Tilbage til prædiken-oversigtHvorfor er vi kristne? Og hvad med de andre?

Pinsedag¨, 24.5.2015, Aarhus, Løsning. 2. pinsedag, København. LGJ
Tekstlæsning: 1 Mos 11,1-9. ApG 2,1-11.
Salmer: 247, 257, 246, 9v7-14, 255

Johannes 14,22-31
Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: "Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?"
Jesus svarede ham: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!"

En af disciplene spurgte Jesus: “Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?” Og vi kender spørgsmålet fra os selv. For hvorfor er det lige os, der er kristne? Hvad er grunden til, at Jesus har givet sig til kende for os, så vi har lært den eneste sande Gud at kende, og ikke de mange andre? Gud har givet os tryghed og tilgivelse, håb og fremtid, omsorg og evigt liv. Men hvad med verden? Hvad med alle de andre? Hvorfor kender de ikke Jesus som deres frelser?

Jesus svar i evangeliet indeholder to dele: 1) Han fortæller først disciplene og os om vores forhold til hans ord, så vi med dem kan vide, hvordan han har givet sig til kende for os. 2) Derpå siger han, at han også vil, at verden forstår og tror: ”… men det sker for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan som Faderen har påbudt mig”. – Og det vil han gøre ved at sende Helligånden til apostlene, så verden kan tro ved deres ord.

I.

Først siger Jesus: “Den, som elsker mig, vil holde fast ved mine ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Men den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mit ord” (v23-24). Han siger dermed, at vores kærlighed til ham først og fremmest viser sig ved, at vi holder fast ved hans ord. Sådan lærer vi ham at kende. Og s ådan tager Jesus og hans Fader bolig hos os.

Mennesker, som ikke tager Jesu ord til sig og ikke stoler på det, kender ikke Jesus. Gud bor ikke hos dem. Men årsagen er ikke, at Jesus har fravalgt dem. Det har han ikke! Han kaldte på sit folk gennem tre år og brugte billedet af en høne og dens kyllinger. "Hvor ofte har jeg ikke forsøgt at samle jer, som hønen samler sine kyllinger, men I ville ikke." Han fik dem ikke ind under sine vinger, fordi de ikke ville! Og så græd han. - Hvordan gik det til, at nogle kom under hans vinger? De hørte kaldet og kom. Det skete med 11 apostle. Jesus siger hermed: Kærlighed til mig består i, at vi holder fast ved hans ord, dvs. holder fast ved det, Jesus lærer os og lover os. Kyllingers kær­lighed til hønen viser sig ved, at de tager imod varme og beskyttelse og holder sig under hønens vinger. Sådan lærer de hønemor at kende. Sådan lærte disciplene Jesus at kende, mens han var hos dem (v25).

Og Jesus fortsætter og fortæller, hvordan han vil give sig til kende for dem i tiden, der kom og kommer: “Men talsmanden, Helligånden, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer!” (v26). Alle de løse ender, de gik rundt med, skulle bindes sammen, for at de kunne tro. Ellers ville de have mistet troen. Men Helligånden viste dem sammen­hæn­gene, så de fandt frelse og håb i Jesu korsfæstelse, som verden anså for at være et sammenbrud og nederlag. Det var, hvad Peters pinseprædiken handlede om. Han forkyndte, at Jesus, som de havde korsfæsten, blev deres Herre og Frelser netop gennem sin død og opstandelse. Og det er, hvad vi har brug for, når de fleste siger: ”Væk med den kristne moral! Væk med den kristne tro! Væk med de skadelige og forældede ord om, at Gud er en retfærdig og straffende Gud!” Da forkynder evangeliet: Kristus døde for jeres synder.

Hvad skal vi stille op, når de fleste siger, at synd er noget, vi har opfundet, og at familie og ægteskab må vige for vore behov for seksuel tilfredsstillelse, og samtidig kræver, at samfundet mere og mere overtager ansvaret for børnene og for de gamle i slægten? Da minder Helligånden os om, hvad Jesus har sagt om børnene, de svage og om ægteskabet. ”Hvad Gud har sammenføjet må mennesker ikke adskille!” Forældre må ikke fjerne deres ufødte barn. Forældre må ikke svigte deres børn. Og voksne børn må ikke svigte deres gamle forældre. Og vi må ikke svigte de faderløse, enkerne og de fremmede. Vi har ansvar for brødre og søstre i menigheden. Helligånden minder os om det. Og vi må vedgå: vi bærer på troløshed, selviskhed og utroskab. Vi mærker det jo her inde i sam­vit­tigheden.

Og hvad skal vi stille op, når de fleste ryster på ho­vedet af, at Jesus skulle have lidt for menne­skers synder, og siger, at kristendommen skal moder­ni­seres, hvis de skal tro. Da står Talsmanden fortsat hos os og minder os om, hvad Jesus selv sagde: Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for selv at tjene og give mit liv som løsesum for mange (Matt 20,28). Det er stærke ord fra Jesus. De ord afgør sagen. Når min ikke kristne omgangskreds, arbejdskammerater og hele verdens tidsånd afviser, at en korsfæstet mand er min redning, lytter jeg bare til Helligånden igen og igen. Jesus er Jesus. Han fik navnet Jesus, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Det bliver ikke mindre sandt, fordi flertallet ikke tror på det.

II.

Jesus føjer nu til: Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. … Det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig” (v29 og 31). Det er anden del af Jesu svar: De andre skal også forstå. Det hans plan. Derfor sendte han Hellig­ånden pinsedag. Han fyldte huset og apostlenes hjerter og gav dem evangeliet på tungen. Resultatet var, at de fortalte om Jesus til alle i Jerusalem.

Så åbenbarede Jesus sig altså for sine disciple, både for at frelse disciplene, og fordi han ville åbenbare sig for de andre i Jerusalem. Han ville åbenbare sig for dem, som korsfæstede ham, og for dem, som spottede ham; også for dem, som fandt ham ynkelig og latterlig. For flertallet! Han begyndte med disciplene, for at verden senere gennem dem skulle forstå, at han gjorde, som Faderen havde påbudt ham. Men da var det også nødvendigt, at der kom dybde i deres tro. Derfor tog han disciplene med til Getse­mane, hvor de så, at han blev fanget. Jesus lod dem erfare nederlag. Han lod Peter opleve sit eget overmod i haven og senere, hvor fej han var. Han lod Peter høre hanen gale. Og Peter så Jesus blik i ypperstepræstens gård, før han gik ud og græd bittert.

Her har du også forklaringen på, at du skal lide nederlag. Det sker, for at du kan bevidne for andre, at du selv og de er syndere, og at syndere kan blive frelst. Når en synder som Peter og som dig har fået tilgivelse, er der måske også tilgivelse for andre, som du kender? - Peter var ikke i tvivl. Vi har to af hans breve, hvor han fortæller om det: ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden” (1 Pet 2,24). Evangeliets sandhed afhæn­ger ikke af en flertals­afstemning, men af Jesus. Det står i Skriften. Peter siger: ”Med Kristi dyrebare blod blev I løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre” (1 Pet 1,18-19).

Jesus giver disciplenes og vores tro dybde og fasthed, når han giver os sin fred: “Fred efterlader jeg jer.” Verden har meget at give os: Ære, gods og guld. Men også usikkerhed, uro og utryghed. Og til sidst svigter og forkaster verden os! Og den går under. Jesus er anderledes. Helt anderledes. Han siger til os: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver." En fred, som var dybt inde i hans eget hjerte! En fred med hans Far. En tryghed. En Ro og hvile. En sikkerhed - lige meget, om mennesker forlod ham og svigtede ham. Han levede i lydighed. Han elskede sin Far og vidste sig altid elsker af Faderen.

Det er, hvad verden behøver for at tro. Jesus siger jo: "Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!" Han tog dem med ud i Getsemane om natten. Her svigtede de ham, da han blev fanget og ført til forhør. Og nætse dag blev han korsfæstet og døde. Når verden hører dette, vil den forstå, at Jesus elskede Faderen og gjorde, som Faderen havde påbudt ham.

Apostlene blev apostlene aldrig trætte af at tænke over, forkynde og skrive dette ned. Sådan fik vi evangelierne, hvor Jesu lidelseshistorie er højdepunktet. Helligånden står bag. Jesu talsmand binder alle de løse tråde sammen for os, så vi kan tro.

Helligånden bor i os ved evangeliet! Derfor kan vi bevidne for andre, at JESUS er vores og verdens frelser. Og jo mere afhængige vi er af ham, desto stærkere kan vi sige til andre, at der ikke findes noget stærkere og bedre end Freden og Håbet hos Jesus. "Hvordan klarer I jer dog uden? Kom med i kirke. Lær Jesus at kende!" Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk. post@vivit.dk