.

Jesus siger nu: ”Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.” Gud Fader arbejder med disciplene. Han fjerner de grene, som ikke bærer frugt, og han renser dem, som bærer frugt, for at de skal bære mere frugt. Er det måske lidt skræmmende? Er du på vej bort fra vintræet, fordi du ikke bærer frugt? Er du uren? Har du brug for at blive renset? Hvordan ved vi det? Hvad er svaret? Det er, som om Jesus ved, at vi har disse spørgsmål. For han siger straks: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.

”Rene” og ”rense” er ellers ikke udtryk, man bruger og træer og grene på træer, men om mennesker. Jesus taler fx om det i Markus 7: «Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.» (Mark 7,20-23).

Når Jesus nu siger: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer!”, fortæller han os, at vi bliver rene fra alle disse synder ikke ved at forbedre os, men ved Jesu ord. Jesu ord gør det. Rene bliver vi ved tilgivelsen. ”Jesu Kristi, Guds Søns blod, renser fra al synd!” (Joh 1,7). Og den aften, hvor han fortalte disciplene om vintræet og grenene havde han som det første vasket deres fødder. Og da sagde han til en af disciplene: «Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.» Simon Peter sagde til ham: «Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!» Jesus sagde til ham: «Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. (Joh 13,8-10). Og det samme siger hans apostle om dåbens bad. Her har Kristus renset os, så vi er præcis som vi skal være (Ef 5,25-27 og Tit 3,5). Og vor Herre Jesus har givet os nadvermåltidet af samme grund: Til syndernes forladelse!

Derfor, når vi mærker utugt, tyveri, mord, misundelse, umådehold og hovmod i vore hjerter og liv, da har vi brug for én ting: det ord, som gør os rene: tilgivelsen.

Hvad så, hvis du ikke har det ord? Så er du uren og fortabt. Det Jesus: ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.” Han bruger billedet af en vingårdsmand, som skærer grene af og brænder. Vi ser det for os. Andre steder siger Jesus det mere direkte. Fx i Matthæus 25: ”Gå bort til den evige ild, som er beredt til Djævelen og hans engle.” Og frygten vokser sig igen stor: ”Hvad med mig, Herre?”. Og sådan sang vi i salmen før prædikenen:

Gold er den gren, som er helt uden druer.
At være til er at være til gavn.
Herre, forbarm dig! Beskæringen truer:
Vi er jo kun dine grene af navn! (DS 2002 368 v2)

Og Jesus svarer igen med at henvise til hans gode ord til os: ” Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.”
I salmen er det omskrevet sådan:

”Kære, I skal ikke grue og græde!”
svarer vor Herre, som ved, hvem vi er.
”Bliv kun i mig, så skal også min glæde
evig og fuldkommen blive i Jer!” (DS 2002 368v3)

Derfor kan du være helt sikker, tryg og rolig, når du har de ord, Jesus giver dig. Fx ordet til røveren på korset. ”I dag skal du være med mig i Paradis!” (Lukas 23). Det ord afgjorde sagen for røveren. Det ord bar ham ind i Paradis. Eller ordet til alle dem, som korsfæstede Jesus: ”Fader tilgiv dem …” Det ord gik i opfyldelse, da jøder blev ramt i samvittigheden, fordi de havde været med til at korsfæste Jesus. Peter sagde: ”Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse!” (ApG 2). Og det gav dem liv. Eller tænk på det ord, Jesus selv sagde til sin far, da han døde: ”Fader i dine hænder betror jeg min ånd”. Det ord giver han os, og det er trygt at vi må bede sådan, når vi skal sove, og når vi skal dø.

Når vi hører disse og lignende ord fra Jesus, virker de som saften i vintræet. De giver os liv. Og Vingårdsmanden, vor Far i himlen, beskærer os og går tæt på. Han får os på knæ. Og der – på knæ – tilgiver han dig. Og han siger: ”Bed om hvad som helst.” Og da beder du om tilgivelse og frelse. Men også om frugt. Du beder om beskyttelse over din familie og om hjælp i din menighed. Og det er en herlig frugt, som kommer fra hans ord, som du stoler på.

Jesus fortsætter: ” Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” Han kræver ikke frugt. Han siger blot: ”Bliv i mig … så vil I bære frugt.” Det er en naturlov. Når hans ord er i dit øre og i din samvittighed, og når Faderen beskærer dig, da bærer du modne druer i stedet for at sætte mange vildskud. Gud gør det for dig. Grenenes opgave og liv er at bære frugt. Ikke at blive grønne og smukke i sig selv, men at bære noget, som andre får gavn af. Gud skal herliggøres! Og andre mennesker skal tjenes og hjælpes. Jesus forklarede det også for disciplene samme aften, hvor han fortalte om vintræet: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,34-35).

Vi sang om det i salmens vers 4:

Glæden er den, at vi ikke skal spørge,
hvad der i grunden kom ud af vort liv.
Glæden er den, at vi ikke skal sørge
for vore gerningers rette motiv. (DS 2002 368v4)

Jesus slutter med at sige: ”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.” Det er ikke en præstation at tage imod kærlighed. Men det er en præstation at elske os syndere og dø i vort sted. Det har Jesus gjort for os. Din opgave er at blive i hans kærlighed. Så sørger han for resten. Det er det, man kan kalde fuldkommen glæde. At en anden gør alt, hvad der skal gøre – og endda tager os med ind i dette arbejde, så vi får betydning og bærer frugt. Den glæde synger vi om i vers 5:

Glæden er den, at vor Herre alene
ved, hvor i verden han bedst får os brugt.
Glæden er den, at vi vokser som grene,
næres af stammen og bærer dens frugt. (DS 2002 368v5)

Den glæde er vores i dag, fordi Jesus har talt til os og renset os som så ofte før. Amen

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk